Portræt af Mads Mandrup: Der skal være tid til eftertænksomhed

Mads Mandrup har arbejdet på opsigtsvækkende projekter som Mærsk Tårnet, færgeterminalen Värtaterminal i Stockholm, Statsfængslet på Nordfalster og CIS skolen i Nordhavn, og så kunne man være fristet til at tro, at han lige nu nyder udsigten fra sin karrieres foreløbige højdepunkt, men det er en tænksom Mads Mandrup, som Byggeri+Arkitektur møder.

 

- Det er jo en god lejlighed til at gøre status. Og ud fra den betragtning, at det i gamle dage ville være nu, at jeg som arkitekt stod for min første bygning, så har jeg været meget heldig og haft god timing i forhold til at få lov at være med på interessante projekter. Men forleden var jeg i anledning af fødselsdagen samlet med alle mine dejlige kolleger her i C. F. Møller, og jeg blev berørt af hele situationen, for det er altså en hård tilværelse at være arkitekt i dag. Jeg har det ind i mellem som om, jeg er ældre indeni, siger Mads Mandrup og fortsætter:

 

- Lige nu ser vi nye varianter af byggeprocessen og nye udbudsformer, hvilket er spændende, men det er også et komplekst kapitel, hvor jeg sammen med mine folk stadig skal kunne være foran processen, og det er et svært sted at stå, når tingene spidser til. Der er meget modstand undervejs i dagens byggeprocesser, og min oplevelse er, at der er meget, der i dag bliver forceret, uden at det på nogen måde skaber ekstraværdi. I C.F. Møller har vi altid hævdet, at den gode model er med en totalrådgiver, bestående af ingeniør og arkitekt, men jeg er nu begyndt at overveje, om det er rigtigt. I dag handler det i hvert fald ikke kun om at bygge med hjertet og lave stor arkitektur. Det er blevet sværere at håndtere byggeprocessen, og vi er konstant udfordret på økonomi og tid, samtidig med at vi oplever et sværere forløb omkring samkoordinering med ingeniørerne. Den arkitektoniske ide er ofte under pres, og det er virkelig slidsomt at se sit projekt langsomt blive decimeret. Og her kan man som arkitekt godt føle sig som den mindste i flokken. Men det er også udtryk for et generelt problem i byggebranchen, nemlig at bygherrer skaber nogle præmisser, som ikke hænger sammen, økonomisk såvel som i tid, hvilket man kan konstatere ved, at det ikke har været muligt at ramme target på de fleste af de nye universitetsbyggerier og supersygehuse. Og det er ikke fordi, vi ikke har forberedt os, tværtimod har vi i tegnestuen investeret et anseligt beløb for at kunne stå forrest i forhold til at mestre de digitale redskaber såvel som at facilitere projekter i den helt store skala.

 

Mads Mandrup opfordrer til, at man giver plads til refleksion undervejs, for ellers kan miste bygningen betragtelig værdi på den lange bane, og den løbende dialog med bygherren er arkitektbranchens største udfordring lige nu:

 

- Der er meget, der kan klares ved justeringer, men der er også nogle ting, som skader et projekt afgørende, og der skal vi kunne sige nej – og forklare os, inden der går taktisk juristeri i den, hvor ingen tør sige sandheden, og alle tror, den eneste Salomoniske løsning er at lave alt i totalentreprise. Og så er det farvel til de spydspidsprojekter, som historisk har været affyringsrampen for danske arkitekters internationale anderkendelse. Vi lover jo fra starten gennem vores skitser en vis arkitektonisk standard, når vi går ind i et projekt, som vi gennem hele forløbet skal have lov at være garant for. Som rådgiver på et projekt, er det jo vores forbandede pligt at gøre opmærksom på det, når bygningen på den lange bane mister sin essentielle merværdi. Og så kan man desværre på nogle færdiggjorte projekter stå med en både stolt og trist fornemmelse i kroppen, idet man faktisk kunne have løst tingene på et højere niveau, end det realiserede.

