Biodiversitet kræver bedre værktøjer
Nyt roadmap fra Strateginetværket for bæredygtigt byggeri konkluderer, at metoder til at måle byggeriets påvirkning af biodiversitet ikke er modne – men byggeriet kan allerede reducere sit aftryk på naturen.
Byggeriets påvirkning af natur og biodiversitet bør håndteres med samme systematik, som branchen i dag anvender på klimaområdet. Men mens beregning af CO₂-aftryk efterhånden er blevet en integreret del af beslutningsgrundlaget, er metoderne til at vurdere biodiversitetspåvirkning fortsat under udvikling. Det er hovedkonklusionen i rapporten Roadmap for metode til vurdering af byggeriets off-site biodiversitetspåvirkning, som Strateginetværket for bæredygtigt byggeri netop har offentliggjort.
Rapporten gennemgår de eksisterende metoder til at vurdere byggeriets indirekte påvirkning af natur og biodiversitet gennem udvinding og produktion af blandt andet metaller, træ og fossile brændstoffer.
Mangler robuste beslutningsværktøjer
Arbejdsgruppen bag roadmappet vurderer, at de nuværende metoder endnu ikke er tilstrækkeligt modne til at fungere som egentlige styringsredskaber. Anvendes de uden forståelse for deres begrænsninger, kan de føre til beslutninger, som umiddelbart fremstår bæredygtige, men som ikke nødvendigvis reducerer belastningen af biodiversiteten.
– På klimaområdet har vi lært, at det, vi måler, også er det, vi handler på. Biodiversitet er mere komplekst end CO₂, men ambitionen må være den samme: at gøre påvirkninger synlige og skabe et grundlag for mere ansvarlige beslutninger, siger Steffen Maagaard, markedschef i Artelia og den ene af arbejdsgruppens tovholdere, i en pressemeddelelse. Han peger samtidig på, at biodiversitetstab fortsat ofte behandles som en usynlig omkostning i byggeriets værdikæder.
Læs også portræt:
Thing Brandt Landskab har fokus på at skabe smukke og helstøbte landskaber, som kan være med til at håndtere klimaudfordringer
Anbefaler handling allerede nu
Selv om metoderne endnu ikke er fuldt udviklede, anbefaler arbejdsgruppen, at branchen allerede nu arbejder målrettet med at reducere sit naturaftryk.
Rapporten peger blandt andet på reduktion af materialeforbrug, øget genbrug samt krav om sporbarhed og ansvarlig ressourceudvinding som indsatser, der kan implementeres uafhængigt af de eksisterende beregningsmetoder.
– Metoderne er endnu ikke modne nok til at fungere som præcise styringsredskaber, men det er ikke et argument for at vente. Reducér materialeforbruget. Prioritér genbrug. Stil krav til sporbarhed. Det er principper, der gælder uanset metodevalg, og som vi ved reducerer presset på naturen, siger Rasmus Søgaard, seniorspecialist i Artelia og arbejdsgruppens anden tovholder.
Ifølge rapporten kan de eksisterende metoder allerede nu anvendes til at identificere hotspots og væsentlige indsatsområder i værdikæden. Arbejdsgruppen anbefaler dog, at resultaterne suppleres med kvalitative vurderinger, herunder dokumenteret sporbarhed og tredjepartscertificeringer af ansvarlig produktion.
Fælles fagligt grundlag
Roadmappet indeholder desuden anbefalinger til den videre udvikling af datagrundlag, metoder og værktøjer på både mellemlangt og langt sigt. Her fremhæver Majbritt Juul, chef for bæredygtighed i FRI og medlem af følgegruppen, at rapporten kan skabe et fælles fagligt udgangspunkt for branchens videre arbejde.
– Rapporten giver branchen et fælles billede af både muligheder og begrænsninger i de metoder, der findes i dag. Erfaringerne fra klimaområdet viser, at udviklingen går hurtigere, når branchen, forskningsmiljøer og myndigheder arbejder ud fra den samme forståelse af udfordringen, siger hun.
Professor Harpa Birgisdóttir fra BUILD ved Aalborg Universitet, som ligeledes har deltaget i følgegruppen, ser roadmappet som et vigtigt skridt mod at gøre biodiversitet til en integreret del af byggeriets bæredygtighedsarbejde.
– Vi er kommet langt med at forstå og reducere byggeriets klimapåvirkning, men mangler stadig at få et tilsvarende greb om den anden store belastningskategori, nemlig biodiversiteten. Roadmappet viser, hvordan branchen allerede nu kan begynde at reducere sit pres på naturen og samtidig opbygge det vidensgrundlag, der skal til for at træffe bedre beslutninger i fremtiden, fortæller Harpa Birgisdóttir.
Fakta
- Strateginetværket for bæredygtigt byggeri har udgivet rapporten Roadmap for metode til vurdering af byggeriets off-site biodiversitetspåvirkning.
- Off-site biodiversitetspåvirkning dækker den påvirkning af natur og biodiversitet, der finder sted uden for byggepladsen, typisk i forbindelse med udvinding og produktion af byggematerialer.
- Ifølge WWF kan omkring 75 % af Danmarks ikke-organiske materialefodaftryk knyttes til byggeriet.
- Arbejdsgruppen bag rapporten består af følgende deltagere: Rasmus Søgaard, Artelia, Steffen Maagaard, Artelia, Harpa Birgisdóttir, BUILD, Rasmus Nøddegaard Hansen, BUILD, Mei Stagaard Therkelsen, BUILD, Camilla Ernst Andersen, BUILD, Jakob Rygg Klaumann, Dansk Træforening, Naja Johansen, Teknologisk Institut, Peter Noyé, Niras, Andreas Sørensen, Rambøll, Majbritt Juul, Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI, Nicolai Nørrekær, Aaen Engineering.
