Kontoret bliver digitalt levende
Fremtidens intelligente kontorbyggeri sætter medarbejderne i centrum. Det er Beckhoff Automations nye domicil, som bliver klar til indflytning i august måned, et godt eksempel på. Bygningen optimerer selv lys, varme og luft i forhold til, hvordan bygningen anvendes i det daglige. Nøgleordet er intelligent styring af alt på én platform.
Beckhoff Automation opfører et stort, ultramoderne og æstetisk smukt domicil til de danske medarbejdere. Arkitektonisk og indretningsmæssigt sætter domicilet medarbejderne i centrum. Det samme gør alle de sensorer og kabler, der gemmes i vægge og paneler. Det nye domicil er en intelligent bygning, der automatisk tilpasser sig medarbejdernes behov for lys, varme og luft og samtidig har fokus på at optimere energiforbruget mest muligt.
- Vores nye domicil optimerer lys, varme og luft i forhold til alle de live-værdier, vi kan monitorere, herunder udetemperatur, luftfugtighed, vindretning og strålingsniveauet fra solen. Derudover vil vi ved hjælp af sensorer kunne få et ret præcist billede af, hvordan vores bygning lever i hverdagen, og hvor vi kan skabe større energibesparelser, siger Henrik M. Byrialsen, Support Engineer, Beckhoff Automation.
Lysstyring i en klasse for sig
Stadig flere bygninger bliver intelligente, men den automatiske styring af farvetemperatur i Beckhoffs domicil er state-of-the-art.
- Det særlige er, at lyset i loftet tilpasser sig dagslysets rytme afhængigt af årstiden. Farvetemperaturen er varm, hvis det er mørkt og gråt udenfor, men kold hvis det omvendt er solrigt udenfor. Farvetemperaturen tilpasser sig mange gange om dagen, så arbejdslyset til enhver tid er optimalt. Også når alle årstider synes at passere i løbet af en enkelt arbejdsdag, siger Henrik M. Byrialsen.
Tænk digitalt fra start
Med alt samlet på én platform bliver omkostningerne til styring og drift lavere. Selvom investeringsomkostningerne i gennemsnit er 20% dyrere, er besparelsen på drift tilsvarende 40% i gennemsnit. Dertil kommer energibesparelsen.
- Der er meget tid at spare, når drift og styring kan foregå i ét system. Det er vigtigt at tage med i beregningen, hvor nemt det er at servicere bygningen og brugerne efterfølgende, siger Henrik M. Byrialsen.
Netop fordi kabler og sensorer er gemt væk, er det vigtigt for den efterfølgende styring og drift, at alt snakker sammen fra start via én fælles platform.
- Skal noget ændres eller udskiftes, kan man nøjes med at konfigurere frem for at planlægge besøg af en håndværker, der skal tjekke kabelfejl eller koble nye kabler sammen inde i væggen. Når alt fungerer, er det knap så vigtigt, hvor mange systemer tingene er bygget op i. Men den dag noget fejler, er det en stor fordel kun at have ét system, dvs. konfiguration, styring og drift ét sted fra. Det handler om at tænke digitalt fra start, siger Henrik M. Byrialsen.