Design for adskillelse er fremtidens cirkulære byggeri
En bæredygtig fremtid stiller krav til genanvendelse inden for byggeriet. Cirkulært- og modulbyggeri er på dagsordenen, og Julie Katrine Jensen fra Videnscenter for Cirkulær Økonomi i Byggeriet (VCØB) lægger vægt på, at byggeri designet med henblik på adskillelse er en vigtig del af den cirkulære dagsorden.
En stadig større andel af byggeriet har ambitioner om at tage del i den grønne omstilling, og man har f.eks. med Circle House udbudt af Lejerbo i Lisbjerg uden for Aarhus taget det første skridt inden for almennyttigt byggeri. Her er den erklærede målsætning for de involverede parter, at 90% af boligernes materialer skal kunne genanvendes uden at tabe værdi. Circle House skal som et skalerbart demonstrationsprojekt udbrede kendskabet til cirkulært byggeri i den danske byggebranche. Hele 30 virksomheder på tværs af værdikæden deltager. Projektet er støttet af Realdania og Miljøstyrelsen.
- Nyt byggeri skal ikke ses som potentielt affald i fremtiden, men som materialer, der skal kunne adskilles og genanvendes en gang ude i fremtiden. Genanvendelse skal være en del af løsningen fra begyndelsen, siger Julie Katrine Jensen, der er projektleder i VCØB og fagchef hos WSP Danmark A/S.
Samlinger med skruer og bolte
Hvis nybyggeri skal kunne adskilles, betyder det, at byggeriet skal være så forenklet som muligt. Der skal være så få materialetyper og så få lag som muligt. Man taler om begrebet design for adskillelse, som er baseret på 15 principper – kaldet guidelines og strategier – i arbejdet med genbrug og cirkulær økonomi i byggebranchen. De 15 principper fordeler sig på tre hovedområder; Design for adskillelse, materialepas og cirkulær økonomi. Inden for design for adskillelse hører
materialevalg, service i byggeriets levetid, standarder for simple og sammenhængende systemer, reversible samlinger og adskillelsesplaner. Inden for materialepas hører dokumentation af værdi, identifikation med henblik på information, vedligeholdelse, sikkerhed og overgangsfase. Inden for cirkulær økonomi hører nye forretningsmodeller, incitament, nye modeller, partnerskaber og cirkulation.
Læs også:
Katrine Hauge Smith, Teknologisk Institut: Genanvendelse er enkelt, komplekst og paradoksalt
- Det skal i fremtiden være meget nemmere at skille ad en bygning ad i modsætning til i dag, hvor det hele så at sige er smurt ind i maling, tætnet med fuger og membraner, hvilket gør det svært at finde genanvendelse for materialerne. Den udvikling skal vi bort fra, forklarer Julie Katrine Jensen og forsætter:
- Samlingerne i f.eks. betonelementer skal være skruer og bolte i stedet for at sammenføje via støbning. Kalkmørtel kan også bruges, når elementerne sættes sammen. Nøglen er, at det skal være nemt for dem, der skal en dag skal skille det ad. Det er svært for os konkret at kunne sige noget, om hvad folk gerne vil have og har brug for os om 30-50 år. Vi kan kun gætte, derfor bør det også være en generel rettesnor er, at byggeriet skal være så simpelt som muligt, da det giver flere anvendelsesmuligheder i fremtiden.
Modulbyggeri forkorter byggeprocessen
Hvis et byggeri skal blive stående, kan man f.eks. gøre det muligt at have fleksible indervægge, så det, der f.eks. er kontor i dag, nemt kan laves til boliger om 30 år. Det bliver nemmere, hvis bygherrer efterspørger design, som er til at adskilles. Der er derfor en naturlig kobling mellem cirkulært byggeri og modulbyggeri, da man netop kan dele konstruktionen igen.
- Det er typisk præfabrikerede moduler, som stilles sammen – enten oven på eller i forlængelse af hinanden. Hvis man kan nemt kan flytte et modul fra f.eks. Roskilde til København, bliver modulbyggeri meget nemmere at arbejde cirkulært med. Ulempen ved modulbyggeri er, at man låser sig selv lidt fast, da modulerne ser ud på en bestemt måde. Men standardløsninger er måske nødvendige for, at det kan få gang på jord. Og igen er det nødt til at være nemt, forklarer Julie Katrine Jensen, som understreger, at modulbyggeri desuden har den fordel, at det kan præfabrikeres et andet sted end der, hvor det skal stå.
- Det er en fordel at bruge præfabrikerede modulløsninger i stedet for at lave alt på stedet. Det kan spare tid, da man sideløbende kan gå i gang med at forberede grunden til byggeriet. Samtidig mindsker man udfordringen med tidskrævende udtørring osv., siger Julie Katrine Jensen.
Foto af astridKBH
Containerboliger til unge
Byggebranchen bør ifølge Julie Katrine Jensen ikke kun planlægge i forhold til opførelse af bygninger, men også tænke i, hvordan de skal rives ned en dag. Det er vigtigt, at man i denne fase får lavet design, hvor man på forhånd tænker nedrivning ind i design og byggeproces.
- Problematikken med tæthedskrav er væsentlig at have med i sine overvejelser, da det naturligvis kan kollidere med bygningsreglementets tæthedskrav. Selv om fagfolk gør sig umage, har de ikke haft den vinkel med, da man hidtil udelukkende har tænkt på energioptimering. Der kommer formentlig ændringer på det område, når man begynder at tænke cirkulære tanker, fortæller Julie Katrine Jensen og understreger, at udbudsmaterialer også ofte mangler dette aspekt og dermed overser nye byggeteknikker.
Det cirkulære og fleksible modulbyggeri er dog i hastig vækst, og de bedste eksempler er gamle skibscontainere, der ombygges til ungdomsboliger og tæt byggeri med små boliger som f.eks. CPH Village. Containerbyggerier er byggesystemer, der er skabt med henblik på genanvendelse.
- Når man bygger i dag, så bør der være muligheder for at bygge om – uden at rive ned og starte forfra. Derfor kan modultankegangen hjælpe her, siger Julie Katrine Jensen.
Når byggeriet simplificeres, og man kommer væk fra alt for mange membraner, fuger, maling, forsegling osv., skal man også flytte på opfattelsen af, hvad et godt byggeri er, siger Julie Katrine Jensen og fortsætter:
- Design for adskillelse-byggerier kan ofte virke lidt rå på overfladerne og bestå af et enkelt materiale. Det kan måske blive arkitekternes opgave at formidle tendensen om, at cirkulært byggeri sagtens kan være hyggeligt. De kan skabe en bedre forståelse for, at det er cool med cirkulær økonomi inden for byggeriet.
Du kan læse mere om design for adskillelse og andre cirkulære strategier i det seneste Green Paper fra VCØB på VCØB.dk.