Første milepæl i Københavnsk vartegns restaurering
Rundetaarns kobberkuppel blev mandag løftet ned i ét stykke som led i den omfattende restaurering, der skal sikre Observatoriet og tårnet for fremtidige generationer.
Mandag den 12. januar blev den ikoniske kobberkuppel på toppen af Rundetaarn løftet ned i ét stykke. Dermed blev første milepæl i en omfattende restaurering gennemført – et projekt, der skal sikre både konstruktion, materialer og funktion i det historiske observatorium.
Med sine tre ton og fem meters diameter er kuplen en iøjnefaldende del af Københavns byprofil. Den nuværende version blev opført i 1929 som en del af et folkeobservatorium og har siden været et aktivt udsigtspunkt mod stjernehimlen. Men efter næsten seks årtiers eksponering for vejr og vind har det været nødvendigt at udskifte kobberbeklædningen og udbedre skader i både trækonstruktion og tagfod.
- Nedtagningen af kuplen er den foreløbigt største milepæl i restaureringsprojektet. Et sjældent syn og arbejdet kan efterfølgende følges på gadeplan. For os er det også en mulighed for at åbne processen og vise det håndværk, der ligger bag at passe på Rundetaarn, fortæller direktør i Rundetaarn, Jeanette Bursche i en pressemeddelelse.
Følg med i restaureringsprocessen
Restaureringsarbejdet foregår ved foden af Rundetaarn, på hjørnet af Købmagergade og Landemærket, der er den samme placering, hvorfra kuplen blev hejst op tilbage i 1929. Kobbersmede og tømrere vil nu udskifte kobberbeklædningen og renovere den bærende trækonstruktion, og forbipasserende kan momentvis følge arbejdet til foråret, hvor kuplen planlagt skal genmonteres.
Det tog cirka 15 minutter at løfte kuplen ned. Og en særlig afstivning af kuplen sikrer, at konstruktionen bevarer sin form under både nedtagning, bearbejdning og senere genmontering.
Projektet er udviklet i samarbejde med Fogh & Følner Arkitekter, der fungerer som totalrådgiver, og med inddragelse af Slots- og Kulturstyrelsen samt Københavns Stift.
Kuppel, teleskop og tårn restaureres samlet
Restaureringen omfatter både selve kuplen, Observatoriet og dele af tårnets øvrige konstruktioner. Blandt de væsentlige indgreb er:
- Udskiftning af kobberbeklædningen på kuplen og tagfoden
- Restaurering af kuppelens drejelige træværk og skodder
- Udskiftning af stålkonstruktioner med rustfrit stål
- Nyt gulv og indvendige reparationer i Observatoriet
- Kalkning af Sneglegangens hvælvinger og renovering af hovedadgangen
Desuden bliver teleskopet fra 1929 sendt til renovering i Tyskland, hvor linsen udskiftes, og hele instrumentet opmales og justeres.
Projektet er finansieret af Rundetaarns egne midler og forventes at koste ca. 6 mio. kr.
Offentlig adgang og fejring i "Lysår 2026"
Rundetaarn holder lukket i januar 2026, men genåbner den 6. februar med årsprogrammet Lysår 2026, der markerer 350-året for Ole Rømers opdagelse af lysets hastighed. Observatoriet og kuplen forventes genåbnet i efteråret, når mørket og himmelrummet igen kan opleves gennem det restaurerede teleskop.
Et tæt samarbejde mellem specialister
Bag restaureringen står en række specialiserede håndværkere og entreprenører:
- Totalrådgiver: Fogh & Følner Arkitekter
- Underrådgiver: Eduard Troelsgård Rådgivende Ingeniører A/S
- Udførende: Emil Nielsens Smedeværksted A/S, Blikkenslagermester Jens Volf, Kjell Pedersen Entreprise A/S, m.fl.
- Teleskop: Meiling Astro Design og Track the Stars ApS
- Konsulenter: BARK Rådgivning og Schmidt Brandrådgivning
