Boligbyggeri med ambitioner om at skære 75 % af CO2-aftrykket
Arkitema har sammen med Lejerbo udviklet boligbyggeriet Falkenberghøje, som de håber vil bane vejen for byggeri med markant lavere CO2-aftryk.
I Ålsgårde er et nyt boligbyggeri ved at skulle tage form med 33 rækkehuse bygget ud fra ambitionen om at skære 75 % af CO2-aftrykket i byggeriet. Det er tegnestuen Arkitema som sammen med Lejerbo Helsingør har udviklet Falkenberghøje, som lige inden jul blev godkendt af Helsingør Kommune.
Boligerne stræber efter målsætningen i initiativet ”Boligbyggeri fra 4 til 1 planet”, som for to år siden blev startede af Villum Fonden og Realdania. Initiativet udfordrer normen for boligbyggeri og efterspurgte bud på boligbyggeri, der reducerer klimaaftrykket til en fjerdedel i forhold til standard-bolibyggeri.
Den markante reduktion i klimaaftrykket har krævet nye tilgange og teamet bag Falkenberghøje har arbejdet ud fra tre centrale strategier: reduktion, acceleration og forbindelse.
Målet har været at udvikle et projekt, der kan hjælpe den grønne omstilling godt på vej, og det appellerede til Lejerbo.
- Vi ser det som en vigtig kerneopgave at være med til at finde nye løsninger på samfundets store udfordringer, herunder klimaudfordringerne. Derfor har det været helt naturligt for os at være en del af initiativet med et visionært projekt, som skubber til vores grænser. Og jeg mener, at vi, sammen med Arkitema, har udarbejdet et banebrydende projekt, som kommer til at gøre en forskel for fremtidens byggeri, fortæller Mette Hyrup Vilsen, bygge- og udviklingschef hos Lejerbo i en pressemeddelelse.
For Arkitema har det krævet innovation at definere nye metoder og standarder for at ramme de høje klimamål for byggeprojektet, samtidig med, at man har skulle holde de økonomiske rammer for alment boligbyggeri.
- Det er en kæmpe udfordring at bygge med det kvarte CO2-aftryk af nutidens standardbyggeri, og vi er ikke i mål endnu. Det har været en enorm læring og en fantastisk mulighed for os at udforske den nye æstetik, som materialer og konstruktioner med ultralave udledninger nødvendiggør. Vi er meget stolte over det projekt, vi har udviklet sammen med en så ambitiøs bygherre som Lejerbo. Vi har hele tiden kunnet skubbe til hinanden, og er kommet frem til et resultat, som jeg virkelig glæder mig til at se blive realiseret, fortæller partner og senior kreativ leder i Arkitema, Jakob Suenson Schou.
De 33 rækkehuse bliver udført i træ og vil stå på pæle over terrænet for at minimere brugen af beton. I designet af boligerne er der fokus på høj energieffektivitet og lavt energiforbrug.
Man har valgt materialer og konstruktionsmetoder, der kan fremme robuste boliger, der vil være nemme at reparere og vedligeholde på en naturlig og æstetisk måde. Samtidig er boligerne designet med sigte på at styrke sociale fællesskaber og forbindelser til den smukke natur i området.
Projektet udføres i hovedentreprise og i samarbejdet mellem rådgivere og hovedentreprenør ligger også et mål at skære endnu mere på CO₂-aftrykket. Efter planen vil byggeriet stå færdigt ultimo 2026.