Visualisering af World Expo 2025
Sou Fujimoto: Forskellighed og fællesskab mødes i min arkitektur
Den prisbelønnede, japanske arkitekt Sou Fujimoto har et mål om at forene forskellighed og fællesskab med sine arkitekturprojekter. Det kan man se et aktuelt eksempel på med hans udstillingsarkitektur til Expo 2025, hvor hele verden mødes i Japan.
Den Japanske stjernearkitekt Sou Fujimoto. Foto af David Vintiner
Den røde tråd for al arkitektur fra den japanske stjernearkitekt Sou Fujimotos hånd er at kunne forene mennesker i fysiske rammer – med naturen og lokationen som fundament. Hans tegnestue, Sou Fujimoto Architects, har kontor i henholdsvis Tokyo og Paris, og på det lange CV ses alt fra futuristiske hoteller, minimalistiske boligkoncepter og offentlige bygninger til ekstraordinære udstillingspavilloner samt hele byer.
Den 52-årige Sou Fujimoto har netop været på besøg i Utzon Centeret i Aalborg i forbindelse med hans udstilling, Primitive Future – Everything is circulating, og Byggeri+Arkitektur fik i den forbindelse mulighed for at tale med ham.
- Det er 10. gang, jeg besøger Danmark, som jeg sætter stor pris på – både kulturelt, arkitektonisk og i forhold til møbeldesign. Aalborg er en interessant lokation med et smukt og dynamisk museum for Utzon, siger Sou Fujimoto, som har været i Danmark omkring 10 gange og er imponeret over så fin arkitektur – ofte i mesterskabsligaen – man kan se på selv små lokale steder.
Sou Fujimoto har fundet inspiration i danske arkitekter og møbeldesignere som Hans J. Wegner og Arne Jacobsen, da de på mange måder minder ham om den japanske stringens.
- Deres udtryk var både meget enkelt og i tråd med naturen i kraft af brugen af træ som materiale. Når jeg ser på Danmark som designland, føler jeg, at den ånd er over alt, og at de nuværende arkitekter sætter pris på, at de som en ny generation står på skuldrene af de store mestre. Hele landet er skubbet fremad på baggrund af stærke traditioner og høje standarder inden for håndværk, men også gastronomisk og kulturelt, forklarer Sou Fujimoto, hvis seneste opslag på Instagram er fra restaurant Noma.
Læs også:
Francisco Gomez Paz: Nysgerrigheden er min museVisualisering af World Expo 2025
Mødested for 161 lande
Han skal stå for en af del af indgangspartiet på verdensudstillingen, ’Expo 2025 Osaka’ i Japan i 2025, hvor også Danmark og de øvrige nordiske lande skal deltage med en pavillon, støttet af A.P. Møller Fonden, Novo Nordisk Fonden, Danish Crown og Lego. Japan selv bliver repræsenteret med en pavillon af Sou Fujimoto, der ligesom de øvrige bidrag besvarer temaet ’Designing Future Societies for Our Lives’.
Sou Fujimoto er i øjeblikket i fuld gang med projektet, og han deler renderinger og konkrete tanker bag på sociale medier. Han bygger en ringformet tagkonstruktion af træ, som er 600 meter i diameter, 60.000 kvadratmeter, 12-22 meter høj og 2 km i omkreds. Den blev påbegyndt i september 2023 – i samarbejde med Tohata Architects & Engineers og Azusa Sekkei Co. – og står færdig i april 2025. Sou Fujimoto er inspireret af traditionelle japanske trækonstruktioner som f.eks. templet Kiyomizu i Kyoto, og konstruktionen er et forsøg på at genopfinde traditionen i fremtiden.
Hans trækonstruktion er – ligesom mange af hans øvrige arkitektoniske værker – kendetegnet af at være let og luftig, hvor gennemkig er muligt. Der er glas i siderne, så de besøgende skærmes mod vind og vejr, ligesom de kan gå en tur på taget og nyde udsigten på et observationsdæk. Taget er beplantet med planter og blomster, som forandrer udtryk efter sæson.
Sou Fujimoto startede på arbejdet med sin masterplan for Expo 2025 i foråret 2020, og den kan opleves på Green Expo, der viser, hvordan de nyeste teknologier kan forenes med en carbon-neutral fremtid. Alt affald på EXPO vil så vidt muligt blive reduceret, genanvendt og recycled. Green Expo arbejder desuden ud fra et Reuse Matching Project, hvor man tilstræber genanvendelse af alt fra bygninger, møbler, udstyr, kunst osv.
