Lemvigh-Müller får SBTi-blåstempling af klimamål
Stål- og teknikgrossisten Lemvigh-Müller har forpligtet sig til konkrete og målbare tiltag for at reducere sin CO2e-udledning. Initiativerne skal bidrage til at nedbremse den globale opvarmning.
Pernille Kiær, bæredygtighedschef i Lemvigh-Müller
Som Danmarks største stål- og teknikgrossist er Lemvigh-Müller blandt de første i branchen til at få godkendt konkrete og forpligtende mål for CO2e-reduktion af Science Based Target initiative (SBTi).
Godkendelsen er netop givet, og hos virksomheden giver den et stærkt værktøj til at bidrage til at nå målene i Paris-aftalen, som de 196 medlemslande i FN’s klimakonvention har indgået med det mål at begrænse den globale opvarmning.
- SBTi’s godkendelse bekræfter, at vi arbejder seriøst med klimatiltag i Lemvigh-Müller, og at vores metoder og beregninger er så gode, som de kan være på nuværende tidspunkt. Vi er godt i gang og arbejder på konkrete handlingsplaner for at nå vores godkendte klimamål. Samtidig kan vi måle på fremdrift og dokumentere, at initiativerne vil gøre en forskel. Det skaber troværdighed i forhold til vores kunder, som i stigende grad trækker på os som samarbejds- og videnspartner i bæredygtighed – særligt i forhold til klimaspørgsmål, fortæller Pernille Kiær, bæredygtighedschef i Lemvigh-Müller.
Fordele for kunder og samarbejdspartnere
Godkendelsen fra SBTi er ikke kun en blåstempling af grossistens klimatiltag, men også en fordel for kunderne.
- At arbejde med SBTi bidrager til bedre forståelse af og evne til at håndtere de risici, der er forbundet med klimaforandringerne. Det er en drivkraft for kollegaerne internt, men også i samarbejdet med vores kunder. Som fondsejet virksomhed arbejder vi gerne langsigtet sammen med kunderne og tager ansvar for omverdenen. Det gælder både på det sociale område og på klimaområdet, siger Pernille Kiær.
Konkret reduktion af udledninger
Lemvigh-Müller har forpligtet sig til at reducere de direkte og indirekte CO2e-udledninger, de såkaldte scope 1- og 2-udledninger med 50,4 % inden 2032. De omfatter blandt andet CO2e-udledninger fra køretøjer og bygninger.
Samtidig vil man reducere scope 3-udledninger, som er udledninger uden for virksomhedens egen kontrol. Eksempelvis fra produktion af stål og brugen af produkterne, som Lemvigh-Müller sælger. Disse vil man inden for samme periode reducere med 30 %. Værdierne er baseret på virksomhedens udledninger i 2022.
Sustainability specialist Majken Løyche, som er en del af bæredygtighedsteamet, forklarer, at udledninger i scope 3 er baseret på estimater, men derfor er det altså ikke bare et tag-selv-bord hos SBTi at sætte sine mål:
- SBTi vurderer virksomhedernes beregninger grundigt og udfordrer dem, hvis der er behov for det. Vi måtte for eksempel genberegne energitabet i strømkabler, når de er i brug hos vores kunder.
Klimainitiativer er sat i gang
Lemvigh-Müller har iværksat en række initiativer for at opnå sine mål for reduktion af CO2e-udledninger. Blandt andet udskiftning af brændstofbiler til elbiler, brug af HVO 100-biodiesel i distributionen af teknikvarer og optimeret ståldistribution. Desuden har man installeret solceller og konverterer til fjernvarme, hvor det er muligt.