Triennalens hovedscene i Sofienberg Kirke, der skal fungere som kulturhus og lokalt mødested
Hvis naturen kommer først – hvem tager så beslutningen?
Oslo Arkitekturtriennale undersøger, hvordan arkitektur kan se ud, hvis vi sætter naturen først. Gennem udstillinger, projekter og samtaler sættes der fokus på alt fra materialer og transformation til landskaber og de systemer, der former vores byggede omgivelser.
Oslo Arkitekturtriennale stiller i år et tilsyneladende enkelt spørgsmål - What if Nature Comes First? I programmet undersøger arkitekter, forskere og designere regenerative materialer, transformation og nye måder at bygge med færre ressourcer på. Det velkomponerede program og udstillingen er planlagt af chefkurator og leder af triennalen, Line Ramstad.
Jo længere man bevæger sig ind i triennalen, desto vanskeligere bliver spørgsmålet. For vi ved efterhånden en del om, hvordan vi kan bygge anderledes. Vanskelighederne opstår, når idéer eller eksempelbyggerier bevæger sig ud til lokalplanen, bygherrens regneark og kommunens boligbehov. For hvad betyder det egentlig at sætte naturen først, hvis naturen stadig først kommer ind i processen som noget, der skal beskyttes, kompenseres for eller genetableres, efter beslutningen om at bygge allerede er truffet.
Chefkurator og leder af Oslo Arkitekturtriennale, Line Ramstad
På tværs af triennalens udstillinger og samtaler findes der ellers masser af bud på hvordan naturen kan sættes først. Der eksperimenteres med regenerative og biobaserede materialer, genbrug og transformation. Uld bliver til plademateriale. Eksisterende bygninger kan læses som materialebanker. Konstruktioner, der tidligere ville være blevet betragtet som udtjente, kan få et nyt liv. Projekter som det danske projekt Thoravej 29 af Pihlmann Architects viser, hvordan transformation kan begynde med det eksisterende frem for med ønsket om at erstatte det. Andre projekter undersøger, hvordan nye tilføjelser kan føjes til eksisterende strukturer uden at udslette det, der allerede er.
Fra materiale til system
Triennalen undersøger på fire skalaer: Materialer, Strukturer, Territorier og Systemer. For det er ikke nok kun at se på materialer. Et materiale kan være regenerativt. En bygning kan transformeres i stedet for at blive revet ned. Et landskab kan få mere plads til biodiversitet og naturlige processer, som i Studio Coquilles visioner. Men jo længere man bevæger sig fra materialet mod systemet, desto mere kompliceret bliver forandringen. For før eller siden rammer projektet økonomien, lovgivningen, planlægningen. Her er det økonomien, lovgivningen, planlægningen, ejerskabet og de beslutninger, der afgør, hvad der faktisk kan realiseres. For hvad er naturen værd, når dens værdi møder grundens?
Bygninger som ressourcer
Hvis vi skal bruge mere af det, der allerede står, må vi også blive bedre til at opdage værdierne, før de forsvinder. Emnet tages op af Built arkitekter, der har udviklet et planlægningsværktøj Grønn Liste og stiller spørgsmålstegn ved, hvem der bestemmer, hvilke bygninger der rummer arkitektoniske kvaliteter, materialer og konstruktioner, som gør dem relevante for transformation – og hvilke steder der måske slet ikke skal udvikles.
En kirke, der allerede har skiftet liv
Triennalens egen hovedscene fortæller på sin vis den samme historie. Sofienberg Kirke blev opført i 1877, men er i dag på vej mod et nyt liv som kulturhus og lokalt mødested, forandret af græsrødder. Mens man inde i bygningen diskuterer transformation, ressourceforbrug og nye måder at tænke arkitektur på, står bygningen selv som argument for, at arkitektur ikke behøver at have én funktion og ét liv. Bygninger er ikke fastfrosne produkter med en udløbsdato, men levende strukturer, der kan optage nye programmer og nye betydninger.
Triennalen satte fokus på materialer, strukturer, territorier og systemer
Hvem skal forestille sig forandringen?
Ved åbningskonferencen og et pre-event hos Snøhetta fortæller redaktørerne Ingrid Haga og Nora Ulrikke Andersen om den kommende bog Paradigme – New Voices for Nature. Her er næsten 60 unge skandinaviske stemmer inden for arkitektur, landskabsarkitektur, design og kunst samlet omkring spørgsmålet om, hvordan vi kan leve og bygge inden for planetens økologiske grænser.
Det bliver interessant at se, om bogen først og fremmest er håbefuld eller bekymret. Mange unge arkitekter er vokset ind i faget med klimakrisen som et grundvilkår – ikke som et nyt hensyn, der skal føjes til arkitekturen bagefter. Det kan give et andet blik på materialer, ressourcer, vækst og forholdet mellem mennesker og andre arter. Forhåbentlig er de institutioner og mennesker, der allerede har mulighed for at ændre praksis, villige til at lytte til de spørgsmål, den næste generation stiller.
Fra "hvad nu hvis?" til "hvad gør vi nu?"
Arkitekturtriennalen samler arkitekter, landskabsarkitekter, forskere, udviklere, beslutningstagere og andre fagligheder omkring det samme spørgsmål og kan midlertidigt suspendere den arbejdsdeling, som normalt præger byggeriet. Som en arkitekt på en workshop siger:
– Vi tror at vi arbejder på det samme projekt, men i virkeligheden arbejder vi med forskellige mål. Vi burde sætte os sammen på tværs af fag, når et nyt projekt sættes i gang.
Den 1. oktober afsluttes Oslo Arkitekturtriennale med refleksioner over samtalerne, der har fundet sted. Kan en triennale mon påvirke en retning? Og hvis den kan, hvem tager den så videre, når det ikke nødvendigvis er idéerne til at bygge anderledes, som mangler. Næste skridt bliver at få dem til overleve til den skala, hvor arkitektur bliver til byudvikling, økonomi og politik.
