Skelhøjevej 11 Ikast
Arkitekten fører pennen, når ler bliver formet til skærmtegl
Keramiske tegl giver arkitekten mulighed for at sætte sin signatur i facaden og fortælle mere om tankerne for bygningen. Lige nu er grønne farver og tyndere skærmtegl tegnestuernes foretrukne, fortæller Jakob Thomsen, C2elements.
Danske Bank Hovedkontor
- Den grønne farve er en af de foretrukne glasurer i øjeblikket, siger Jakob Thomsen, partner i C2elements, der leverer facadeteglløsninger primært til skandinaviske byggerier. Han trækker en aflang keramisk tegl med svungen profil ud fra reolen i virksomhedens showroom i Søborg. Den er tegnet af en arkitekt til et engelsk byggeri og har en mosgrøn glasering, som lægger sig mørkt i folderne og tyndt henover fladerne, så man tydeligt aner keramikken under. På afstand kan den minde om en levende, begrønnet facade.
- Glasuren giver et særligt farvespil i facadens udtryk, og henover tiden holder farven 100 %, da teglene er UV-bestandige. De holder også til det hårde vejr.
Keramiske tegl kan formes på uendelige måder. Fra den flade plade til svungne profiler. I overfladen kan der leges med lys og skygge, det ru og bløde, det matte og blanke. Effekter man på nært hold selv kan mærke i stenens overflade. På afstand skaber de liv i bygningens facade.
- Det er arkitekterne, der fører pennen i vores skærmtegl, for vi kan producere dem lige efter deres streg. Facaden giver arkitekten en mulighed for at sætte sin signatur på bygningen og fortælle mere om hensigten med sin arkitektur, siger tegleksperten.
Facadens fortælling
C2elements har agenturet på eksklusive skærmtegl fra de tyske og spanske producenter: NBK Architectural Terracotta og Tempio. Det er blevet til samarbejder om facadeløsninger til flere markante byggerier i Skandinavien. Herhjemme blandt andet til Lego House og KB Hallen samt skærmtegl i store formater og spændvidder til Novo Nordisk hovedsæde samt til de københavnske Metro-stationer. Et af de seneste projekter er Danske Banks nye hovedkontor ved Postbyen, fortæller Jakob Thomsen:
- I arkitekturen til Danske Banks nye domicil har Lundgaard og Tranberg gjort en del ud af, at bygningens materialer er synlige.
Her er en rødbrun skærmtegl i en svungen form anvendt i interiøret, der forbinder det indre med bygningens ydre facade.
- Vi føler os heldige over at være med på mange spændende byggerier. Oftest er vi med fra helt tidligt i processen, allerede på grovskitseplan i konkurrencefasen. Så projekterne forløber over flere år.
- Et andet eksempel på anvendelse af den grønne farve er facadetegl til bygningen H-huset i Stockholm, der nærmest er inspireret af barokken.
Bygningens facade, der er tegnet af Marge Arkitekter, trækker med et afbalanceret, symmetrisk og stramt udtryk tråde tilbage til tidligere perioder for bygningerne langs byens handelsstrøg. Små forskydninger i de keramiske plader skaber en reliefeffekt, og den grønfarvede glasur gør bygningen markant i bybilledet.
Danske Bank Hovedkontor
Tusindårig tradition for genbrug
Det er en gammel tradition at genbruge sten, tegl og glaseret keramik fra gamle til nye byggerier, i dag dog på en nemmere måde, da de tynde beklædningstegl er monteret fugefrit på ophængningssystemer uden på facaden, der gør det nemt at montere og demontere dem.
- På den store skala i renoveringsprojekter, kan alle skærmtegl i facaden tages ned og sættes op på en anden bygning. Det har vi for nylig set i tryghedsrenoveringen af boligblokkene Bispehaven i Aarhus, hvor man har nedtaget hele facaden til genbrug.
- Et andet projekt med genbrug er en restaurant i Ikast, som er opført i konstruktionstræ og en facade af blandt andet genbrugte C2 skærmtegl.
Skærmtegl der holder CO2-krav
De nye klimakrav til CO2-aftrykket i nybyggeri, kan man godt mærke hos C2elements:
- Vi får flere henvendelser, hvor arkitekter ringer og spørger til en klimaskærm, der kan holde sig inden for et defineret maksimum af CO2 per m2. Så er vi ovre i at anvende en flad sten, som efter skandinavisk tradition bliver lagt på klink.
- Materialeforbruget ved skærmtegl er væsentlig lavere i forhold til en murstenskonstruktion, og vi arbejder hele tiden med at udvikle tyndere skærmtegl med samme styrke ved at anvende granulat fra brugte tegl som en del af nye skærmtegl. De flade sten er nede på 16 mm i tykkelse. Her kan vi ikke anvende de svungne former men skaber forskellige udtryk i relief og konturer ved at kradse overfladen op eller ved at lægge ekstra farvepulver i overfladen. Ekstra farve i overfladen i brændingen giver mulighed for at variere stenens udtryk og skabe en anden form for lys og skygge i overfladen.
På kort sigt er CO2-udledningen høj ved brænding af leret, men set over en længere horisont har skærmtegl en del fordele:
- Ser man langsigtet på keramiske tegl, er materialet som en bæredygtig løsning, da det har en holdbarhed på mindst 125 år. Er teglet til den tid intakt, vil man kunne lægge 125 år oveni. Keramiske tegl bliver brændt ved 1200 grader, som er mere end almindelige tegl og giver dem ekstra styrke. En anden fordel ved skærmtegl er, at skærmtegl ikke skal vedligeholdes til forskel fra træ. Vi regner med, at man i fremtiden vil komme til at se på byggematerialer med en længere horisont end de nuværende 50 år, runder Jakob Thomsen af.