
Effektiv indvendig efterisolering i fredet bygning
Efterisolering med kalciumsilikat-indeklimaplader fra Skamol forebygger problemer med træk og skimmelsvamp i fredet bygning i Rigensgade i hjertet af København.
- Det er et meget spændende projekt, hvor vi undervejs i processen må ændre de beskrevne metoder, efterhånden som vi får åbnet konstruktionerne i de gamle bygninger, fortæller projektchef Torben Vind fra Boll+.
Særlige krav til materialerne
Renoveringen af de fredede bygninger stiller særlige krav til de materialer, der anvendes. Derfor har Boll+ etableret et prøveværksted med mockups af de forskellige løsninger, så man er sikker på, at løsningerne fungerer samtidig med, at håndværkerne får mulighed for at se løsningerne. Det gælder også ved valg af materialer til indvendig isolering af ydervægge og facademure, hvor Torben har testet flere forskellige løsninger.
- Et stort problem ved renovering af gamle bygninger er risiko for fugt og dermed skimmelsvamp i konstruktionerne. Derfor kunne vi ikke bruge traditionelle indvendige efterisoleringsmetoder med dampspærre og gipsplader. Vi testede flere løsninger med indeklimaplader af kalciumsilikat, der som udgangspunkt fjerner fugt, forhindrer skimmelsvamp, eliminerer kuldebroer og hæver væggens overfladetemperatur betydeligt, fortæller Torben Vind og tilføjer:
- Vi valgte indeklimasystemet SkamoWall fra Skamol, der har disse væsentlige egenskaber og samtidig har unikke egenskaber med hensyn til skruefasthed. Vores krav var nemlig, at man skal kunne hænge radiatorer direkte op på pladerne uden at skulle skrue ind i væggen bag pladerne og dermed øge risikoen for kuldebroer. Vi testede bl.a., at pladen kan bære over 15 kg pr. skrue og over 100 kg samlet på en hylde.
SkamoWall-løsningen benyttes i Garnisonshaven til efterisolering under vinduer og nicher i hovedbygningen og på alle facademure i sidebygningen. Pladerne bliver behandlet med diffusionsåbne materialer, så de kan ånde, hvorefter de bliver malet med silikatmaling.
Renoveringen af Garnisonshaven blev påbegyndt i foråret 2017, og de første beboere forventes at kunne flytte ind til foråret 2019. Undervejs vil godt 60 mand fra mange forskellige fag have været beskæftiget i de gamle bygninger. Garnisonshaven er et af flere markante projekter i København, som Boll+ har udviklet. Et andet er den massive DLG-Silo i Nordhavn, som Boll+ er ved at indrette til en moderne boligejendom, og som er et markant vartegn for hele Nordhavnkvarteret.