Portræt af Kent Martinussen: Spændingsfeltet mellem kunst og videnskab

Det var til en Asger Jorn-udstilling efter gymnasiet, at Kent Martinussen som nybagt samfundsfaglig student fandt ud af, at han ville være arkitekt. På en af væggene hang et værk af Le Corbusier, som Jorn havde købt, og det indkapslede på en måde hele sammenhængen mellem kunsten og videnskaben i forhold til samfundet for den unge student – i netop arkitekturen som praksis:

- Le Corbusier var ligesom indgangen med hans tilgang til arkitekturen som noget, der ikke var fri kunst, men bundet op på videnskaben og den samfundsmæssige værdi. Det tiltalte mig enormt meget, at faget har den her enorme bredde som kunstnerisk praksis, der ikke bare er ren videnskab, som kan overlades til ingeniørerne, fortæller han.  

BLOX har skabt et unikt økosystem

På en måde er det stadig dette spændingsfelt mellem det kunstneriske og det videnskabelige, der driver Kent Martinussen som direktør for Dansk Arkitektur Center (DAC), hvor han i år kan fejre 20-års jubilæum. Og han peger selv på etableringen af BLOX, der ud over DAC blandt andet rummer iværksætter- og vidensmiljøet BLOXHUB, som noget af det vigtigste, han har været med til:

- Som arkitekter drømte vi dengang om et nyt sted, der stod mål med dansk arkitektur og den stærke tradition, vi har, og Realdania gjorde det heldigvis muligt, så vi endelig kunne åbne i 2018. Og det er blevet noget helt usædvanligt også i international sammenhæng: Et helt økosystem, som rummer både arkitekturcentret, der inviterer den brede befolkning ind, som efterspørger løsningerne, og et levende miljø omkring alle dem, der skal levere løsningerne. Det har været helt fantastisk at bidrage til det.

- Vi får mange delegationer ind fra hele verden, der kommer for at se den særlige sammensætning, vi har fået skabt. Samtidig har centeret via forskellige projekter de sidste mange år gjort en forskel for debatten i samfundet, blandt andet med udstillingen ”Possible Greenland” med Minik Rosing som kurator. Den tog allerede for ti år siden hul på diskussionen om klimaforandringernes betydning for Grønland.

Arkitekturen skal løftes op og ud til befolkningen

Han nævner desuden det DAC-baserede initiativ ”CO-EVOLUTION”, som vandt Den gyldne Løve ved Biennalen i Venedig i 2006 for sin nytænkende, opsigtsvækkende og ambitiøse udstilling om bæredygtig byudvikling i Kina. Et tredje eksempel er ”DK2050” fra 2012, hvor DAC gik sammen med tre regioner, ti kommuner samt en række ingeniørfirmaer, arkitektvirksomheder og universiteter om at sætte det fossilfrie Danmark anno 2050 til debat.

- Det grundlæggende er hele tiden at få løftet arkitekturen op på et samfundsmæssigt plan, og det gør man ikke alene. Vi samarbejder meget bredt med en lang række aktører for at sikre aktualitet og faglig tyngde, men også en bred appel til befolkningen, fortæller han og uddyber:

- Man siger generelt, at det tager fem år at opbygge et place brand, og på den målestok klarer BLOX sig fremragende, til trods for at vi faktisk har været Corona-ramte i halvdelen af stedets levetid. Vi ligger lige nu 20 procent over prognosen for antallet af besøgende i år. Et af målene med at placere DAC i BLOX var lige præcis at skabe et sted, hvor den almindelige befolkning kan møde arkitekturen og får et ejerskab til dens historie som central velfærdsopbygger og samtidig kan forholde sig til, hvordan arkitekturen påvirker de nyeste udviklinger.

Kulturinstitutionen skal sættes i spil – og på spil

Hvilken rolle ser du for arkitekturformidlingen i lyset af bæredygtighedsdagsordenen med grøn omstilling og klimaforandringer, der presser sig på?

- Det handler om at gøre befolkningen klogere på udfordringerne og formidle arkitekturen på en måde, hvor folk føler sig taget i hånden og oplever det som relevante udstillinger, som de også kan tage børnene med ind til. Der er en tendens til, at kulturinstitutioner henvender sig til bestemte segmenter i samfundet: I høj grad kvinder, i høj grad de veluddannede og i høj grad dem over 50. Vi vil appellere og formidle bredere, så vi målretter markedsføring og udstillinger til mange flere målgrupper.

