Bjergvejen kommer til at sno sig op gennem landskabet mod de to tårne, hvis altantage – udformet som kaktuspigge – har lagt navn til byggeriet
Kaktus Towers får svævende sydvendt solhave
Malmos Landskaber anlægger parklignende taghave på svævende betondæk ved ungdomsboligerne Kaktus Towers på Kalvebod Brygge
Parkanlægget giver plads til små, hyggelige opholdsrum, hvor beboerne i ungdomsboligerne kan hygge sig på den sydvendte skråning
Når de unge beboere i Kaktus Towers ved Dybbølsbro vil nyde solen eller samles til en fredagsøl behøver de ikke gå langt hjemmefra for at finde en dejlig plet. Lige uden for døren har de en parklignende have, som vender rigtigt i forhold til solen, og hvor opholdspladser, træer, buske og blomstereng danner en perfekt ramme om en hyggestund.
- Parken anlægges på et 4.000 kvadratmeter svævende betondæk. Fra udgangspunktet otte meter over terræn ved Dybbølsbro skråner den mod nabohaven mod syd ved Nexus CPH – De fem styrelser Kalvebod Brygge, fortæller kommerciel direktør Per Malmos fra Malmos Landskaber. Virksomheden er kendt for sin ekspertise inden for tagehaver.
Malmos har blandt andet tidligere lavet landskabet på taget af Tivoli Congress Center samt Amager Bakke, CopenHill – på taget af forbrændingsanlægget på Amager. Kaktus Towers er udviklet af Høpfner Projects og tegnet af BIG Bjarke Ingels Group.
Bjergvej, bølgende sti og biodiversitet
Parkanlægget bliver en perle i området.
- En sti til barnevogne, cykler og gangbesværede snor sig som en bjergvej i brede buer op gennem landskabet til de to tårne. Den suppleres af en bred gangsti med trapper, som bølger mod toppen, lapper ind over bjergvejen undervejs og strækker sig videre ind mellem de to bygninger frem mod åbningen i dækket med kig ned over Dybbølsbro, fortæller Per Malmos.
Skråningen præges af mindre træer og buske samt en engagtigt område – en oase af biodiversitet, som står godt til tårnene, der har fået navn efter deres ikoniske udseende med tage over altanerne udformet som ”kaktuspigge”.
- Betondækket, som parken anlægges på, har en hældning på 15 grader. Det gav idéen til bjergvejen, der udligner stigningen, siger Per Malmos.
En helt almindelig park, og dog…
Når det grønne område ved Kaktus Towers ligger klar til sommer, vil det til forveksling ligne en ganske almindelig park i byen.
- Det er det sådan set også, men vejen dertil er ganske andeledes, end hvis vi skulle anlægge en park i terræn, siger Per Malmos.
- Der er flere udfordringer, når man bygger på et betondæk med en membran, som hindrer nedsivning af vand.
Membranen skal forblive tæt, selv om vi udfører et anlægsarbejde ovenpå. Vi skal sørge for, at planter og eng får tilstrækkeligt med vand, og når det regner, skal det overskydende vand ledes væk.
Endvidere skal typen af materialer afpasses efter, at vi bygger på et dæk, som ud over haveanlægget skal kunne bære mange mennesker på en gang, fortæller Per Malmos.
Den svævende park ved Kaktus Towers set fra Kalvebod Brygge
Med mange lignende, vellykkede projekter i bagagen har Malmos og virksomhedens medarbejdere den viden og erfaring, der skal til for at være sparringpartner for projektudviklere og arkitekter og komme i mål med et flot projekt.