Anna María Bogadóttir, architect & founder, Úrbanistan
Islandsk arkitekt: Vi mister mere end materialer ved nedrivning
Den islandske arkitekt og forfatter Anna María Bogadóttir mener, at når en bygning rives ned, så mister vi også arkitekturhistorie, stedets identitet og de fortællinger, som knytter mennesker til deres omgivelser, risikerer at forsvinde.
Anna María Bogadóttir vil ændre vores syn på bygningsbevaring og transformation. Hun gæster Building Green CPH den 29. oktober 2026, hvor hun vil argumentere for en grundlæggende ændring af den måde, byggebranchen forholder sig til eksisterende bygninger på. Ifølge Bogadóttir skal transformation og bevaring ikke kun være et spørgsmål om ressourceforbrug, økonomi og tekniske muligheder.
– Når vi mister diversitet, mister vi forståelsen af den historie, vi er en del af. Vi mister også materialekvalitet, æstetisk kvalitet og de erfaringer, som bygningen legemliggør. Det giver os mennesker en følelse af tab, som kan sidestilles med et traume, siger Anna María Bogadóttir.
Hun sammenligner tabet af arkitektonisk mangfoldighed med det tab af arter og biologisk variation, der præger naturen. Begge dele reducerer ifølge hende vores mulighed for at forstå og opleve den verden, vi er en del af.
En nedrivning blev begyndelsen på et kunstprojekt
Anna María Bogadóttir er især kendt for værket Jarðsetning, der på dansk har fået titlen Jordfæstelse. Bogen var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris i 2024 og udkommer på dansk den 27. oktober 2026. Værket udspringer af et kunstnerisk projekt om nedrivningen af Industribankens tidligere hovedkontor i Reykjavik. Bygningen, der blot var omkring 50 år gammel, skulle fjernes for at give plads til et hotel.
Gennem et halvt år fulgte og dokumenterede Bogadóttir nedrivningsprocessen. Det resulterede blandt andet i en dokumentarfilm fra 2021, der undersøger, hvad der sker, når en bygning og dens historie gradvist forsvinder. Inden arbejdet begyndte, arrangerede hun desuden en afskedsceremoni, hvor hele bygningen blev oplyst indefra. Lyset strømmede ud gennem vinduerne og gjorde den snart forsvundne arkitektur synlig i bybilledet på en ny måde. Performancen skulle få byens borgere til at overveje, hvad de egentlig mistede, når en funktionsdygtig bygning blev revet ned.
Stemningsbillede fra Building Green CPH 2025
Modernismens arkitektur risikerer at forsvinde
Nedrivningen satte en række spørgsmål i gang hos Bogadóttir. Hvorfor påvirker tabet af en bygning os følelsesmæssigt? Hvilke forestillinger om udvikling ligger bag beslutningen om at rive ned og bygge nyt? Og hvad mister vi, når tidligere generationers arkitektur forsvinder?
Industribankens hovedkontor var opført i modernismens formsprog og afspejlede 1960'ernes forestilling om fremskridt gennem nybyggeri. Ifølge Bogadóttir blev bygningen på den måde offer for den samme udviklingstankegang, som oprindeligt havde skabt den. Hun fremhæver især kontorbygninger og industribygninger som en udsat del af bygningsarven. Hvor historiske monumenter og ældre, ornamenterede bygninger ofte nyder stor anerkendelse, kan nyere erhvervsarkitektur have vanskeligere ved at opnå samme forståelse og beskyttelse. Konsekvensen kan blive et mere ensartet bygget miljø, hvor væsentlige fortællinger om samfundets udvikling går tabt.
Arkitekturdebatten har brug for flere stemmer
Anna María Bogadóttir begyndte oprindeligt sit arbejde med nedrivningen af bankbygningen som en akademisk artikel. Undervejs blev det imidlertid tydeligt for hende, at den analytiske tilgang ikke var tilstrækkelig, hvis hun ville engagere mennesker uden for arkitektfaget.
Stemningsbillede fra Building Green CPH 2025
– Hvis vi skal ændre vores byggekultur, er det nødvendigt med data. Men vi glemmer den følelsesmæssige del af menneskelivet, som vi ikke kan måle i tal, og det var netop det følelsesmæssige tab, jeg ønskede at indfange.
Ved siden af sin arkitektuddannelse har Bogadóttir en mastergrad i kulturstudier og erfaring med både kunstneriske og kulturelle projekter. Hun valgte derfor at arbejde med en personlig og litterær fortælleform, hvor læseren får mulighed for at opleve nedrivningen gennem et menneskes perspektiv frem for udelukkende gennem byggetekniske og samfundsøkonomiske analyser.
– Jeg ville gøre det nemmere at engagere sig i nedrivning og transformation, og åbne feltet op for folk uden for branchen. Jeg greb til litteraturen, hvor fortælleren guider læseren gennem en proces. Jeg ville skabe et rum, hvor jeg fortæller indefra og ud, for at folk kunne relatere til personen i rummet, altså modsat den analytiske, akademiske tilgang.
Jordfæstelse har siden skabt opmærksomhed blandt både arkitekter og bygherrer. Sidstnævnte har blandt andet fremhævet værket som en øjenåbner for de store materialemængder, der går tabt ved nedrivning. Bogen er desuden blevet en del af undervisningen på arkitektskoler i Norden.
Læs også:
Oslo Arkitekturtriennale undersøger, hvordan arkitektur kan se ud, hvis vi sætter naturen først
Bevaring skal være udgangspunktet frem for undtagelsen
Selvom Anna María Bogadóttir oplever en voksende interesse for transformation og genanvendelse af eksisterende bygninger, efterlyser hun mere handling fra både bygherrer, rådgivere og beslutningstagere. Hun mener, at det er nødvendigt at gentænke de principper, der i dag ligger til grund for bygningsbevaring. Traditionelt har bevaringsarbejdet i høj grad handlet om at identificere bygninger med særlige arkitektoniske, historiske eller kulturelle kvaliteter. Den tilgang mener hun bør vendes om, så det som udgangspunkt er den eksisterende bygningsmasse, der skal bevares.
– I dag udpeger vi særlige bygninger til bevarelse, som Venedig-charteret fra 1964 lægger op til. Den tankegang skal vi have vendt rundt, så bygninger bliver stående, medmindre der er gode argumenter for nedrivning, som gør, at det er uundgåeligt. På den måde sikrer vi, at det ikke kun er de bygninger, vi vurderer til at være æstetisk smukke, men også kontorbygninger som bankbygningen, som kan blive stående for eftertiden som et vigtigt vidnesbyrd om en historisk epoke og ideologi, som vi mennesker forstår os selv som en del af.
Perspektivet rækker dermed ud over de bygninger, der traditionelt får status som bevaringsværdige. Også hverdagsarkitektur, erhvervsejendomme og bygninger fra nyere arkitekturhistoriske perioder kan rumme kvaliteter, der er væsentlige at fastholde.
For arkitekter og rådgivere rejser det spørgsmålet om, hvordan eksisterende bygningers arkitektoniske, kulturelle og materielle værdier kan få større betydning i de tidlige beslutninger om renovering, transformation eller nedrivning. Og for bygherrer handler det om at se potentialet i den eksisterende bygningsmasse, inden beslutningen om nybyggeri træffes.
Anna María Bogadóttir uddyber sine tanker om transformation og nedrivning, når hun taler på Building Green CPH den 29. oktober 2026.
Building Green CPH 2026
- Building Green CPH afholdes den 28. og 29. oktober 2026 i Lokomotivværkstedet, Otto Busses Vej 5A, 2450 København SV
