Københavnerne har stemt. Se hvilket nye byggeri er årets smukkeste
Aldrig har så mange stemt til Årets Bygningspræmiering i Københavns Kommune, hvor Karens Minde Aksen, tegnet af Schønherr, vandt Publikumsprisen med et rekordhøjt antal stemmer.
Fejringen af præmieringsarrangement blev holdt hos Architecture Festival / CAFx, og her blev Karens Minde Aksen den populære vinder af publikumsprisen.
Publikumsprisen er baseret på de stemmer, der bliver afgivet på Københavns Kommunes hjemmeside. I år stemte hele 3.705 personer, hvilket er rekordmange. Favoritprojektet er Karens Minde Aksen, som er udviklet af Schønherr i samarbejde mellem Københavns Kommune og HOFOR.
Læs også:
Portræt af Rikke Juul Gram fra Schønherr
Kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard (RV) fortæller om Karens Minde Aksen:
- Det var et skarpt felt af nominerede til årets publikumspris. Karens Minde Aksen er et godt eksempel på, hvordan man løfter et helt byområde ved at kombinere funktion i form af skybrudssikring og et engagerende og inddragende byrum, der inviterer til kulturliv, hverdagsliv og sociale aktiviteter. Med sine stærke synergi mellem en nødvendig klimatilpasning og ønsket om et bæredygtigt, grønt, funktionelt og smukt byrum er Karens Minde Aksen med til at forme den by, vi kommer til at bo i i fremtiden.
Teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL) roser, hvordan projektet er med til løfte kvarteret:
- Karens Minde Aksen er et flot eksempel på, hvordan skybrudssikring kan gå hånd i hånd med et lokalt kvarterløft og give en hel masse tilbage til området og beboerne. Karens Minde Aksen er fra dag ét blevet en succes, og det skyldes blandt andet den grundige borgerinddragelse, som er gået forud for dét projekt, som så mange i dag nyder godt af. Jeg er stolt af, at vores flotte projekt modtager endnu en pris, og hæderen skal naturligvis deles med vores mange samarbejdspartnere på Karens Minde Aksen og i lige så høj grad med sydhavnerne, som har lige så stor ære af den flotte løsning.
Et tæt felt
Inden publikumsprisen blev afsløret, præsenterede kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard præmierne til de øvrige vindende projekter, hvilket gjorde fejringen ekstra festlig.
Bedømmelsesudvalget har besluttet at præmiere seks ud af otte byggerier i årets bygningspræmiering. Det drejer sig om: BIG HQ, Nordøstamager Skole, Plads 23, Operaparken, Århusgade Kvarteret og Karens Minde Aksen.
Tidligere vindere af publikumsprisen
o 2018: Axel Towers
o 2019: Amaryllis Hus
o 2020: Hotel Ottilia
o 2021: Nørrebro Bibliotek
o 2022: Ny Østergade 30
o 2023: Bispebjergs Helende Haver
Andre nominerede: Foruden Karens Minde Aksen var også BIG HQ, Naturpark Amager, Nordøstamager Skole, Operaparken, Plads 23, Rød Lagerbygning og Århusgadekvarteret blandt de nominerede til publikumsprisen 2024.
Om prisen: Københavns Kommune har præmieret smukke bygninger, bymiljøer og anlæg siden 1903. Bygningspræmieringen lægger vægt på, at byggeriet tager udgangspunkt i stedets særlige karakter og bidrager til oplevelsen af København som en by med kvalitet i bymiljøet.