Arkitekturen som katalysator for innovation og iværksætteri
DTU Skylab fremstår som en legende komposition af stablede, gyldne æsker, og den DGNB-diamantcertificerede bygning af Rørbæk og Møller Arkitekter og EKJ Rådgivende Ingeniører skal motivere videnskabelig skabertrang og rumme alt fra svampestudier til raketvidenskab.
Danmarks Tekniske Universitet, DTU, skal som teknisk eliteuniversitet være en drivkraft for den bæredygtige udvikling i samfundet. Derfor arbejder universitetet selv målrettet på at bygge bæredygtigt, og det er den godt to år gamle udvidelse af Skylab et godt eksempel på. Bygningen er Danmarks første DGNB diamantcertificerede nybyggeri.Og så er den en katalysator for innovation og iværksætteri.
- DTU Skylab er blevet et skabersted som summer af innovation og samarbejde, og huset tiltrækker dygtige folk fra hele verden. Her kan teams med tilknytning til DTU arbejde side om side i åbne og fleksible rammer, som hjælper med at krydsbestøve idéer. Huset er så robust og fuld af ’schwung’ at det nærmest opmuntrer til at man afprøver nye, radikale idéer og så at sige slipper robotterne løs, siger Mikkel Sørensen, direktør for DTU Skylab.
Skylab er en internationalt anerkendt innovationshub. Med den nye bygning har DTU Campus Service, Rørbæk og Møller Arkitekter og EKJ Rådgivende Ingeniører skabt et sted, som bidrager til et levende innovationsmiljø og støtter tværfaglige fællesskaber mellem studerende, forskere og virksomheder. Netop det sociale er et grundvilkår for innovation og entreprenørskab.
At DTU Skylab er drevet af ’sociale opfindere’ mærker man så snart man træder ind i ’Developer Hall’. Her er et stort fællesskab af forskellige forskere, studerende og iværksættere altid i færd med at udvikle opfindelser som robotter der kan høste grøntsager eller drager der skal forvandle vind til energi.
Betongulvet mellem de gyldne vægge er befærdet med gaffeltrucks, caféen lokker med kaffeduft og i loftet hænger der en raket.
Magnetisk effekt
Det nye Skylab fremstår som en elegant og legende komposition af gyldne æsker, som er stablet i harmoni med den overordnede arkitektur på campus.
Æskerne rummer hver deres funktion og organiserer sig legende og levende, med fleksible rumligheder, der kan tilpasses forskellige aktiviteter og funktioner på brugernes betingelser.
- For at tiltrække og motivere verdens bedste forskere, har vi tegnet et hus som støtter Skylabs ønske om åbenhed og videndeling. Uanset hvor man befinder sig i bygningen, kan man se alle etager, og det betyder, at man kan orientere sig og let bliver en del af det dragende kollektive og tværfaglige innovationsmiljø, som er på en fælles mission om at gøre verden til et bedre sted, siger Anders Wesley Hansen, partner, arkitekt og DGNB-konsulent hos Rørbæk og Møller Arkitekter.
Udover et godt arbejdsindeklima med optimale dagslysforhold, god akustik og høj luftkvalitet booster bygningen det dynamiske innovationsmiljø med forskellige forskningsfaciliteter som er koblet til den centrale Developer Hall. Det store opfinderværksted tiltrækker alle, på tværs af fag og projekter, med kollektiv skabertrang og tekniske faciliteter som små startups sjældent har adgang til.
Her er højt til loftet i mere end én forstand.
- Kompetencer er vores kernekraft, så vi skal virke som en magnet på alle med videnskabelig skabertrang. Det at bygge det optimale ’værksted’ har virket for os. Jeg har lige vist én delegation rundt, og i morgen kommer der to mere. Knap 500 mennesker bruger huset hver dag, og i forhold til antallet af brugere havde vi forventet en stigning på 20-50 % men i stedet nærmer vi os 80 %, siger Mikkel Sørensen.
Krydsbestøvning
Skylab har en kompakt bygningskrop, hvilket giver bedre bæredygtighed i forhold til mindre varmetab og optimal dagslysanatomi.
Samtidig betyder det, at dem som bruger huset, kommer til at arbejde tættere sammen og bedre kan krydsbestøve hinandens projekter. Her er flere funktionsoverlap og fleksible rum og alle gangarealer er multifunktionelle. Ideen er at bygge så lidt plads som muligt, ved at lave en optimal planløsning uden spildplads og overflødige gangarealer.
- Skylab er nærmest som en labyrint der indbyder til at gå på opdagelse. Min dag starter ofte med en snak og en kop kaffe i caféen og et kig på livet i Developer Hall. Al samarbejdet på kryds og tværs af fag og fysiske områder indbyder til nysgerrighed og kommunikation, og på trods af de mange aktiviteter, er det stadig behageligt at arbejde her, siger Jacob Martin Nielsen, biolog og laboratorieleder, DTU.
Der er over 13 meter til loftet i Developer Hall, som er en hybrid mellem et laboratorie, et værksted, et auditorie og en hall. Her kan man bygge store prototyper, flyve med droner og holde receptioner. På den anden side af de gyldne vægge er der værksteder, et GMO-laboratorie, et multi-lab og et 3D-printing-lab. Den store hal i hjertet af huset strækker sig op gennem etagerne og ender, på ægte the-sky-is-the-limit-manér, med åben udsigt til himlen.
Udover opmuntringen til videnskabelig krydsbestøvning og bedre bæredygtighed, har husets kompakthed endnu en fordel: Når man bygger et kompakt hus med åbne og fleksible rum, giver det gode muligheder for at bygningen med tiden kan ændres til nye formål.
Den fleksibilitet, samt bygningens robusthed giver de bedste forudsætninger for en lang levetid, hvilket gør bygningen mere bæredygtig i et længere livscyklusperspektiv.
Rummeligt, robust og storslået
Bygningen er fleksibel men også robust. Det kræves at et hus til raketter og robotter. Samtidig er det en meget langtidsholdbar kombination: Fleksibiliteten i husets teknik-etage og de store loftshøjder, giver mulighed for at ændre installationer efter fremtidige behov. De robuste materialer fungerer som en ressourcebank, der ved endt levetid kan genanvendes i nyt byggeri. Væggenes gyldne plader, for eksempel:
- Det giver god mening at her ikke kun er praktisk, rummeligt og robust, men også lidt storslået med højt til loftet og gyldne paneler på væggene. Det eventyrlige møder det praktiske og den vildskab som findes i dét møde, opmuntrer til at tænke og arbejde vildt. Hvis alt havde været for fint, ville ingen turde at teste robotter, drager eller raketter, siger Mikkel Sørensen.
- Man kan sige, at bygningen her er rummelig i mere end én forstand, fordi den giver os mod på at dyrke svampe, spilde, sætte fingeraftryk og skubbe til de gængse grænser. Og netop det at fejle, skal der være rum til, når arkitektur skal styrke forskning, innovation og iværksætteri. På den måde støtter bygningen fuldstændigt op om vores overordnede værdier, siger Mikkel Sørensen.
De robuste materialer og rengøringsvenlige overflader giver huset en effektiv drift og minimalt vedligeholdelsesarbejde. Energieffektive anlæg, med en grundig indregulering og overvågning, bidrager også til en optimeret drift og lavere levetidsomkostninger. Det tilgodeser den langsigtede økonomi, så al energi og alle ressourcer kan bruges på forskning og iværksætteri, og ikke på bygningen. Som det bør være, når arkitektur skal styrke forskning og iværksætteri.