White City er et gennemdesignet element, der bryder med den rå tilgang til byggeriet.
Ardess har skabt et hovedkvarter med plads til leg og ligeværdighed
Rå rammer, gennemtænkte løsninger og et øje for, at produktion og logistik har en lige så stor betydning som kontorlandskaber styrer tankerne bag indretningsvirksomheden Ambientes nye domicil, der er skabt af arkitektvirksomheden Ardess.
Sådan lød opgaven, da tegnestuen Ardess blev hyret til at skabe Ambientes ny domicil ved E45 ved Skanderborg. Set fra motorvejen gør den mørke facade ikke megen stads af sig – men bag murene gemmer sig et helt særligt firmadomicil, der indbyder til både kreativitet, foranderlighed og ligeværd faggrupperne imellem.
- Michael, der ejer Ambiente, havde nogle spændende ideer. Vi talte uformelt om dem, men jeg kunne lide hans tanker, og han kunne lide vores konceptualisering, så det endte med et samarbejde, hvor vi både har været sparringspartner for bygherre og har skullet samle ideerne til en helhed, siger partner i Ardess Sebastian Schroers.
Resultatet blev en bygning, der kombinerer rå elementer med nogle fint udtænkte detaljer – uden at det har kostet formuer.
- Der er brugt kræfter på nogle større træk, men der er ikke hældt guld i fugerne eller brugt penge på specialudviklede mursten. I stedet har vi brugt en så massiv råhed, at det bliver et træk i sig selv, kombineret med nogle intelligente valg og finere detaljer, siger Sebastian Schroers.
Loftshøjden er 6,5 meter næsten overalt, og rummene står råt med uspartlet beton og andre elementer. Det grundlæggende indtryk er gennemført i både produktions- og lagerhallerne og i administrationen, der er samlet rundt om et 1000 kvadratmeter atrium inspireret af nordisk nåleskov.
Den hvide by
Råheden bliver brudt af White City – 18 hvide forskudte kasser, der står stablet i hele administrationsbygningens længde. Her kan indrettes mødelokaler, kontorer og udstillinger.
- Det er en ramme, der på den ene side er designet minutiøst og på den anden side kan fungere som et sted, de kan folde deres universer ud. Ambiente lever af at indrette udstillinger og messer, og deres kontorer er også deres showroom. Derfor er det vigtigt at give mulighed for en foranderlighed, siger arkitekten, der har tænkt det element ind allerede i mødet med bygningen.
- Foranderligheden møder man allerede, når man træder ind gennem de fire meter høje massive indgangsdøre og modtages af et stort uprogrammeret område. Her kan Ambiente vise alt det, de kan, de kan lave statements, der viser, at de kan noget helt særligt for deres kunder.