 

Foto: Vartaterminalen, Stockholm, C.F. Møller

 

Bygherrens opbakning er uvurderlig

God arkitektur ældes med ynde, og Mads Mandrup fremhæver, at et byggeri som minimum skal kunne tåle at stå 100 år i bybilledet uafhængig af modeluner. Og den forpligtigelse bør vi ifølge Mads Mandrup ikke gå på kompromis med.

 

- Vellykket arkitektur opstår, når bygherrer anerkender det arkitektoniske rum og kæmper for at holde et højt kvalitetsniveau. Her er de store fonde gode til at sætte barren højt på deres projekter, og det skaber værdi i Danmark. Eksempelvis var A. P. Møller Fonden en aktiv medspiller på Mærsk Tårnet, hvor man valgte at bidrage med en krone til byggeriet for hver krone, som Staten lagde. Og her var udmeldingen, at der ikke måtte spares på kvaliteten. Det var virkeligt fedt at mærke, den opbakning, siger Mads Mandrup og uddyber:

 

- Men der skal selvfølgelig være realisme i projekterne også. Jeg har siddet til benhårde bygherremøder, hvor man typisk hører: Som arkitekt tænker du kun på hvordan, tingene ser ud! En absurd situation hvor bygherren helt glemmer arkitektens rolle som garant for projektets idé og ikke mindst kvalitet.

Når projekter krydsbestøver hinanden

Inden Mads Mandrup begyndte på Arkitektskolen fungerede han i en årrække som autodidakt kunstner og håndværker i USA, og ved at blive arkitekt er han med egne ord gået fra fri kunst til bunden kunst. Og efter blandt andet at have været hos KHR Arkitekter i en årrække, hvor han arbejdede for arkitekt og professor Jan Søndergaard, så fik han for ti år siden chancen for at skifte over som partner hos C.F. Møller København, hvor han med det samme på flere niveauer følte sig hjemme:

 

- Jeg identificerede mig rent menneskeligt med medkompagnoner, ligesom jeg identificerer mig arkitektonisk med tegnestuen, hvor man vægter stoflighed og få, men gennemtænkte virkemidler, der tilsammen tegner en rød tråd til tegnestuens hovedværk, Aarhus Universitet. En helt unik arv, der forsat influerer og skærper det arkitektoniske sigte i vores projekter. For mig står boligprojektet Østerbrogade 105 i København som et vidnesbyrd på hvordan, denne arv forsat tegner nogle af tegnestuens bedste projekter, hvor simple virkemidler og en afklaret materiale-pallette giver en bygning en særlig tonalitet, der både fornyer og tilpasser sig stedet – som den altid har stået der.

 

Mads Mandrup er stolt af tegnestuens bedrifter, som både tæller de største byggerier i Norden og de helt små projekter, som eksempelvis en netop færdiggjort rækkehusbebyggelse lige ud til Stockholms Skærgård, der med sin enkelthed og alligevel levende materiale-pallette i cortenstål og træ rammer balancen mellem tradition og det moderne. 

  

- Det er et bredt spænd i min portefølje, men det er det fantastiske ved faget: Man tager ud på en ny spændende rejse ved hvert projekt, en rejse, som måske varer 5 år, inden man slipper det igen. Som arkitekt kan man måle tidens gang både på sine børn, men også på sine projekters udvikling, siger Mads Mandrup og uddyber:

 

- Man hopper jo fra tue til tue, og projekterne krydsbefrugter hele tiden hinanden undervejs. I virkeligheden er det her, man er bedst – når man bruger sin viden fra to igangværende projekter på et tredje.

 

 

Foto: Mærsktårnet, C.F. Møller

 

Arkitektur der nedbryder grænser

Da finanskrisen ramte det danske byggebranche for 10 år siden skete der stadig en masse i byggeriet i Sverige, og her var Mads Mandrup med til at opbygge C. F. Møllers tilstedeværelse i det svenske, hvilket begyndte med købet af den Svenske tegnestue BERG arkitektkontor, der blandt andet er kendt for ikon-byggeriet, multiarenaen Globen.

