
DBI: Tænk brandsikring ind i projektet fra start i biobaseret byggeri
Resultaterne fra Wood:UpHigh-projektet skal være med til at inspirere byggebranchen og sætte gang i en debat om formålet med særanalyser for kunder frem for frit tilgængelige testrapporter, lyder det fra Christen Kjer-Hansen, projektansvarlig hos DBI – Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut.

Byggebranchen skal i deres byggeprojekter altid tage høje for brandsikkerheden, hvilket betyder skærpede krav til dokumentation fra en brandrådgiver i forhold til de konkrete materialer og deres ydeevne.
Hos DBI – Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut har man stor forskningsbaseret ekspertise og erfaring med rådgivning inden for brand- og sikkerhed til små og mellemstore virksomheder.
Et aktuelt projekt, som DBI har gennemført om biogene isoleringsmaterialer i kombination med bærende træ, er Wood:UpHigh, som løb fra 1. kvartal 2022 til 1. kvartal 2024.
Projektet udspringer af den nationale strategi for bæredygtigt byggeri i og med, at byggebranchen skal have adgang til ’præaccepterede løsninger til bærende konstruktioner i brandbart materiale, som understøtter opførelsen af træbyggeri i op til 5 etager’. Denne strategi er en del af det fastsatte mål i Klimaloven om en reduktion i CO2-udledningen på 70% inden 2030.
- Overordnet set er projektet med til at skubbe til grænsen for, hvor højt man kan bygge med en kombination af bærende trækonstruktioner og biobaserede, biobaserede isoleringsmaterialer i de lave brandklasser uden at gå på kompromis med brandsikkerheden, siger Christen Kjer-Hansen, projektansvarlig for Wood:UpHigh hos DBI.
Biogene isoleringsmaterialer
Wood:UpHigh-projektet, som er støttet af Realdania, Grundejernes Investeringsfond og Uddannelses- og Forskningsstyrelsen, er udviklet i samarbejde mellem DBI og entreprenørvirksomheden Logik & Co. Man har i den forbindelse testet en række biobaserede konstruktioner i forhold til brandmodstandsevnen.
Målgruppen er arkitekter, bygherrer, ingeniører, brandrådgivere og materialeproducenter. Rapporternes resultater skal være nemme for byggebranchen at bruge, og derfor tilstræber man i høj grad vidensdeling af data, så resultaterne ikke bare ender i skuffen hos en enkelt virksomhed.
- Vi har med Wood:UpHigh-projektet udforsket, analyseret og dokumenteret udvalgte bærende trækonstruktioners brandmodstandsevne – kombineret med biobaseret isolering, ligesom vi har udført 10 akkrediterede fuldskalabrandprøvninger og 35 small-scale indikative brandprøvninger, som er samlet i et offentligt tilgængeligt katalog til byggebranchen, forklarer Christen Kjer-Hansen og påpeger, at DBI’s ”nørdede” analyser ikke kan gøre brandbart til ubrandbart, men det kan sikre konstruktioner, der overholder sikkerhedsniveauet jf. BR18.
Christen Kjer-Hansen oplever, at DBI’s undersøgelser allerede har inspireret branchen og sat gang i en dialog om struktureret deling af prøvningsdata og dokumentation. Formålet er at accelerere det biogene byggeri ved at vise, at man faktisk godt kan dokumentere sikkerhedsniveaet uden for de præaccepterede løsninger.
Det er nyt, at branchen ønsker at dele brandteknisk dokumentation, som hidtil har været viden forbeholdt specifikke byggeprojekter og producenter. Mere deling af viden kan skabe flere eksperter, som branchen kan læne sig op ad, når risikoen skal afdækkes. Projektet er sket i dialog med en bred følgegruppe, som har bidraget med input til konstruktionerne, siger Christen Kjer-Hansen og fortsætter:
- Flere test gør det muligt at skabe bedømmelser, når konstruktioner afviger fra det, som blev testet, f.eks. ændringer i densitet eller monteringer som kan være afgørende for resultatet Vores vision er at ændre de præaccepterede løsninger, hvilket vil gøre det nemmere og billigere for byggebranchen.

Dokumentation fra brandrådgiver
Christen Kjer-Hansen påpeger, at det er vigtigt, at man fremadrettet får henledt folks opmærksomhed på, at hvis man bygger udelukkende i biogene materialer har brandsikring en langt større betydning. Man skal tænke brandsikring ind tidligere, gerne helt fra start, i et projekt, hvor det er mere avanceret end med de præaccepterede løsninger. Selv om biogent byggeri stadig er i sin spæde start, udviser flere og flere bygherrer interesse i det, hvorfor brandteknisk dokumentation er efterspurgt.
- Man skal kigge på det enkelte produkts dokumentation og på, hvordan den sammensatte konstruktion bygges. Nogle produkter er stadig relativt nye, og der kan derfor være manglende dokumentation, som giver udfordringer, når brandrådgiveren skal godkende projektet, siger Christen Kjer-Hansen og fortsætter.
- Det er f.eks. i dag muligt at bygge med græsisolering, som dog brandmæssigt ligger i den lave materialeklasse. Derfor er det vigtigt, at man har tænkt brandsikkerheden ind fra start, da det giver langt flere muligheder for at få realiseret sit projekt i samarbejde med en brandrådgiver.