65 nye boliger fra SKALA Arkitekter er på vej på Nyborg Havn
SKALA Arkitekter står bag 65 nye boliger under opførelse på Nyborg Havn. Det handler om at skabe en arkitektonisk sammenhæng med området – og samtidigt et nyt, selvstændigt og rent udtryk med klare associationer til det klassiske, maritime miljø.
Havneområdet i Nyborg er i disse år under forvandling. Det gælder ikke mindst området omkring DSB’s gamle færgeleje på Nyborg Havn, hvor SKALA Arkitekter sidste år afsluttede byggeriet af 39 nye seniorboliger med rum til både fællesskab og privatliv. Nu har tegnestuen igangsat endnu et projekt, der ligger lige ved siden af og som resulterer i 65 nye boliger i 1. række ved midtermolens havnefront, og det sker med respekt for næromgivelserne:
- Overskriften er helt klart det maritime greb. Inspirationen er, ligesom seniorboligerne, hentet fra det klassiske bådhusmotiv. Gavlene vender front til havnen, hvor glasværn og glasfacader sikrer transparens og giver et åbent facadeudtryk i to niveauer. Ud mod p-pladsen er bygningen præget af et mere lukket greb med mindre vinduer i kvadratiske former i boligerne og cirkulære former i opgangene med klare referencer til koøjet fra det maritime miljø. Projektet opføres i enkle materialer med sortstrøgne teglsten med sorte fuger, sort tag og gråpatineret træbeklædning, som giver en stoflighed og varme til terrasserne, fortæller Emil Simonsen, udviklingschef hos SKALA Arkitekter.
Et rent og let forståeligt udtryk
De 55 nye lejeboliger og 10 penthouselejligheder på ydermolen bliver del af en nyanlagt havnepromenade i Nyborg, som SKALA Arkitekter også har tegnet. Det gælder også de offentlige promenadearealer og den nye torveplads ind mod byen, som tegnestuen har tegnet for Nyborg Kommune. For SKALA Arkitekter gør det området til et samlet og spændende projekt, der både giver mulighed for at skabe en arkitektonisk linje og sammenhæng – og samtidigt også projekter med hver sin personlighed:
- De nye boliger står selvstændigt, og de taler et let forståeligt, ikke-komplekst sprog. Det er et rent byggeri i enkle materialer med et skandinavisk udtryk, og det betyder også, at det er blevet taget rigtig godt imod i Nyborg, fordi arkitekturen, materialerne og bådhus-associationerne passer så godt ind i det maritime miljø.
Sammenhæng og forskelle
Der er sammenhæng mellem de to boligbyggerier fra SKALA Arkitekter – men også åbenlyse, individuelle forskelle på de to projekter:
- Mens seniorboligerne har et lyst og blødere greb, så er skruen strammet lidt på det nye boligprojekt på midtermolen. Det er et mere stramt, hårdt og enkelt udtryk, og vi føler virkelig, at det er lykkedes. Alle lejeboligerne er da også udlejet og de første flyttet ind, fortæller Emil Simonsen.
Han fremhæver samtidig det usædvanligt gode samarbejde, der været mellem byggeriets aktører:
- Det arkitektoniske greb og projektets værdier har entreprenøren CJ A/S været tro imod igennem byggefasen. Det er utroligt vigtigt for projektets helhed og detaljebearbejdning, fordi det skaber den samlede kvalitet af huset.
Havnen får nyt liv i årene frem
Siden Storebæltsbroen stod færdig i årene før årtusindeskiftet, har området ved Nyborg Havn ligget mere eller mindre hen. Det bliver der ændret på i disse år, efter Pædagogernes Pensions opkøb af en større grund ved den gamle færgehavn og etableringen af bl.a. ny havnepromenade, seniorboligerne og de 65 nye boliger fra SKALA Arkitekter under opførelse. Dertil kommer, at kommunens nye marina med flydebro og lystbåde er under opsejling omkring området, der er kendt som Tømmergraven.
- Hele havneområdet bliver en attraktion med sammenhængskraft, og det vil skabe et helt nyt og levende miljø, som mange vil pendle til og fra. Vi er meget stolte over at være en del af den byudvikling i kraft af både seniorboligerne, havnepromenaden og de nye boliger ved havnen, siger Emil Simonsen.