Æstetik, tradition og lang levetid er klimakravenes blinde vinkel

Zink på tage, kviste og tagrender er en del af en lang byggetradition. Materialets patina og muligheder for at forme detaljer er med til at give bygninger karakter og forbinde nye huse med den eksisterende byggeskik. Men ifølge Rheinzink risikerer klimakravene til nybyggeri at gøre det sværere for arkitekter og bygherrer at vælge langtidsholdbare materialer, som også har betydning for bygningernes æstetik. Udfordringen ligger blandt andet i klimaberegningernes tidshorisont, som stopper efter 50 år, selv om materialerne reelt kan fungere meget længere.

– Vi skal reducere byggeriets klimapåvirkning. Men vi skal samtidig kunne bygge smukke huse, der fører vores byggetraditioner videre. Hvis materialer bliver valgt fra, uden at deres lange levetid kommer tilstrækkeligt til udtryk i beslutningsgrundlaget, risikerer vi også at miste noget af den arkitektoniske kvalitet, som de bidrager med, udtaler Anne Mette Weng, adm. direktør i Rheinzink Danmark og Global Sales Director med ansvar for Norden i en pressemeddelelse.

Anne Mette Weng, adm. direktør i Rheinzink Danmark

Materialevalget former arkitekturen

Valget af materialer handler også om overflader, stoflighed og håndværksmæssige detaljer. Et tag eller en kvist skal beskytte bygningen, men er samtidig en del af dens udtryk. For Rheinzink er spørgsmålet derfor, hvordan klimakravene kan give plads til materialer, der både understøtter en arkitektonisk ambition og kan fungere i mange årtier.

Virksomheden peger på, at den lovpligtige danske livscyklusvurdering, LCA, opgør bygningers klimapåvirkning over en fælles periode på 50 år. Perioden skaber sammenlignelighed mellem byggerier, men svarer ikke nødvendigvis til bygningernes eller materialernes faktiske levetid. 

Materialer med kortere levetid får de forventede udskiftninger inden for perioden medregnet. Lang levetid har dermed allerede betydning i beregningen. Men der bliver ikke synliggjort yderligere brugsår for et materiale, der fortsat fungerer efter år 50.

– Levetid indgår allerede i LCA’en. Udfordringen er, at perspektivet stopper ved år 50. Hvis et materiale fortsat beskytter og præger bygningen i yderligere 50 år, bliver værdien af de ekstra brugsår usynlig. Det kan få betydning for valget af materialer og dermed for de huse og byrum, vi skaber, siger Anne Mette Weng.

Rheinzinks miljøvaredeklaration for valsblankt titanzink angiver en levetid på mere end 50 år og henviser til litteratur, der vurderer den teoretiske levetid til over 100 år. Det ændrer dog ikke klimaberegningens fastsatte tidshorisont.

Et længere perspektiv på fremtidens huse 

Rheinzink efterlyser derfor, at den fælles 50-årige beregning suppleres med et længere perspektiv. En supplerende beregning over fx 100 år eller en synliggørelse af materialernes forventede restlevetid ved år 50 kan give arkitekter og bygherrer et bredere grundlag for at vælge materialer.

– Zink har en klimapåvirkning, og den skal selvfølgelig fremgå loyalt af beregningerne. Vi efterlyser ikke særregler, men et beslutningsgrundlag, der også viser værdien af materialer, som kan holde i mange generationer. Det vil give bedre mulighed for at forene klimahensyn med holdbarhed, æstetik og byggetradition, siger Anne Mette Weng.