Tom Nielsen: Bæredygtighed udebliver i dansk byudvikling

Da Tom Nielsen studerede på Arkitektskolen i Aarhus i 1990erne, var bæredygtighed i miljømæssig forstand ikke det store samtaleemne i undervisningslokalet eller i frokostpausen.

- Bæredygtighed var ikke hovediskussionen. Nogle få snakkede måske om byøkologi, men det optog hverken byggebranchen eller de arkitektstuderende, siger Tom Nielsen, som byder Byggeri+Arkitektur velkommen på Arkitektskolen, hvor han i dag – 30 år efter – er professor.

Han husker, at han sammen med sine medstuderende fik udleveret Brundtlandrapporten, der var FN’s første rapport om bæredygtig udvikling. Rapporten blev dog hurtigt lagt væk. Æstetiske diskussioner optog flere. Det var sigende for en tankegang, der generelt har og fortsat præger byudviklingen i Danmark, konstaterer Tom Nielsen.

Tom Nielsen på konferencen 'Byen Danmark - hvordan skabes en bæredygtig udvikling', som var arrangeret af Center for Strategisk Byforskning. Foto af Iben Møller, Dansk Byplanlaboratorium

Han udkom sidste år med bogen Byen Danmark. Den handler om, hvordan danske byer har udviklet sig de seneste 250 år.

- Byen Danmark er samlebegreb for de forskellige byer og bebyggelsestyper, vi i Danmark kalder by, og der, hvor 90% af befolkningen bor, skriver Tom Nielsen i bogen.

Selvom bæredygtighed længe er blevet diskuteret, har den – ikke bare under Tom Nielsens studietid, men også længere tilbage i historien – ikke fyldt meget i branchen.

- Det meste af byudviklingen i Danmark er sket, før bæredygtighedsbegrebet opstod, siger Tom Nielsen og beskriver tre store ekspansionsfaser, som på godt og ondt har formet byudviklingen i Danmark.

Visualisering af pendling mellem hjem og arbejde i den kompakte by primo 2017. Foto: Martin Odgaard, Styrelsen for Datasikkerhed og Effektivisering og Danmarks Statistik.

Industribyen oser

Den første fase skete mellem 1800- og 1900-tallet. Industrialiseringens kuldrevne dampmaskiner og jernbaner resulterede blandt andet i omkring 400 nye danske stationsbyer.

- Stationsbyerne repræsenterede den moderne bys spredning til hele landet, skriver Tom Nielsen i bogen og forklarer, hvor stort et projekt det var, hvis vi de næste 40-50 år skulle bygge 400 nye byer.

Industrialiseringens byer var ikke anlagt med tanke om bæredygtighed. Liberalismens frie markedskræfter bestemte. Mange danskere søgte en bedre tilværelse i de nye stationsbyer, købstæder og brokvarterer, men havnede i et ureguleret, beskidt boligmiljø.

- Som samfund retter vi blikket på problemstillinger, der er vigtige at løse. I slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet var det arbejderklassens elendige forhold, siger Tom Nielsen.

Velfærdsbyens idrætsanlæg, skole og daginstitution i Helsingør. Foto: Sylvest Jensen Luftfoto, Det Kgl. Bibliotek.

Velfærdsbyen udligner

Op igennem 1900-tallet indser vi, at byudviklingen har fejlet. Særligt efter Anden Verdenskrig begynder vi at lufte ud i byerne og skabe mere lige boligforhold for alle, bemærker han.

Det bliver anledningen til byernes anden ekspansionsfase i efterkrigstiden og frem mod 1970erne med velfærdsbyens betonforstæder og langstrakte parcelhusområder. To boligformer, som Tom Nielsen stifter bekendtskab med i sin barndom. Han boede først med sin familie i det almennyttige boligbyggeri Nøjsomheden i Helsingør. Men da hans far og mor fik nyt arbejde i Midtjylland, flyttede de til stationsbyen Ikast. Her var holdningen underforstået:

- I skal da bo i hus, som Tom Nielsen skriver i bogen. Det valgte familien, og velfærdsstatens idé om universelle rettigheder, social tryghed og fuld beskæftigelse kunne mærkes – også som et bymæssigt aftryk.

- Idet vi demokratiserer og giver lige adgang til velfærd skal der bygges rådhuse, skoler, sygehuse, biblioteker, svømmehaller og veje over det hele. Alle skulle have de samme muligheder. Det kan man godt tolke som en form for social bæredygtighed, siger Tom Nielsen.

