
Giving Shelter. Dinner og talks i Trampoline House (Apostelkirken).
Arkitekturfestival fejrer 10 år med et flot program
Copenhagen Architecture Festival inviterer til et jubilæumsprogram med fokus på liv - hvordan vi kan lære at arbejde med naturen og blive mere empatiske over for andre livsformer.
– For CAFx har det altid handlet om at undersøge og formidle arkitekturfagets etiske dimension snare end den æstetiske, (selvom jeg godt ved, at denne opdeling ikke er helt fair, fordi etikken og æstetikken er tæt forbundne). Den økologiske vending, vi har oplevet de seneste år i kølvandet på klima- og biodiversitetskrisen, har givet det fokus ekstra turbo. I år manifesterer det sig i et helt program med temaet Livsform – hvordan form skaber liv og hvordan liv skaber form - herunder hvordan vi lærer at arbejde med naturen og at holde os inden for de planetære grænser, siger direktør og med-grundlægger Josephine Michau.

Oplev Danmarkspremieren på Reid Davenports anmelderroste 'I Didn't See You There' på CAFx.
Copenhagen Architecture Festival inviterer til 11 dage med over 100 arrangementer, der kredser om de økonomiske, kulturelle og klimaetiske sammenhænge, som præger byen og dens arkitektur. Med udgangspunkt i naturkriserne og sameksistens på tværs af arter og identitetsmarkører udforsker festivalen rum for livsformer på tværs af arter og identiteter.
Mellem d. 1.-4. juni vil festivalens epicenter være omkring Kødbyen og Halmtorvet, hvor CAFx har sine lokaler. I samarbejde med lokale aktører og zoomer zoomer man ind på det mangfoldige netværk af arter og identiteter, som bevæger sig gennem kvarteret til hverdag. Kødbyen kan siges at være noget af det tætteste, København kommer på en blandet by, og symbioserne mellem de mange organisationer, madproducenter, kulturinstitutioner og socialgrupper er både frugtbare og forbundet med friktion.
Fra den 8.-11. juni rykker festivalen hen i Jernbanebyen. Her vil den have fokus på en ’økologisk vending’ i arkitekturen. I Jernbarnebyen sker programmet i samarbejde med nogle af de aktører, der er med til at skabe den nye bydel.
10 års programmet er et kritisk, kærligt og klimavenligt vidtfavnende program, hvor man blandt andet kan møde den fremtrædende arkitekturteoretiker David Gissen,
opleve udstillingen ‘Coastal Imaginaries: Currents from Venice to Copenhagen’, der kaster lys på naturbaserede løsninger, der kan dæmme op for den globale havvandsstigning. Udstillingen er en lokalt forankret satellit af det danske bidrag til Venedig Biennalen, som kurateres af festivaldirektør Josephine Michau. Man kan høre seminarer om den økologiske drejning i arkitekturen, være med til at tilberede den perfekte kompost og gå med på guidede byvandringer.
Temaet ‘Livsform’ berører også nogle af samfundets minoriserede kroppe/identiteter og deres særlige reservater og performative/kollektive dannelse af rum og fællesskaber, hvor de kan undslippe majoritetens normer og fordomme og kan udfolde sig frit.
Hele det store program kan du dykke ned i og bestille billetter til på Copenhagen Architectures hjemmeside.
Hovedsponsorer er:
Realdania, Københavns Kommune, Dreyers Fond, Det Danske Filminstitut, Creative Europe, Bevica Fonden, Vesterbro Lokaludvalg, L’Institut Francais og Goethe Institut Dänemark.