
Dorte Mandrup transformerer Mineralvandsfabrikken til boliger
Den fredede Mineralvandsfabrikken i Carlsberg Byen forvandles nu nænsomt til 20 luksuriøse boliger i to plan af den internationalt anerkendte arkitekt, Dorte Mandrup. Det bliver muligt at flytte direkte ind i Danmarks største kulturarv – på toppen af den smukke, historiske bygning.
Arkitekten Carl Harilds stramt komponerede mineralvandsfabrik fra 1927 var et nyklassicistisk mesterværk med udvendige bærende mure af murværk, tunge, doriske søjler og etageadskillelser af jernbeton. Den stringent symmetriske, seks etager høje lagerbygning beholder sin status som arkitektonisk mesterværk, for bygningen er nemlig fredet, og nu bliver den altså nænsomt restaurereret med stor respekt for historien. For eksempel er bygningens oprindelige søjler og bjælker bevaret hele vejen op til boligerne øverst oppe.

Inspiration hentet hos den franske arkitekt Pierre Chareau
Selv om alle kvarterets fredede bygninger får nyt liv, er det kun Mineralvandsfabrikken, der også bliver indrettet til beboelse, og for Dorte Mandrup har respekt for den kulturarv, som boligerne og kvarteret er født ind i, været omdrejningspunkt for forvandlingen:
- Det interessante ved Carlsberg Byen er, at der er blevet lagt stor vægt på kunst og arkitektur - og det er jo ret usædvanligt i et fabriksområde. Når man går en tur i området, går man blandt bygninger, der har en utrolig høj kvalitet og arkitektonisk overskud. Som arkitekt er det et ret fantastisk udgangspunkt og ikke mindst reference, når man skal tilføre noget nyt.
Dorte Mandrup har fundet inspiration hos den verdenskendte kollega Pierre Chareau, der står bag det kendte byggeri i Paris, Maison De Verre, fra slutningen af 1920'erne. Ligesom Chareau har et af de primære træk i Dorte Mandrups forvandling af Mineralvandsfabrikken været ærlighed i materialer. De industrielle overflader, mørke profiler og materialernes ægthed, understreger bygningens oprindelige brug, og derfor har naturlige og gedigne elementer, som marmor og egetræ, været afgørende i tilblivelsen af boligerne i Mineralvandsfabrikken.

Det fredet, historiske og arkitektoniske mesterværk beholder sin status
Bryggeren J.C. Jacobsen var den første til at indrette produktion og aftapning af sodavand på sifoner i Skandinavien, og han havde så stor succes med sin mineralvandsproduktion, at det blev nødvendigt med en ny fabrik, da produktionen kom helt op på 12 millioner kvartflasker i ca. 1918. Således blev Mineralvandsfabrikken og tilhørende lager opført med formålet om at varetage både produktion og lagring af de populære mineralvandsdrikke, og hvor millioner af appelsiner, citroner og grapefrugter sirligt er blevet skrællet. Senere har bygningen utallige gange dannet rammerne for kulturelle samlinger på Vesterbro, og mange har f.eks. besøgt Dansehallerne i den gamle fabrik