Men velfærdsbyen havde en bagside. Byrummene forsvandt til fordel for biler, asfalt og p-pladser. Efterkrigstiden var præget af meget handling, men lidt refleksion, bemærker han. Grundstenen til vores overforbrug, som vi i dag kæmper med, blev lagt, nævner Tom Nielsen og fortsætter:

- Hvis hele verden skulle leve som os i Danmark, skulle vi have fire jordkloder. Det har noget at gøre med vores bystruktur. Vi fik gode boligforhold, og folk blev i stand til at bidrage til samfundet. Men velfærdsbyen er drevet af idéen om uendelig energi og ressourcer. Den har også gjort meget skade.

Den kompakte by adskiller

De seneste 20 år har den tredje og seneste store ekspansionsfase fundet sted. Danmarks storbyer skulle være noget for ”den kreative klasse”, fortæller Tom Nielsen. Byliv og bykultur kom i fokus. Byfortætning, særligt omkring havnearealerne, blev vigtigere end byspredning.

Industribyens baggårde i København. Foto: Mogens Falk-Sørensen, Stadsarkivets fotografiske Atelier, Københavns Stadsarkiv.

På den ene side har det skabt attraktive, levende, cykelvenlige storbyer i Danmark, nævner Tom Nielsen. På den anden side har det medført et klimabelastende byggeboom og gjort målet om den blandede by dyr og segregeret at bo i.

- Politibetjente, skolelærere og sygeplejersker har svært ved at få råd til at bo, hvor de arbejder, så de skal pendle længere og længere. Og dem, der ikke har noget arbejde og passer dårligt ind, bliver stødt længere væk til små landsbyer. Problemet med social bæredygtighed, som vi troede, vi havde løst for 50 år siden, har vi måske ikke løst alligevel, siger Tom Nielsen og nævner, at det i hans levetid er blevet sværere at flytte fra det almene montagebyggeri Nøjsomheden i Helsingør til parcelhuskvarteret Irisparken i Ikast, som hans familie gjorde.

- Forskellene er blevet større og tydeligere, skriver han i bogen.

Den miljømæssige bæredygtighed er godt nok kommet mere ind i byplanlægningen til forskel fra de to tidligere ekspansionsfaser. Flere klimahensyn har vundet indpas, mens klimakrisen er blevet tydeligere. Men fokus har mest været på drift, nævner Tom Nielsen.

- Vi er begyndt at måle på bygningerne, som er blevet energieffektive og har fået certificeringsordninger. Men grundlæggende er vi fortsat i samme spor og har bygget vanvittigt meget, fordi arkitekter, politikere og byggebranchen gerne vil være med til at fortætte byerne.

Et egentligt paradigmeskift mod mere miljømæssig bæredygtighed venter vi stadig på, og en ny undersøgelse fra Arkitektforeningen bekræfter pointen: danske kommuner mangler de rette redskaber og lovhjemmel over for bygherrer til bæredygtig byudvikling.

Byplanlægningen er træg, og folk i storbyerne slikker sårene symbolsk med byhaver og plantekasser, skriver Tom Nielsen i bogen.

Den jordiske by kalder

Alligevel mener han, at det er svært at pege fingre ad fortiden. Vi har den by, vi nu engang har, og den bliver vi nødt til at leve med og holde ved lige.

- Vi kan ikke bare smide det hele ud, som modernisterne groft sagt gjorde, siger Tom Nielsen og argumenterer for, at vi nu og i fremtiden skal blive mere bevidste om vores ressourceforbrug.

Derfor skal arkitekturbranchen tænke i regenerative, holistiske løsninger. Planetære grænser, der tager hensyn til naturens betingelser, bliver afgørende for fremtiden, fremhæver han. Det skriver han om i endnu en ny bog, De Jordiske Byer, som udkommer i april.

- Naturen er fra industrialiseringen og frem blevet set som noget, mennesket kunne udnytte. Nu skal vi bruge naturen på dens egne betingelser, siger Tom Nielsen.

Samtidig skal vi blive ved med at arbejde for social bæredygtighed og sammenhængskraft, som velfærdsarkitekterne havde øje for, nævner han. Derfor er bæredygtighed i flere henseender vigtigt, og Arkitektskolen arbejder i dag – i modsætning til dengang Tom Nielsen studerede – med et bredt bæredygtighedsbegreb – både økonomisk, socialt, miljømæssigt og kulturelt.

- Hvis vi skal løse klimakrisen, skal vi ikke være splittede, men samlede. Det giver ikke mening at tale om byplanlægning, hvis du ikke har en idé om et samfund.