Konstruktionsingeniører med livrem og seler koster klimaet dyrt

Nyt reglement kræver mindre CO2

Det er ingen hemmelighed, at de bærende konstruktioner i et byggeri er noget af det, der udleder en stor del af CO2’en i det samlede klimaregnskab. Det gælder også stålkonstruktionerne, hvor det særligt er produktionen af stål, der forurener.

 

En af hovedopgaverne for os ingeniører er derfor at optimere så meget som overhovedet muligt, så vi sparer på materialeforbruget. Mindre materiale er nemlig lig med mindre CO2-udledning - så enkelt kan det siges. Heldigvis hænger det også sådan sammen, at mindre materialeforbrug også er lig med færre omkostninger og altså billigere byggerier.

Vi skal væk fra de hurtige løsninger

En byggeproces forandrer sig hele tiden, og resultaterne er svingende. Derfor har vi konstruktionsingeniører været vant til at spille sikkert og give os selv en masse råderum i beregningerne – men det koster altså gevaldigt på klimakontoen. Det store råderum betyder nemlig, at der kommer for meget materiale ind i bygningerne.

 

Klimaudfordringerne kræver af os, at vi går langt tættere på at udnytte bæreevnen. Vi skal turde slippe de vante metoder og tænke på optimering og minimering af materialeforbrug fremfor at ty til de hurtige, velkendte løsninger. Det kan virke bagvendt, at vi i denne tid ser tilbage mod gamle metoder. Men faktisk kan der i netop stålkonstruktioner være god inspiration at hente, hvis man ser sig tilbage.

 

Lige nu arbejder jeg f.eks. med moderniseringen af Værftshallerne i Helsingør, der i de seneste år har været brugt til kulturaktiviteter. Det nye liv i de gamle haller kræver et bedre isoleret tag. Men stålkonstruktionen består og er et godt eksempel på en meget materialeoptimeret konstruktion. Da hallerne blev bygget, skulle de ikke se godt ud, men bare være billige, hvilket krævede en god udnyttelse af bæreevnen – og det er noget af det, vi skal tilbage til.

 

 

Genanvendelse og genbrug

Når vi har sikret os, at vi optimerer mest muligt, kan vi se endnu videre og søge nye løsninger på, hvordan vi f.eks. genanvender stål fra nedrevne bygninger. For to år siden blev jeg medlem af Dansk Standards arbejdsgruppe ”Structural Reuse”. Hovedfokus her er genbrug og genanvendelse af stål fra nedrevne bygninger.

 

Det handler både om at omsmelte gamle stålkonstruktioner og benytte materialet i nye bjælker. En anden løsning er at benytte en gammel stålkonstruktion/bjælke, som den er, bare i et nyt byggeri. På denne måde undgår man helt produktionsprocessen og sparer altså mest muligt CO2.

 

Ved midtvejskonferencen for Structural Reuse kunne vi fremlægge en publikation med et klassificeringssystem, der i fremtiden kan danne baggrund for genanvendelsen af stål.

Der er selvfølgelig ikke nok stålbyggerier i verden til at dække fremtidens behov, så metoden vil ikke være en udtømmende løsning – men om ikke andet er det et godt skridt i den rigtige retning.