Fjordudsigten RIngkøbing
Alment boligbyggeri med Danmarks laveste CO2-aftryk
Bjerg Arkitektur har i det nye boligbyggeri ‘Fjordudsigten’ i Ringkøbing med passivhus-design kunne reducere byggeriets CO2 aftryk langt under Bygningsreglementets krav.
De nye boliger ’Fjordudsigten’ i Ringkøbing er bygget mere klimavenligt end Bygningsreglementet foreskriver. For klimaaftrykket for ‘Fjordudsigten’ lyder på 3,07 kg CO2e/m2/år, og det er 75 % lavere end de nye 2023 klimakrav fra bygningsreglementet, hvor grænseværdien er 12 kg. Hvordan det har været muligt at trykke byggeriets CO2-aftryk så langt ned, fortæller Bjerg Arkitektur i en pressemeddelelse.
Man kan læse om ’Fjordudsigten’ i en ny rapport fra Build, Aalborg Universitet, om 25 best practices byggerier målt i forhold til klimaaftryk.
Energiforbrug er nøglen
Det er et skarpt fokus på energieffektivitet helt fra start, som har spillet en vigtig rolle for CO2-besparelsen. Mange nybyggerier har som ambition at spare på energien. Men ved Fjordudsigten gik Bjerg Arkitektur et skridt videre, så byggeriet producerer mere energi, end det forbruger.
Boligernes konstruktion og design gør, at behovet for at få tilført varme og energi er reduceret. Derfor er projektet det eneste i rapporten med et negativt CO2-aftryk for selve driften. Bjerg Arkitektur har fokuseret på reduktion af varmebehov frem for generering af energi.
Energioptimeringen fører derfor både til et lavere CO2-aftryk, men også meget lavere energiudgifter og et indeklima efter den højeste kvalitet (Passivhus plus og premium).
Passivhus-designet
De 80 almene boliger i Fjordudsigten er designet ud fra Passivhus plus standarden, som kan sidestilles med ultralavenergihuse. Der er anvendt mere isolering end reglerne foreskriver, bygget kompakt for at mindske overflade og varmetab og de er arbejdet med optimal udnyttelse af sol og dagslys.Dermed har arkitekterne kunne undgå konventionelle varmesystemer som radiatorer. Og selvom der er brugt flere materialer på isolering, koster det ikke på CO2 eller økonomi pr. kvadratmeter, ifølge deres beregninger.
Klog brug af tømmer
Etageboligerne er bygget op omkring et træskelet med en facade af naturskifer og træ. Isoleringen er af glasuld med en genanvendelsesgrad på 75 %.Det er med tanke på ikke at overudnytte skovressourcer, at Bjerg Arkitektur til forskel fra flere af de øvrige projekter i rapporten, kun har anvendt træbaserede materialer i det omfang, der er nødvendigt for at opnå reduktion af varmebehovet til Passivhus plus energi standard.
Solceller dækker boligernes lave varme- og energibehov, og ved hjælp af et flowbatteri, kan man lagre overskudsstrøm. Boligerne er desuden forsynet med et kompakt anlæg med integreret ventilationsanlæg og varmepumpe. Anlægget udnytter rumoverskudsvarme til varmtvandsproduktion, og varmepumpen overfører energi til varmluft som den primære energikilde til rumopvarmning.
Fjordudsigten
Fjordudsigten, der består af 80 boliger, er designet af BJERG Arkitektur med KG Hansen som hovedentreprenør. Boligerne ligger i den nye naturbydel Ringkøbing K, der er udviklet af Realdania og Ringkøbing Kommune.
Ringkøbing-Skjern Boligforening er bygherre og udlejer.
Energistandard: Passivhus plus og premium.