Gränbystaden i Uppsala, Sverige
C.F. Møller Architects udvikler nyt kontorområde i Uppsala
Atrium Ljungberg udvikler i samarbejde med C.F. Møller Architects et nyt kontorområde i Gränbystaden i Uppsala, Sverige, med afsæt i en ny udstykning til bebyggelse.
Den nye udstykning omfatter den nordligste fjerdedel af Östra Sala backes tredje etape og et mindre område i tilknytning til Gränbystadens indkøbscenter. Dette giver Atrium Ljungberg mulighed for at udvikle Gränbystaden til et nyt kontorfællesskab i Uppsala, der vil nyde godt af virkelig gode transportforbindelser og en bred vifte af restauranter og butikker. Ud over kontorer er det også planen, at stedet skal omfatte servicefunktioner, sundhedstilbud, uddannelsesmuligheder og boliger.
Gränby er blevet udpeget som et af de fem bymæssige knudepunkter i Uppsala. Planen er, at koncentrationen af arbejdspladser skal være højere i knudepunktet, som bliver nært forbundet med den offentlige transport.
- Östra Sala backe er en vigtig brik i udviklingen af Uppsalas østlige bydel, og vi glæder os til at skulle samarbejde med Atrium Ljungberg, når vi skal binde den sydlige og den nordlige del af Vaksalagatan sammen, fortæller Erik Pelling, ordførende i kommunalbestyrelsen.
I forbindelse med den nye udstykning har C.F. Møller Architects vundet opgaven med byggeriet i området, der vil komme til at køre parallelt. Bedømmelsesudvalget omfattede repræsentanter fra både Atrium Ljungberg og Uppsala kommune.
- Vi mener, at C.F. Møllers bidrag vil være med til at sikre et værdigt og interessant indgangsparti til Uppsala. Deres forslag binder også Gränbystaden fint sammen med Östra Sala backe, siger Daniel Kvant Suber, Atrium Ljungbergs forretningsudviklingschef for Uppsala og det nordlige Stockholm.
Bygningerne kommer til at udgøre et nyt indgangsmotiv langs en af de vigtigste kulturhistoriske strækninger ind til byen. Det nye kvarter vil komme til at bestå af en blanding af kontorer, kulturtilbud, boliger og uddannelsesmuligheder og vil udgøre et helt nyt kommercielt centrum i Uppsala. Strukturen vil styrke de kulturhistoriske linjer og tendenser i området, men også etablere en ny strækning og sigtelinje, der vil binde kvarteret visuelt sammen med det tilstødende kulturhistorisk betydningsfulde Vaksala-kvarter.
- Vi er stolte af at være en del af udviklingen i Uppsala og ser frem til det fortsatte arbejde med Atrium Ljungberg og Uppsala kommune. Vi vil bruge vores erfaringer fra Skandinavien og det øvrige Europa til at skabe et attraktivt og spændende område, hvor kontorer, boliger og grønne områder sammensættes ud fra en holistisk designstrategi, der vil resultere i et levende område, siger Mårten Leringe, partner, arkitekt og CEO hos C.F. Møller Architects.