 

- Vores første fællesprojekt med den nye tegnestue var et stort boligprojekt i udkanten af Stockholm, faktisk lige ved siden af Bjørn Borgs gamle træningshal i Alvik, hvor vi tegnede et boligtårn, som er blevet et vartegn for området. Det er et innovativt elementbyggeri i hvid beton med en lækker terrazzo-facade, og jeg er stadig utrolig stolt af det projekt, som på mange måder blev C. F. Møllers adgangsbillet til det Stockholmske marked, fortæller Mads Mandrup, som synes, det var en interessant periode, hvor han i samarbejde med ny-rekrutterede talentfulde arkitekter opbyggede et højt fagligt miljø på den svenske tegnestue.

 

På færgeterminalen Värtaterminal i Stockholm var den primære opgave at løse en funktionel opgave i forhold til trafikken, og her valgte man i C. F. Møller at omdefinere opgaven til skabe et helt nyt byrum – der gav et helt uforudset potentiale tilbage til byen.

 

- Värta havnen er et tidligere industrielt havneområde i Stockholm meget lig Nordhavn i København, og i vores konceptfase flyttede vi projektets fokus fra at være en tung infrastruktur-opgave med klare funktionskrav til at bruge terminalen som et instrument, hvormed vi kunne skabe en levende sammenkobling med byen, med flydende overgange mellem det centrale Stockholm og havnerummet omkring terminalen – et nyt byrum – hvor vi i princippet bruger terminalens tag til at lave et grønt rum svævende udover havnerummet, der med trapper, ramper, nicher og siddekroge vil indbyde til gåture og ophold med udsyn over vandet, byen og Skærgården. Området har før været et ”no man’s land”, men nu er terminalen blevet en generøs størrelse – en levende dørtærskel for byens indbyggere såvel som dets tilrejsende, siger Mads Mandrup.

 

”I Danmark må vi selv iscenesætte arkitekturen”

På Boligtårnet i Alvik og Värtaterminalen i Stockholm udnyttes den svenske skærgård som kulisse for projekterne, og her mener Mads Mandrup, at man i vores nabolande ofte får mere foræret fra landskabet i forhold til Danmark:

 

- Vores landskab er næsten kun flade og himmel, hvilket historisk har aftvunget en speciel, subtil tilgang til det at arbejde med bygning i ét udramatisk landskab. Og det ser jeg faktisk som en del af baggrunden for danske tegnestuers styrke: At vi er vant til også at opfinde konteksten, der iscenesætter arkitekturen bedst muligt. Det gælder både i det åbne såvel som i det mere urbane landskab, og eksempelvis på tilbygningen til Panuminstituttet skabte vi i samarbejde med SLA Landskabsarkitekter en grøn kantzone – et pulserende by-campusmiljø, der giver en masse tilbage til byen, siger Mads Mandrup og fremhæver, at de Jan Gehlske aspekter fra bymiljøet også trækkes videre inden for i bygningen, hvor forskellige miljøer og hyggekroge giver mulighed for rekreation og interaktion.

 

- På Panum-tilbygningen har vi bestræbt os på at krænge bymiljøet ind i bygningen og skabe nye dynamikker mellem forskerne, en slags landsbystemning opbygget af kringlede forløb og pladsdannelser. Helt overordnet set skal arkitekturen være blandingsmaskiner, som lader landskab og bygning flyde sammen i interessante sammenkædninger, der forener individet og demokratiske rum i alle skalaer. Det er et gennemgående rumligt træk, der fungerer som kerneafsæt for alle projekter hos C. F Møller, siger Mads Mandrup.

 

Til gengæld er det kommende højsikkerhedsfængsel i Falster en helt anden type opgave, hvor det ikke handler om det tilfældige møde mellem mennesker, tværtimod.

 

- Det bliver et groundbreaking fængsel til forvaring af højrisiko fanger, og her må vi se bort fra visse dele af vores DNA som arkitekter, der jo er rundet af grundtanken bag det moderne demokratisk velfærdssamfund, retten til at bevæge sig og leve frit på tværs af fællesskabets fysiske rammer, siger Mads Mandrup, som dog også påpeger, at den længste fængselsstraf i Danmark er 15 år, og derfor handler fængsler om resocialisering og ikke om forvaring, hvor gode humane rammer kan betyde, at folk kommer ud som mindre hærdede individer.  