- Det er en velorganiseret opgave, hvor målet er at skabe et sted, hvor mennesker fra 161 lande i verden skal mødes. Funktionen er et mødested for rigtig mange mennesker – det forventes, at omkring 28 mio. besøgende vil lægge vejen forbi, fortæller Sou Fujimoto og fortsætter:
- Projektet er et stærkt budskab om, at selv om verden befinder sig i en svær periode, kan vi stadig skabe globale mødesteder for mange mennesker. Pavillonen, jeg skaber, bliver et symbol på både diversitet og fællesskab. Den kan give stof til eftertanke – også for dem, som ikke kommer til Japan, men bare ser den på billeder.
Pavillonen henvender sig ifølge Sou Fujimoto til såvel børn som ældre – og giver dem en følelse af, at tilbyde et mødested for alle og dermed skabe et fællesskab.
Læs også:
BIG tegner baseballholdet Athletics hjemmebane i Las Vegas
Visualisering af World Expo 2025
Fantasi og realitet
Hans kreative proces starter altid med det basale – research i den kulturelle baggrund i den lokale kontekst, klimaet og de fysiske omgivelser. Men han prøver også noget ukendt, hvor han forsøger at bryde grænser.- Jeg forlader det fundamentale og undersøger muligheder uden for gængs arkitektur. Jeg finder noget anderledes og søger at forbedre det. Jeg elsker at skifte mellem fantasi og realitet, da udfordringen ligger i, hvordan man så kan realisere det fantasifulde og skøre. Det kan det kun, hvis det relaterer til noget dybereliggende. Det er noget meget essentielt for arkitekter at tænke sådan. Mange deler glæde ved noget sanseligt, forklarer Sou Fujimoto, der gennem sin karriere altid har undgået at gentage sig selv og i stedet prøver noget nyt.
- Mit udgangspunkt er en respekt for menneskelivet som det fundamentale, herunder fællesskab, individualitet og diversitet. Jeg arbejder med, hvordan vi kan koble natur og arkitektur med mennesker sammen. Det er hjertet af min arkitektur, som er ærligt over for kunden, samfundet og miljøet, siger Sou Fujimoto, som peger på boligejendommen i Montpellier, Arbre Blanc, som et eksempel på nutidens krav om energibesparelser.
Selv om det kreative og evnen til at gentænke, hvad arkitektur kan, er kendetegnende for Sou Fujimoto, lå det ikke til højrebenet at blive arkitekt. Som barn læste han mange kunstbøger om f.eks. Picasso og Chagall og ville på et tidspunkt gerne være professor i fysik. Men da han som 12-årig faldt over en bog om den spanske arkitekt Gaudi blev hans interesse for arkitektur vakt.
- Det var ikke oplagt at vælge arkitektfaget, da min far var læge og min mor journalist. Men med Gaudi indså jeg for første gang, at det var den skabende vej, jeg skulle gå. Hans bygninger var ikke bare bygninger, og de gav mig en fascination for moderne arkitektur. Derfra var jeg solgt til arkitektur, som jeg har elsket siden, fortæller Sou Fujimoto, der er født og opvokset på den japanske ø Hokkaido.
Han nævner derfor naturen som den største inspirationskilde, da han voksede op ved siden af en skov. Storbyen Tokyo er for ham naturens modsætning, men begge har stor værdi og supplerer hinanden.
- Modsætningen mellem by og natur viser skønheden i dem begge, og det påvirker mig meget i mit forhold til arkitektur og natur. Det er noget dybfølt og meget vigtigt for mit arbejde, siger Sou Fujimoto, som bor i en lejlighed i Tokyo og ikke kunne forestille sig at skulle tegne sin egen bolig, da det ville blive en uendelig proces.
- Jeg får nye ideer hver morgen, så jeg ville aldrig få det afsluttet, så det måtte blive hårdt, siger Sou Fujimoto og smiler.
Han afslutter med at understrege, at det vigtigste for ham er relationen mellem diversitet og fællesskab samt at finde en måde at mikse de to. Og han løfter sløret for, at han i nær fremtid vil indgå et samarbejde på dansk jord.
- Det er to modsætninger, to forskellige retninger, men hvis de kan mødes, skaber man noget fantastisk som f.eks. på den kommende Expo-udstilling.
Om Sou Fujimoto
Født på Hokkaido i 1971, uddannet arkitekt i 1994 og åbnede tegnestue i 2000.
Blev for alvor verdenskendt med sin pavillon på Serpentine Gallery i London i 2013.
Har arbejdet med byplanlægning, galleri- og udstillingsrum, boligejendomme i Japan, Californien, Spanien og Chile.
Et højdepunkt er Children’s Center for Psychiatric Rehabilitation fra 2007 i Japan.
Inden for de seneste to år har han i Japan fået opført Dazaifu Tenmangu Shrine i Fukuoka, Oita Hover Terminal i Oita og Towafuru i Aomori samt House of Music Hungary i Budapest i Ungarn.
I 2023 design af det spektakulære NOT A HOTEL ISHIGAKI ”Earth” på Ishigaki.