DLGs nye domicil trækker på traditioner – og kigger mod fremtiden
DLGs ny hovedkvarter i Fredericia kombinerer naturværdier og tradition med transparens og moderne arbejdsforhold.
Når medarbejderne til sommer rykker ind i DLGs ny hovedkvarter, der er placeret naturskønt ved Lillebælt ved Fredericia, er der på en måde tale om en hjemvenden.
Gennem årtier har virksomheden holdt til på Axelborg midt i København, men DLGs kernekunder findes naturligt nok langt fra stenbroen. Den traditionsrige virksomhed har et udspring, der går langt over 100 år tilbage, og den er stadig en af de fremmeste repræsentanter for den danske andelsbevægelse, når den leverer korn og foderstoffer til de danske landmænd.
De traditionelle værdier, nærheden til landskabet og virksomhedens levedygtighed og moderne udsyn er alle elementer, der er indgået i det ny domicil.
Det fortæller Søren Mølbak, der er direktør og partner i PLH Arkitekter. Tegnestuen står bag bygningen og det omkringliggende landskabs udformning.
- Vi har forsøgt at fange virksomhedens DNA i huset. Det er placeret med udsigt over marker, og vi valgte at sige, at det skulle være et muret hus med traditionelle tagrygge, der falder naturligt ind i landskabet. Samtidig illustrerer bygningens form og organisering, at det er en moderne virksomhed, og det grønne tag passer til den omstilling til en mere bæredygtig tilgang, der er i landbruget, siger Søren Mølbak.
Samspil med udendørsmiljøer
Bygningens arme samler sig i et stort atrium, hvor alle fællesfunktioner er samlet, mens de mere private arbejdspladser ligger i længerne.
I byggeriet er der lagt mere vægt på samspillet med de udendørs miljøer, end man ofte ser ved domicilbyggerier. Huset spiller sammen med det kuperede terræn og forsøger at videregive den rumfornemmelse, man finder udendørs.
- Man kommer ind på et højdepunkt i bygningen, og herfra er der trapper til forskellige niveauer. Der er højt til loftet i mange af fællesrummene, og der er arbejdet med et moderne udtryk med afkappede gavle og skrå linjer, siger Søren Mølbak, der også er glad for, at PLH har fået mulighed for at lægge ekstra arbejde i udearealerne.
- Der vil blive etableret oplevelsesstier, hvor man kan holde gående møder, og køkkenet skal dyrke grøntsager og urter lige udenfor vinduerne. Så det bliver virkelig DLGs hus.