Dansk design hædret for skoleindretning
Rosan Bosch Studio på Christianshavn vinder pris for bedste skoleindretning ved World Architecture Festival 2025.
Designet af skolen Klim-Op Zandbergen i Belgien har sikret Rosan Bosch Studio en international anerkendelse med førstepladsen i uddannelseskategorien ved årets World Architecture Festival i Miami.
Prisen placerer det københavnske studie blandt frontløberne inden for læringsmiljøer med et projekt, der integrerer arkitektur, interiør og pædagogik i et sanseligt og kontekstuelt forankret helhedsgreb.
Faglig anerkendelse i et stærkt felt
World Architecture Festival (WAF) er verdens største arkitekturbegivenhed, hvor over 460 projekter blev præsenteret live for en international jury. Kun tre danske virksomheder nåede gennem nåleøjet, hvor Rosan Bosch Studio vandt i kategorien ’Interiors – Education’, mens BIG vandt i kategorien ’Future Project of the Year’. Rosan Bosch Studio var desuden nomineret i kategorien Completed Buildings – School for Garzón-skolen i Uruguay.
Klim-Op Zandbergen åbnede i 2024 og er en del af det flamske undervisningsnetværk GO! Onderwijs. Skolen ligger i landsbyen Zandbergen uden for Bruxelles og er udviklet i samarbejde med B2Ai (arkitekt), VK (ingeniør), ORO (landskabsarkitekt) og Alheembouw (totalentreprenør). Projektet er realiseret som en samlet masterplan, hvor bygning, interiør og landskab er nøje integreret for at skabe et læringsmiljø, der rækker ud over klasselokalets grænser.
Design med pædagogisk dybde og lokal forankring
Skolens indretning er formgivet med fokus på differentierede læringsrum, der understøtter varierende læringsstile og fremmer kreativitet, samarbejde og refleksion. Designet trækker tydelige tråde til landsbyen og det omkringliggende landskab og forankrer skolens identitet i sin kontekst – både fysisk og kulturelt.
– Vi designer med fokus på legende læring. Mennesker er født til at lære gennem leg, og ved at skabe plads og stimulere leg i undervisningsmiljøer med differentierede læringsrum kan børn og voksne bruge deres medfødte evner til at lære gennem leg, siger Rosan Bosch, grundlægger og kreativ direktør for Rosan Bosch Studio.
Det indretningsmæssige udtryk er præget af rolige, naturlige materialer og taktile overflader, der skaber balance og sanselighed i læringsmiljøet. Ifølge Rosan Bosch Studio har sådanne fysiske rammer dokumenteret effekt på både koncentration, hukommelse og adfærd – og dermed på læringsudbyttet.
Skoleindretning der skaber læselyst
Klim-Op Zandbergen er skabt med henblik på at styrke elevernes læselyst og skabe læringsrum, der motiverer til aktiv deltagelse og personlig udvikling. Designet iscenesætter en elevcentreret pædagogik, hvor børn opfordres til at stille spørgsmålet: Hvordan lærer jeg bedst?
