Helle Søholt og Kjersti Lund
Gehl udnævner ny CEO for at styrke global vækst
Efter 25 år som CEO bytter Gehls founding partner Helle Søholt post med Kjersti Lund. Lederskiftet skal styrke arkitekt og designvirksomhedens internationale skalering inden for byudvikling.
Foto: DOT. Times Square, New York
Hos den navnkundige internationale arkitekt- og designvirksomhed Gehl træder founding partner og CEO gennem mere end 25 år, Helle Søholt, nu ud af direktionen og overtager posten som bestyrelsesleder. Derved giver hun stafetten videre til Kjersti Lund, der tager turen den anden vej og bliver ny CEO efter en årrække som bestyrelsesleder.
Gehl har siden år 2000 opbygget en global position inden for menneskecentreret byudvikling og har i dag gennemført mere end 250 projekter i byer verden over. Porteføljen tæller blandt andet Times Square i New York, Carlsberg Byen i København og hovedstrøg i Sydney samt rådgivning for både offentlige bygherrer og private aktører som kommuner, Google og Novo Nordisk.
Lederskiftet skal understøtte en styrket international vækst, hvor efterspørgslen på såkaldte livable cities – byer, der prioriterer hverdagsliv, sundhed, bæredygtighed og social sammenhængskraft – er stigende.
Byudvikling i global kontekst
Ifølge Helle Søholt står byer globalt over for komplekse udfordringer som urbanisering, ulighed samt pres på ressourcer og infrastruktur – særligt i Latinamerika, Mellemøsten og det globale syd.
- Hvis vi skal skalere vores metode og sætte et større positivt aftryk på verdens byer, skal vi i højere grad kombinere faglig kontinuitet med stærk erfaring inden for international vækst, siger Helle Søholt.
Hun har stået i spidsen for Gehl siden etableringen og været med til at udvikle virksomhedens metodiske fundament, hvor analyser af menneskers adfærd, bevægelsesmønstre og ophold i byen omsættes til konkrete greb i arkitektur og byrum.
En større rækkevidde
Kjersti Lund tiltræder med omfattende erfaring inden for global ledelse, strategi og organisationsudvikling. Hun har tidligere været CEO for Designit, hvor hun stod i spidsen for en international ekspansion fra ni til 20 kontorer på tværs af markeder. Derudover er hun aktiv investor i PropTech-virksomheder med fokus på det byggede miljø.
- Byer i store dele af verden står med mange af de samme udfordringer, men i vidt forskellige former og skalaer. Mit fokus bliver at bygge videre på Gehls solide faglige fundament og udvikle metoderne gennem teknologi, data og nye samarbejdsformer, fortæller Kjersti Lund.
Ambitionen er ikke at ændre virksomhedens grundlæggende tilgang, men at øge tempoet og rækkevidden i den internationale rådgivning.
Gehl - Google urban activation. Foto: Mark Wickens
Gehl i næste kapitel som global rådgiver
Med kontorer i København, New York og San Francisco og projekter i Europa, Nord- og Sydamerika, Asien-Stillehavsområdet og Mellemøsten markerer CEO-skiftet et naturligt gearskifte for virksomheden. Helle Søholt vil som bestyrelsesleder fremover fokusere på Gehls langsigtede udvikling, globale positionering og thought leadership inden for byudvikling.
- Vores arbejde har vist, at byer kan planlægges og formes på måder, der styrker både livskvalitet, sundhed og social sammenhængskraft. Det har været drivkraften i Gehl fra begyndelsen, og det kommer det fortsat til at være, slutter Søholt.
Læs flere artikler om tanker og løsninger for fremtidens byudvikling
