The Silo af Cobe: Et unikum både indvendigt og udvendigt
Den gamle silo med sloganet ”HVA DRIKKER MØLR” er blevet transformeret til The Silo af Cobe, hvor den velkendte identitet er bibeholdt, men samtidigt fremstår den som et helt nyt vartegn for Nordhavnen.
Den store silo, der knejsede sig op over Nordhavnen, var områdets største industribygning. På mange områder havde det været lettest at rive den enorme silo ned for så at bygge noget nyt op fra grunden. Men siloen var et vigtigt vartegn for området, og den fortalte en vigtig historie om Nordhavnens industrielle fortid. Men arbejdet hen imod et moderne byggeri, der kunne rumme både boliger og offentlige funktioner, var ikke helt lige til, som arkitekt og Projektchef Caroline Nagel, fra COBE, fortæller:
- Det har været en lang proces at nå frem til det endelige slutresultat. Det krævede en dybdegående dialog med både bygherre, Københavns Kommune og By & Havn om, hvad visionerne for siloen skulle være. Der var blandt andet planer om, at den skulle omdannes til et stort sportscenter. Men heldigvis blev der enighed om, at potentialet for siloen var større end som så.
Den karakteristiske facade
En vigtig del allerede tidligt i processen var at få skabt den helt rigtige facade, der passede ind i det omgivende miljø:
- Vi ønskede at bevare siloens industrielle udtryk, således den stadig vil passe ind i den tidligere industrihavns rå omgivelser, siger Caroline Nagel og fortsætter:
- Der var mange under projektet, som ønskede en aluminiumsbeklædt facade, hvilket vi mente ikke ville være i tråd med siloens oprindelige rå udtryk. Det endelige valg faldt på en facade af galvaniseret stål, som patinerer smukt i takt med ældning og påvirkning fra vejrliget samt den enkelte facadeplades geografiske orientering.
Gennemtænkte altanløsninger
The Silos altaner har en meget karakteristisk form, som ikke alene er valgt af æstetiske årsager. Der er til alle sider en fantastisk udsigt over havet og byen fra altanerne. Men Århusgadekvarteret er også et område, der er tæt bebygget og vindblæst. Altanerne er derfor designet til at skærme for vinden og give mere privatliv end en traditionel altan.
Spektakulære rum
De særlige krav til opbevaring og behandling af korn har resulteret i nogle helt særlige rum, hvor blandt andet den eksisterende rumhøjde er bevaret etage for etage, og af den grund varierer meget:
- I de 38 lejligheder, siloen huser, har man minimum 3,5 m til loftet, hvoraf nogle rum, som eksempelvis den såkaldte Katedral i toppen af siloen, har en imponerende loftshøjde på 8 m. Samtidigt har vi mange steder bevaret den rå beton indvendigt, så man også her kan fornemme den gamle industribygning. Den historiske struktur er bevaret, så hver lejlighed og hvert eneste rum, er unikt. Hertil kan hver lejlighed efter behov indrettes med flere værelser eller i et åbent rum, forklarer Caroline Nagel.
Hertil er den nederste etage, såvel som den øverste, åbne for offentligheden. I stueetagen kan der bl.a. være udstillinger, café eller noget helt tredje, og på toppen af siloen placeres et nyt svævende element, med en glasfacade, en såkaldt add-on, hvor der skal være en restaurant. Her får man en enestående 360 graders udsigt over København og Øresund.
The Silo er gennemført i tæt samarbejde mellem COBE, Klaus Kastbjerg og NRE Denmark.