
Frasortede termoruder får nyt liv i kontorbyggeriet TRÆ
For Krone Vinduer og a:gain har samarbejdet om fremstillingen af de mosaiklignende vinduer til kontorbyggeriet TRÆ kickstartet en hel satsning på upcyclede vinduer i vinduessystemet Viddø.
Selvom termoruder har mindre visuelle fejl, kan de sagtens anvendes. Det har a:gain og Krone Vinduer gjort i vinduespartierne til stueetagen i kontorbygningen TRÆ i Aarhus. Beliggende på Sydhavnen i Aarhus er TRÆ med sine 78 meter og 20 etager det hidtil højeste træbyggeri i Danmark. Ud over den gigantiske trækonstruktion har projektet fokus på at bygge mest muligt ved brug af genbrugsmaterialer og upcycling af materialer. Ifølge bygherre PFA Ejendomme giver dette en CO2-reduktion på op til 75 % sammenlignet med traditionelt beton- og stålbyggeri.
Tilpasning af vindueskonstruktion til upcyclede termoruder
De mosaiklignende vinduespartier i stueetagen er eksempelvis fremstillet af upcyclede termoruder i vinduessystemet Viddø, udviklet af a:gain i samarbejde med Krone Vinduer. I Viddø vinduessystemet bliver kasserede termoruder kombineret med nye rammer fra Krone Vinduer.
- De termoruder, vi bruger til de upcyclede elementer, er funktionsmæssigt fuldt ud lige så gode som andre nye ruder, men er blevet kasseret på grund af mindre ridser, farvefejl eller variationer i tykkelse, der overstiger ønskede tolerancer. Det har krævet en videreudvikling af vores vindueskonstruktion, så vi opnår den fleksibilitet, der skal til for at håndtere de forskellige termoruder, vi får ind, fortæller Christian Olesen, der er projektdirektør i Krone Vinduer i en pressemeddelelse.
- Termoruder har nu engang de mål, som de er produceret med. Det kan vi af gode grunde ikke ændre på. Derfor har vi udviklet et AI-drevet system, der kan designe vindueselementer med afsæt i de termoruder, vi har i vores database. På den måde kan vi sikre, at vi får så meget frasorteret glas med som overhovedet muligt, forklarer Mathias Ruø Rasmussen, der er Head of Product Development hos a:gain.

Attraktivt udstillingsvindue baner vej for nye projekter
TRÆ har skabt stor opmærksomhed i byggebranchen og er også for Krone Vinduer et attraktivt udstillingsvindue for deres vinduesløsninger. Det har ført til en stigende interesse fra bygherrer og rådgivere, og der er allerede afgivet tilbud på Viddø-elementer til flere store byggeprojekter, der starter i 2026 og 2027.
Parterne arbejder derfor lige nu med at skalere konceptet, automatisere logistik og lagerstyring.
- Vi har været nogle år undervejs og kan nu for alvor mærke, at efterspørgslen stiger. Derfor skal vi kunne håndtere en meget større volumen, og det er vi i fuld gang med at blive helt skarpe på, fortæller Mathias Ruø Rasmussen.
Interessen kommer primært fra kontorbyggerier, hvor lokalplaner ofte kræver et særligt arkitektonisk udtryk i indgangspartierne.
- Derfor er det typisk dér, vi starter – præcis som i TRÆ-projektet, hvor der er anvendt elementer med frasorterede ruder i stueetagen, mens Krone har leveret en anden type af vinduer til de øvrige etager. Men vi sidder også med projekter, hvor bygherre vil have vinduer med frasorterede ruder i hele ejendommen, og så snakker vi ordrer i en helt anden størrelse, siger Mathias Ruø Rasmussen.
Dokumenterede miljøfordele
I samarbejde med FORCE Technology har a:gain beregnet, at man med Viddø-elementerne kan spare 22,03 kg. affald og reducerer CO2-udledningen med 22,4 kg CO2e pr. kvadratmeter sammenlignet med traditionelle vinduer. Man arbejder på at en EPD for systemet, som forventes at være klar i løbet af foråret.
Vinduer med flere projektspecifikke løsninger
Krone Vinduer har som den gennemgående vinduesleverandør samlet leveret mere end 4.000 m2 vindueselementer til TRÆ-bygningen. De 110 m2 upcyclede vinduer har fyrretræ indvendigt og egetræ udvendigt, mens de øvrige vinduer har udvendig aluminiumsbeklædning.
For at matche facaderne krumme former er en del af elementerne skåret med smigskæring for at følge bygningens design, og en del af vinduerne har en særlig, eksplosionssikker glasopbygning for at opfylde lokalplanens krav.