Kent Martinussen, arkitekt og direktør i Dansk Arkitektur Center, Foto af David Schweiger
Arkitekturåret er en løftestang for dialog
Et af målene med arkitekturåret er at skabe global og lokal opmærksomhed om Københavns arkitektur i bred forstand. Men Kent Martinussen fra Dansk Arkitektur Center ser en mulighed for ikke blot at fremvise alt det, byen lykkes godt med, men også at undersøge, hvad vi kan gøre bedre og debattere, hvordan byen kan udvikle sig i en mere bæredygtig retning.
Kent Martinussen, Dansk Arkitektur Center, Foto af David Schweiger
En ny tid - et globalt paradigmeskifte
At UNESCO vælger at oprette og give denne nye titel netop nu, Wold Capital of Architecture, vidner om en fælles international forståelse af, at arkitektur og byudvikling kan bruges til at sætte rammen for nogle af de globale udfordringer, vi står overfor.
Vi bør bruge arkitekturåret som løftestang til at sætte vigtige emner som klima, tilgængelighed, og udvikling indenfor bæredygtig arkitektur, design og byudvikling på dagsordenen.
Inden for det seneste årti er der opstået en ny og globalt udbredt bevidsthed om, at verdenssamfundet står ved indgangen til et afgørende paradigmeskifte.
Et moderne udviklingsprojekt, der særligt de seneste 75 år med mennesket i centrum har skabt velstand, sundhed, fred og menneskelig værdighed for milliarder af mennesker på kloden.
Men succesen kommer med en pris, hvis størrelse og kompleksitet, vi først sent har erkendt; menneskehedens livsform undergraver grundlaget for vores fremtidige eksistens:
Vi forstår nu, at menneskehedens fortsatte bestræbelse på øget velstand fremover må ske på en anden præmis end hidtil. Vores fremtid afhænger af vores evne til at leve i og med den balance, der var her millioner af år før os. Det er kloden, dens ressourcer, dens natur og dens balancer, der skal være i centrum for vores opmærksomhed – i stedet for blot menneskeheden selv.
Mere konkret består paradigmeskiftet i overgangen til en anden forståelse af, hvordan vi skaber velstand materielt og socialt. Skiftet går fra at skabe velstand ved at op-bruge klodens ressourcer, der herved er begrænsede, til at skabe velstand ved at re-cirkulere klodens ressourcer, der herved i princippet er ubegrænsede.
En unik platform for dialog
Vi ser ind i en fremtid, hvor vi skal arbejde helt anderledes med materialer og konstruktioner. Vi skal sætte helt nye dagsordner for byggeriet. Vi skal bruge den fælles UNESCO-titel og det momentum, at hele verden kigger på Danmark til at skabe en platform for dialog - internt i Danmark, men særligt med det internationale verdenssamfund.
Vi – dels som branche og dels som borgere i et af verdens rigeste lande - har en forpligtelse til at dele vores viden og til at skabe forandring.
Vi har et ansvar for at kigge indad og åbne op for at lære fra andre inputs. For vi løser ikke globale samfundsudfordringer alene – det gør vi sammen på tværs af landegrænser og fagligheder.
Arkitektur, byudvikling, design og de kreative og kunstneriske dimensioner skal arbejde sammen, så vi kan skabe en sektorfaglig og bred folkelig bevægelse i retning mod de satte mål for særligt CO2 reduktioner inden for det byggede miljø.
Det er en helt grundlæggende opgave for Dansk Arkitektur Center at udbrede viden og interesse for arkitektur, design og byudvikling, og det arbejder vi på hver eneste dag.
I Dansk Arkitektur Center opfordrer vi til, at så mange som muligt i branchen tager del i arkitekturåret, i kongressen og i de mange events, debatter, udstillinger, og fora som kommer til at foregå. Vær med til at påvirke betydningen af en Arkitekturhovedstad i Danmark. Det bliver så stort, som vi selv gør det!
Fakta
- København er udnævnt til ’UNESCO-UIA World Capital of Architecture’ i perioden 2023 - 2026.
- Københavns Kommune har det overordnede ansvar for fejringen af World Capital of Architecture. Der afholdes mere end 300 events i løbet af året.
- UIA World Congress of Architects CPH2023 afvikles d. 2-6. juli i Bella Centret under titlen ‘Leave no one behind’
- DAC er en af hovedpartnerne på Arkitekturårsprogrammet og til UIA-kongressen