K.B. Hallen af Christensen & Co: Nytænkning og den gamle sjæl
Christensen & Co. Arkitekter har med deres arbejde på K.B. Hallen bibeholdt bygningens sjæl, men som samtidigt har skabt en moderne multihal, der er udarbejdet med fokus på at give gæster og artister en oplevelse udover det sædvanlige.
I 2011 mistede vi en af hovedstadsområdets store kulturinstitutioner. K.B. hallen havde formået at rumme både sexmesser og danmarkshistoriens eneste Beatles-koncert. Med sådan en arv var det næsten en selvfølge, at hallen skulle genrejses, men hvordan? Skulle man genskabe den gamle hal, en til en, eller skulle man gå helt nye veje og se fremad i stedet for bagud?
- Vi trækker nogle klare arkitektoniske tråde fra den gamle bygning til den nye. Den vil derfor komme til at vække genklang i københavnernes hukommelse, men er også et nyt og friskt pust til området. Vi skal jo huske på, at den oprindelige hal stammer helt tilbage fra 1938, og den levede ikke op til alle de krav, der i dag stilles til en multihal, hvor der både kan afholdes messer, koncerter og sportsarrangementer, fortæller Michael Christensen, der er kreativ direktør og grundlægger af Christensen & Co. Arkitekter.
En ingeniørmæssig bedrift
Da K.B. Hallen blev opført i 1938 var det Europas største opvisningshal og imponerede især med sin store betonbue i 60 mm beton, hvis konstruktion var en stor ingeniørmæssig bedrift. Christensen & Co. Arkitekter har arbejdet målrettet på at bevare betonarven og ikke mindst den ikoniske bue.
- Som en hyldest til den oprindelige hal, opføres den næsten 20 meter høje betonvæg i foyeren med bræddeforskalling, der skaber en særlig struktur i betonen. Det har været et enormt arbejde at støbe den, og det er takket være nogle utroligt dygtige byggefolk, at vi ender med så fint et resultat, forklarer Michael Christensen og fortsætter:
- Man vil med den nye K.B. Hal blive mødt af en åben og lys bygning, fremfor den gamle, som virkede mørk og indelukket. Hallen bliver genskabt med gedigne materialer, som bambustræ og specialdesignede teglklinker. Bambussen skaber nogle levende og varme mønstre indvendigt. I facaden vil store og formstøbte hvidglasserede teglklinker skabe et svævende bånd, der skaber bevægelse og liv til hele bygningen, fortæller Michael Christensen.