![Can Lis - Torben Eskerod_3](https://dl2phipa8wx75.cloudfront.net/mediaxpress/700x420/article/1739287766-8oda87vsCanLis-TorbenEskerod_3.webp)
Jørn Utzons villa, Can Lis
Kom tættere på Jørn Utzons vilde villa
Jørn Utzons villa, Can Lis, betragtes som et af de vigtigste huse fra det 20. århundrede og i Utzon Centers særudstilling Vidunderlig vild villa, kan man blive klogere på det usædvanlige hus.
På klippekanten på Mallorca står et usædvanligt hus, Can Lis, der startede som en blyantskitse af det enkle liv med familien, som stjernearkitekten drømte om. I en ny udstilling ’Vidunderlig vild villa’ inviterer Utzon Center i Aalborg til at komme nærmere på Jørn Utzons hus, der anses for at være et helt særligt eksempel på en arkitektur, der rummer den naturlighed, enkelhed og ro, som mange i dag efterspørger.
Udstillingen byder på billeder, originale tegninger og særlige elementer fra Utzons private samling. Derudover kan man opleve fotografier af kunstnerne Torben Eskerod og Erik Steffensen, der har indfanget husets særlige stemning.
I dag ejes Can Lis ejes af Utzon Fonden og fungerer som en legatbolig. Huset besøges især af arkitekter og kunstnere fra hele verden. Er man selv på Mallorca, er huset desuden åbent for besøgende på udvalgte dage.
Et tidligt eksempel på bæredygtig arkitektur?
Det var imens, at Utzon arbejdede på Operahuset i Sydney, at han skabte huset Can Lis, der stod færdigt i 1973 og blev opkaldt efter hans hustru.Villaen, der er bygget af lokal sandsten, kom til at danne rammen om familiens liv i mere end 25 år og eksemplificerer en tidlig tilgang til en arkitektur, hvor naturlige materialer og harmoni med omgivelserne er i fokus.
Udstillingsdirektør Line Nørskov Davenport uddyber:
– Det er oplagt at tænke på Can Lis som et tidligt og særligt fint eksempel på en arkitektur, der rummer den naturlighed, enkelhed og ro, som mange i dag efterspørger; i arkitekturen såvel som i tilværelsen. Jørn Utzon bruger på mange måder arkitekturen som en kikkert, der skærper sanserne og inspirerer til at fastholde de små øjeblikke: Årstiderne, vejret, lysets spil. Men han nævner ikke selv ord som bæredygtighed eller simple living én eneste gang, siger Line Nørskov Davenport.
Utzons paradis: Jordnær og ekstatisk arkitektur
Inspireret af traditionelle landsbyer i Atlasbjergene, japanske klostre og mexicanske ruiner, er Can Lis et studie i form, funktion og materialitet. Husets sandstensblokke er udhugget direkte fra den klippe, det står på, hvilket skaber en unik forbindelse mellem bygning og landskab.Jørn Utzons egne skitser afslører en arkitektur, der ikke blot er funktionel, men også poetisk. En særlig skitse viser Utzon og hans hustru, Lis, nøgne under den sydlandske sol, hvor de spiser vindruer og spiller musik – et billede på arkitektur som en sanselig og åndelig oplevelse.
En arkitektonisk oplevelse af lys og rum
Udstillingen viser også fotografier taget af kunstnerne og fotograferne Torben Eskerod (f. 1960) og Erik Steffensen (f. 1961), som begge har boet en tid i huset.Erik Steffensen beskriver oplevelsen af huset:
– Jeg kan lide at tænke på de færdige billeder som atmosfæriske øjebliksbilleder snarere end fotografier af et hus. Huset er på mange måder som et kamera, hvor man selv er filmen: Uanset i hvilken retning man kigger, er der et billede; et motiv. Can Lis består af både nærvær og fravær, proportioneret efter Jørn Utzons fornemmelse for lys. Hver eneste sandstensblok gør lydløst opmærksom på rummets eksistens.
![ESTU-14-007 Mexican style (Manuel Àlverez Bravo) 17x21 8](https://dl2phipa8wx75.cloudfront.net/mediaxpress/pages/1739288107-qcgcl43iESTU-14-007MexicanstyleManuellverezBravo17x218.jpg)
Samarbejde med Kunsten Museum of Modern Art Aalborg
Udstillingen er skabt i samarbejde med Kunsten Museum of Modern Art Aalborg, som har udlånt Erik Steffensens stemningsfulde sort-hvide fotografier, der vises sammen med Torben Eskerods intense, farvemættede fotografier.Lasse Andersson, direktør for Kunsten Museum of Modern Art Aalborg, udtaler:
– Erik Steffensens tyste, nærmest Hammershøiske sort-hvide billeder får noget mystisk og overjordisk frem i huset – mens Eskerods indlevelse i husets visuelle og emotionelle dybder viser, hvordan Utzons ’paradis’ fastholder tid og rum og beroliger os i en støjende og konfliktfyldt verden.
Udstillingen ’Vidunderlig Vild Villa’ åbnede den 8. februar på Utzon Center i Aalborg kan opleves frem til den 20. april 2025.
Om fotograferne
Kunstneren og fotografen Erik Steffensen er kendt for sin eksperimenterende tilgang, som omfatter flere medier og udtryksformer.
Værkerne er ofte kendetegnede ved sin stærke symbolik og en undersøgelse af menneskelige og eksistentielle temaer.
Fotograf Torben Eskerod er særlig anerkendt for sine portrætter og landskabsfotografier, der kombinerer teknisk præcision med en dyb indlevelse i menneskets psyke og naturens æstetik. Eskerod er kendt for at tage sig tid til at opdage motivet, hvor han sjældent jagter hastige øjeblikke, men søger at fange det essentielle i et billede.