Genanvendelse: Hvor skal byggebranchen sætte ind lige nu?

Igennem de seneste mere end 100 år har vi se set byggeri som en lineær proces, og byggebranchen har ligeså opereret meget analogt med det industrialiserede forbrugersamfund som fornemste kunde med behov for hurtigt opførte boliger, og man udviklede derfor nye materialer som f.eks. beton, hvilket afstedkom nye byggemetoder og -teknikker.

 

Før det havde vi ellers gennem århundreder bygget huse af fornybare eller genanvendelige materialer. En bygning kunne således bestå af siltsten, ler, træ, kalk, sand, strå og glas. Det, der ikke kunne genanvendes, kunne komposteres, og bygninger kunne leve mange århundreder. Se blot på vores lands smukke herregårde, domkirker, klostre og for den sags skyld de allerførste bygninger fra den tidlige urbanisering i f.eks. brokvartererne i København.

 

Det er dermed en relativ kort æra, den lineære bygningsforståelse har eksisteret og været rettesnor. Byg, brug og smid væk er en ny opfindelse, der bygger på den nu åbenlyse fejlagtige tro på, at klodens ressourcer er uendelige – at jordens evne til at optage vores biprodukter som kemi, affald, CO2 m.v. er uendelig.

 

Så mit svar på, hvor byggeriet skal bevæge sig hen i forhold til genanvendelse er, at vi skal gå tilbage til at gøre det, vi gjorde engang: Forbruge og genbruge og genanvende cirkulært – og bygge holdbart.

 

Design for adskillelse er rygraden

Cirkularitet er kodeordet, når vi skal bøje den lineære forståelse op i begge ender for at få dem til at nå sammen til en cirkel. For byggeriet betyder det blandt andet, at alle vi i værdikæden ikke længere begynder med at udtage ikke-fornybare ressourcer fra Moder Jord, men med at få ressourcer leveret fra ”end-of-use”, dvs. udtager materialer fra bygninger eller andre dele af industrien. Det betyder fx også, at affald skal ændre status til en ressource, for der er god grund til at tro at disse ressourcer bliver det nye guld. Det vil i den ideelle fremtidige verden nemlig være den eneste kilde til ’nye’ produkter.

 

En-til-en-genanvendelse er mulig for visse produkter, men da vores byggeri er relativ højteknologisk og sammensat af højt forædlede produkter med klart definerede funktioner, vil der over tid ske en teknisk uddatering af mange produkter. F.eks. kan vi ikke sætte et 20 år gammelt vindue i et nyt byggeri, da det ikke længere lever op til nutidens funktionskrav ift. tæthed, varmeisoleringsevne, komfort m.v.

 

Derfor er design for adskillelse et væsentligt begreb og rygraden i en fremtidig byggebranche, der stort set er cirkulært selvforsynende. Altså, at vi designer produkter og bygninger til at kunne adskilles igen i rene fraktioner, der kan forarbejdes til ny anvendelse.

 

Fornybare ressourcer er dog den mest nærliggende mulighed for at indgå i klodens cyklus igen. Som fortalt ovenfor, har vi lige for lidt siden levet og bygget på den vis. Det kræver dog udvikling af nye teknologier og produkter, der skeler til de principper, der har været gældende før industrialiseringen, for vores krav til komfort og energiforbrug er et helt andet sted i dag.

 

 

Fornybare materialer er organiske, kan komposteres og indgå i det biologiske kredsløb. Derfor skal vi bygge med en høj grad af konstruktiv beskyttelse af de organiske konstruktioner. Gør vi det, kan bygninger, der er konstrueret af organiske materialer (træ, strå, ler m.v.), stå i århundreder. Et godt, nutidigt eksempel på det er facade- og tagløsningen på Vandkunstens Lisbjerg Bakke ved Aarhus.

 

Vi skal med andre ord ændre vores mindset fra lineær til cirkulær – og med det mindset udvikle byggeriet på ny til et gennemført, ægte bæredygtigt byggeri, der efterlader en klode i balance til vores børn og arvtagere. Og det fremskridt begynder med at kigge tilbage, tage ved lære og iværksætte.