- Vi har for eksempel haft et par udstillinger henvendt til de unge med fokus på klima og bæredygtighed, ligesom vi lige nu kører ”Bo Bedre - bæredygtigt”-udstillingen med fokus på, hvordan vi kan bygge nyt og renovere, så vi bruger færre ressourcer og optager mindre plads. Det er løftestænger til den offentlige debat, og på den måde arbejder vi meget med at sætte os selv som kulturinstitution i spil, men også på spil. Det tror jeg er meget vigtigt. 

To typer arkitektvirksomheder tegner fremtiden

Nu nævnte du selv den kunstneriske dimension i arkitektfaget som afgørende. Men ellers ser vi jo i dag en stadigt større drejning mod det tekniske og ingeniørmæssige, ligesom tegnestuerne i stort omfang opkøbes af ingeniørfirmaer. Hvor ser du grænsefladerne mellem fagene bevæge sig hen?

- For det første tror jeg, at udviklingen lige nu er båret frem af, at bæredygtighed er blevet en global erkendelse, der afstedkommer en mere løsningsorienteret og holistisk efterspørgsel. Og når vi ønsker at skabe sammenhæng mellem det etisk og sociale, det bygningsmæssige og økonomiske, fremmer det en sammenbagning af arkitekturen som formgivningskraft og planlægning med de hardcore ingeniørmæssige kompetencer med beregning og driftsstyring osv.

- Jeg tror, at vi kommer til at se en sameksistens af to hovedtyper af arkitektvirksomheder: Den ene vil fortsat insistere på sin frihed som arkitekter og levere special- og nicheløsninger, mens den anden vil være stor totalleverandør og omfatte både arkitektoniske, ingeniørmæssige, antropologiske, økonomiske osv. kompetencer.

- Det herlige for de danske arkitekters vedkommende er, at vi er opdraget i en kunstnerisk og social tradition og kommer med noget andet end dem, der næsten ’bare’ er avancerede byggeteknikere og formgivere på overordnet niveau. Vi har det kunstneriske afsæt og hele velfærdstraditionen at trække på, så når danske arkitekter kommer ud i verden og konkurrerer, er oplevelsen jo også, at de både formår at skabe stor kunst, socialt ejerskab, og samtidig performer på økonomien, bæredygtighed og CO2-reduktioner, understreger Kent Martinussen.

En eksplosion af unge talenter med globale dagsordener

På DAC er arkitekturformidlingen delt op i flere spor med udstillinger, der appellerer bredt, foredrag og talks henvendt til et mere snævert publikum, podcasts og digital formidling særligt målrettet de unge samt senest guidede byvandringer rundt i København for dem, der gerne vil ud at opleve bygningerne.

Lige nu er I også aktive på Biennalen i Venedig, hvor Den danske Pavillon danner ramme om totalinstallationen Con-nect-ed-ness, der via vandets kredsløb sætter fokus på menneskers forbundethed med hinanden og omgivelserne. Hvordan har responsen været på det?

- Det virker, at udstillingen er så uformidlet af ord og billeder og i stedet sanselig og intuitiv, hvor du oplever forbundetheden via følelser og stemninger båret af vandelementet. Den har indtil videre fået en utroligt positiv modtagelse både af gæster og kritikere, og flere spår os en placering i top-3 til Den Gyldne Løve.

- Generelt ser vi i år en Biennale, som i høj grad griber verden ’by the balls’ med fokus på en masse dagsaktuelle udviklinger. Hele gender- og MeToo-problematikken er med, ligesom spørgsmål om etnicitet og selvfølgelig miljø og klima. Hvor vi gennem nogle årtier nok har set en tendens til fokus på en elite af meget toneangivende, formgivende arkitekter, er det i år nærmest en blandet blomstermark af helt nye, friske unge talenter, der er tværgående og virkelig sætter tryk på kedlen. Det er fantastisk, og jeg kan kun anbefale at tage derned og få taget temperaturen på de globale dagsordener.