Kengo Kuma indtager Danmark med Earth | Tree
Den japanske tegnestue Kengo Kuma & Associates forvandler Hal 4 på Copenhagen Contemporary til et svævende landskab af træ og tegl, hvor ’komorebi’ møder nordisk materialitet i en stedsspecifik installation.
Kengo Kuma. Foto: Designhouse
For første gang kan man opleve den internationalt anerkendte tegnestue Kengo Kuma & Associates (KKAA) på en udstilling i Danmark. Den 28. marts 2026 åbner Copenhagen Contemporary (CC) anden del af serien CCreate med installationen Earth | Tree, der transformerer Hal 4 til et monumentalt, rumligt eksperiment i træ, tegl og filtreret dagslys.
Installationen er udviklet specifikt til det rå industrirum og tager afsæt i Kengo Kumas arkitektoniske filosofi om “blid arkitektur” – en tilgang, hvor bygningen indgår i en sanselig og materialebaseret dialog med natur, sted og menneske.
Komorebi som arkitektonisk greb
Udstillingens koncept kredser om det japanske begreb komorebi, der beskriver sollys, som filtreres gennem trækroner og skaber et levende spil af lys og skygge på jordoverfladen. I Hal 4 manifesterer dette sig som et monumentalt, lofthængt slør af håndudførte træelementer, udviklet særligt til rummet. Konstruktionen filtrerer lyset og lader det falde ned over gulvets sten- og teglmaterialer i en koreograferet, sanselig rumoplevelse.Med jord og træ som grundelementer peger installationen på arkitekturens arketypiske udgangspunkt: Behovet for ly under et træ. Samtidig kobles japanske træbyggetraditioner med nordiske materialefortællinger og håndværkskultur. Træets åretegning og teglens stoflighed og tyngde iscenesættes som levende materialer med både historisk og konstruktiv betydning.
Yuki Ikeguchi. Foto: Stephanie Fuessenich
Japansk og nordisk natursyn i dialog
Den stedsspecifikke installation er udviklet af KKAA under ledelse af partnerarkitekt og Executive VP Yuki Ikeguchi fra KKAA Paris. Projektet forener japansk og nordisk natursyn gennem en materialebaseret undersøgelse af biofilisk design – hvor arkitekturens form opstår i samspil med omgivelser, kultur og menneskelig skala.
Ikeguchi har blandt andet stået i spidsen for H.C. Andersens Hus i Odense og det kommende Vandkulturhus på Papirøen i København, som forventes indviet i efteråret 2026. I Earth | Tree videreføres tegnestuens arbejde med naturmaterialer og stedsspecifik arkitektur i et midlertidigt, eksperimenterende format.
Ifølge direktør for Copenhagen Contemporary, Marie Laurberg, peger udstillingen direkte ind i institutionens ambition om at styrke forståelsen for kreative processer og arkitekturens betydning for, hvordan vi fysisk og sanseligt er i verden.
– Arkitektur former vores måde at være i verden på – både fysisk og sanseligt. Kengo Kuma arbejder med en sjælden sensibilitet over for natur og menneske, og det er en stor glæde at bringe hans univers ind i CCreate, fortæller Marie Laurberg i en pressemeddelelse.
Workshopzone med fokus på arkitekturens proces
Som en integreret del af udstillingen kan publikum finde en workshopzone, hvor man kan arbejde med landskabsformationer i sand og eksperimentere med byggesystemer. Her indgår blandt andet Tsumiki, der er en byggeklods designet af Kengo Kuma, samt danskproducerede træklodser og miniudgaver af tegl.Del af CCreate i Hal 4
Earth | Tree er anden del af CC’s satsning CCreate, hvor en kunstner eller arkitekt årligt inviteres til at transformere Hal 4 til et deltagende univers. Hallen, der tidligere fungerede som malersal for Det Kongelige Teater, er med projektet repositioneret som eksperimenterende atelier- og udstillingsrum.
Om Earth | Tree udstilling
Udstillingen åbner 28. marts 2026 med fri entré kl. 11.00–12.30 og åbningstale ved CC’s formidlingschef Julie Thaning Mikines samt Yuki Ikeguchi.
Earth | Tree kan opleves fra 28.03.26 til 21.02.27 på Copenhagen Contemporary.
Læs også vores serie af portrætter af danske og internationale arkitekter og designere
