Hvordan har velfærdsrum ændret sig siden velfærdsstatens guldalder?

Seniorbofællesskaber, demensplejehjem, supersygehuse, krematorier, terror-sikring af det offentlige rum, inklusionsskoler, naturbeskyttelse vs. boligbyggeri - eller provinsbyer, hvor velfærdsinstitutioner nedlægges. Igennem de seneste fem år har en gruppe forskere ved det Kongelige Akademi undersøgt, hvordan vi bygger og indretter vores velfærdsrum i dag, og hvad det betyder for vores velfærd.

 

Projektet udgør en række ”punktnedslag” i vores samfund, som når langt og bredt ud. Det skaber et billede af, hvordan vi indretter os i et samfund med forandrede forståelser af en række forhold, som f.eks. individers behov i forhold til det fælles.

 

I flere af forskningsprojekterne har det bl.a. vist sig, at idéen om lige velfærd til alle i dag bliver udfordret fra flere sider. For eksempel er der langt flere private aktører, der involverer sig i etableringen af velfærdsrummene, og samtidig også flere individuelle behov, der inddrages.

 

Hvordan bygger vi til velfærd i dag?

Ordet ”Velfærd” er tæt forbundet med dannelsen af forskellige velfærdsmodeller i Europa i de tre tiår efter 2. verdenskrig, ofte beskrevet som velfærdsstatens ”gyldne tidsalder”. Rumlig planlægning og arkitektur var en vigtig del i opbygningen af velfærdsstaten i efterkrigstiden i form af eksempelvis skolebyggeri, almene boliger, sygehuse og infrastruktur – og en arkitekturhistorisk periode der er velbeskrevet.

 

Fra 80-erne og 90-erne har markedet gradvis fået en større rolle og konkurrence-staten opstået med målkrav om ressourceoptimering og effektiv drift. Især har strukturreformen fra 2007 haft en indgribende betydning for udviklingen af de danske velfærdsrum.

 

Projekterne sætter nutiden under lup med udgangspunkt i de rumlige dimensioner af velfærd og samfund. De kaster et bredt lys over, hvordan vores samfund er under forandring, og hvilken betydning forandringerne har for de fysiske rammer og sociale rum, vi er en del af – og hvordan disse rum påvirker samfundet.

 

 

Fem Cases

Iscenesatte føderum på supersygehuse

Med etableringen af de nye supersygehuse i Danmark, har arkitekturens rolle for helbredelse fået nyt fokus. På regionshospitalet i Hjørring, har man indrettet fødestuer med audiovisuelle effekter, hvor kvinden selv kan vælge temaer, for eksempel film af bølger på væggene med lyde af hav. Der er evidens for, at de fødende kvinder får færre ve-drop og har mindre risiko for at skulle have kejsersnit. Runa Johannesen ser på dagens brug af helende arkitektur, som man formoder har en positiv sundhedsøkonomisk og helbredende effekt. Men kan den erstatte de varme hænder?

Afviklinger i provinsen. Bliver Tønder i højere grad et museumsstykke?

Tønder by udgør casen i Kirsten Marie Raahauges bidrag, der beskriver hvordan tabet af flere velfærdsinstitutioner i byen som seminarium, sygehus og kaserne, har tømt byen for nogle af de centrale funktioner og sociale samlingspunkter. Provinsbyen skal finde nye veje bl.a. gennem privat initiativ og markedsdrevne finansieringskilder. Bliver Tønder i højere grad en museumsby, der skal leve af turisme?

 

En terror-sikker by med storbykvalitet og inklusion?

Deane Simpson beskriver, hvordan velfærdsstaten i forlængelse af terrortruslerne siden 9-11, har indrettet sig med fokus på sikkerhed. Hvor en by som København tidligere havde en større social diversitet og bl.a. en række billige lejeboliger til mindre bemidlede, er København i dag en by, der vægter en kombination af ”sikkerhed” med ”livability” for de mere velbeslåede. Vi indretter os i stigende grad med objekter og tiltag i det offentlige rum, der skal beskytte mod en fare, der angiveligt kommer ”indefra”.

 

Den sidste rejse – optimeret krematoriedrift

Hvordan behandler vi døden i dag? Niels Grønbæk redegør for, hvordan vi i dag samler små krematorier, som typisk har været forbundet med den lokale kirke, til store fælles-krematorier, der ofte ligger langt væk fra kirkegården. Hvordan bliver krematorierne iscenesat, hvordan transporterer man de døde, hvordan opsamler man asken. Alt sammen på en måde, der skal foregå glat og nemt.

 

Bofællesskaber for ældre – en tryg og social alderdom?

I dag findes der over 300 senior-bofællesskaber/ kollektiver i Danmark med omkring 10.000 private boliger. Antallet at seniorbofælleskaber forventes at stige markant over de næste år i takt med, at der allerede har vist sig stigende interesse for boformen, og der kommer til at være flere ældre i vores befolkning. Max Pedersen undersøger, de store sociale fordele beboere har af at leve i fællesskaberne, der har markant betydning for livskvalitet. Samtidig kan fællesskaberne ikke erstatte det behov, der er for offentlig pleje og velfærd.