 

Danmark har international bevågenhed lige nu

Mads Mandrup oplever stor interesse fra udlandet for både forskningstårnet, højsikkerhedsfængslet og den internationale skole, og C. F. Møller er involveret i samarbejder med flere tegnestuer i Sydeuropa, hvor man vil trække på erfaringerne fra disse projekter.

 

- Vi kan noget i Danmark. Jeg blev meget stolt, da jeg så det danske bidrag på Bienalen i Venedig, ”The art of many – the right to space”, og jeg viser altid andres gode projekter frem i København, da det handler om mere end den enkelte bygning – det handler om hvordan vi limer byen sammen og skaber gode byrum, fortæller Mads Mandrup, og fortsætter:

 

- Danmark har bestemt international bevågenhed, og der er Skandinavisk helhedsdesign er en ”hot commodity”. Og her har det været en stor styrke, at vi gennem de sidste år har haft en sammenhængende arkitekturpolitik her i Danmark, der har evnet at skærpe interessen og skabe forståelse for den merværdi, vi som arkitekter kæmper for. Man plejede at betegne Danmark som en design-nation, men lige nu synes det at være ligeså legitimt at kalde os en arkitektur-nation.

 

Foto: Zenhusene, C.F. Møller

 

Kunsten at iscenesætte en historie

Mads Mandrup er godt klar over, at hans referencer hovedsagligt er prestigeprojekter, som ikke alle arkitekter kan spejle sig i, men selve glæde over at skabe, den fysiske gestalt, går igen for både store og små projekter:

 

- Jeg har enorm respekt for de firmaer, der arbejder med små budgetter og får stor arkitektur ud af det. For os alle er det et spørgsmål om at prioritere i en presset situation, og det er fantastisk, når det lykkedes – når man ser arkitekturen udmønte sig foran ens øjne. Der er utroligt givende, når en bruger efterfølgende applauder os for vores vedholdenhed ved at sige: Det var godt, I kæmpede – jeres løsning VAR jo den rigtige!

 

Mads Mandrup sammenligner det med at skabe en film eller en teaterforestilling, hvor man sætter rammen for liv og adfærd, som man først selv oplever, når man er tilbage på projektet senere. Både på Copenhagen International School (CIS) og Mærsk Tårnet var det stor oplevelse for ham at opleve bygningerne efterfølgende – hvor man i 1:1 ser brugerne tage stedet til sig og bruge det på de måder, som man har visualiseret.

 

Arkitektur er holdarbejde

Gennem Mads Mandrups ti år i C. F Møller er det lykkedes for arkitektvirksomheden at vækste både i København og Stockholm, og når han ser på baggrunden for den udvikling, så er det gode samspil med kolleger centralt.

 

- Vi er en stor broget familie her i C. F Møller, og vi trækker hinanden ind hele tiden. Og sådan er det altid – man er en del af et team. Her kan det gengæld være en udfordring med den nymodens idé om, at vi ofte skal sidde ude på projektkontorer på byggepladserne, hvilket naturligvis har sine fordele i forhold til at sikre realiseringen af den gode arkitektur. Men det kan også være sværere at fastholde tegnestuens faglige sammenhængskraft og særlige arbejdsmetodologi, ligesom vi skal sikre, at man ikke føler sig ene og forladt ude på projekterne, siger Mads Mandrup og fortsætter:

 

- Nu har jeg været her i C. F. Møller i 10 år, og hvis jeg skal se frem mod de næste 10 år, så vil jeg bestræbe mig på at bruge mere tid sammen med de utrolig gode mennesker her på kontoret. Det er måske naivt i forhold til det konstant forøgede tempo i byggebranchen, men jeg synes, det er vigtigt at være til stede for sine kolleger. Det her fag er en hård nyser, hvor man kan blive slidt hurtigt, og derfor er det vigtigt at holde fast i, at god arkitektur kræver tid og refleksion.