Bunch Bygningsfysik: Lang levetid er mest bæredygtigt

Bygningsdele med lang levetid er i sig selv bæredygtige. De fordeler miljøbelastningen over en længere årrække og dermed bliver LCA-profilen bedre. Derudover spares ressourcer til renovering eller udskiftning af bygningsdelen.

Det er f.eks. lykkedes over de sidste 40 år at forbedre tagpaps levetid fra 10-15 år til nu 50 år for de bedste  2-lags løsninger med SBS-tagpap. Det forbedrer miljøprofilen markant og betyder også, at der ikke skal regnes med renovering indenfor den normale beregningshorisont for bygningers LCA.

Facade med MgO-plader som vindspærre holder typisk kun i 5 år, før de skal udskiftes, som kræver demontering og genmontering af regnskærmen, som her er naturskifer.

For tegltage er det vigtigt, at undertaget lever lige så længe som det overliggende tegltag, idet en udskiftning af undertaget jo indebærer demontering og genmontering af overtaget, hvilket er næsten lige så dyrt som et nyt tag. Et fast undertag af tagpap på brædder har let en levetid på 60 år ligesom tegltaget, og der opnås derfor en optimal bæredygtighed.

 

 

En del af de selvbærende undertage i form af banevarer har formodentlig kun en levetid på omkring 30 år og skal altså udskiftes, når kun halvdelen af tegltagets levetid er opbrugt.

Et eksempel på kort levetid er vindspærreplader af MgO-plader, som viste sig kun at have en levetid på omkring 5 år. De har samme problem som tegltage, nemlig at regnskærmen skal demonteres for at kunne udskifte vindspærrepladen. Dette er en kostbar proces og koster typisk mere end facaden kostede fra begyndelsen. Samfundet har nok brugt omkring 2 mia. kr. på udskiftning af MgO-plader, som ikke har tilført bygninger større værdi, end de burde have fra starten. Det er meget lidt bæredygtigt.

Byggefejl og byggeskader er i sig selv ikke bæredygtige og bør minimeres. Det må dog konstateres, at der fortsat sker mange fejl i selve byggeprocessen og i de første år efter aflevering. Hvis man kan undgå disse fejl og skader, kan byggeriet billiggøres og ressourceforbruget reduceres. Et eksempel er gulve med EPS-beton, som ikke er tørret ordentlig ud, inden der lægges gulv, hvorved der opstår fugt- og skimmelproblemer i gulvet, så det skal lægges om. Gulvbelægningen kan normalt ikke genbruges, og det koster så et nyt gulv plus energi til udtørring og omkostninger til genhusning af beboere.

Det handler først og fremmest om at vælge sikre konstruktioner med en lang levetid samt at undgå fejl og skader. Vi skal derfor bruge den viden, der allerede findes i anvisninger, BYG-ERFA-blade samt erfaringer opsamlet i branchen.

En af vejene er projektgranskning inden udførelsen og granskning af de bygningsdele, der udføres på basis af leverandør-projektering senere i byggefasen – f.eks. ventilationsanlæg eller elementleverancer.