Lokalplaner spænder oftere ben for danske arkitekter
Ny undersøgelse fra Nordic Architect Panel viser, at danske arkitekter oplever flere udfordringer fra lokalplaner sammenlignet med deres nordiske kolleger. Især ved brug af lette ydervægskonstruktioner.
Lokalplaner spiller en afgørende rolle i alle byggeprojekter, hvad enten der er tale om nybyggeri eller renovering. Selvom lokalplaner er et redskab til at sikre fremtidig byudvikling, kan de også udgøre betydelige hindringer. Ifølge Nordic Architect Panel’s nye undersøgelse, som fibercementproducenten Swisspearl står bag, oplyser 40 % af danske arkitekter, at de ofte eller altid oplever, at lokalplaner eller lovgivning favoriserer tunge ydervægskonstruktioner. Til sammenligning er tallet for hele Norden 24 %.
Dette er på trods af de mange fordele ved lette ydervægskonstruktioner, såsom træ, stål og fibercement, som inkluderer forbedret energieffektivitet. Michael Tophøj Sørensen, lektor ved Institut for Bæredygtighed og Planlægning ved Aalborg Universitet, påpeger, at visse juridiske principper inden for lokalplanlægning kan virke modstridende, når arkitekter og rådgivere forsøger at anvende mere klimavenlige tiltag i byggeprojektet
- Der kan sagtens opstå spørgsmål i forhold til, om man ønsker at anvende det ene eller andet byggemateriale på grund af miljømæssige hensyn. Sagen er bare det, at når der er tale om, at noget skal tjene klimamæssige hensyn, så er lokalplanerne ikke altid det bedste værktøj, fortæller Michael Tophøj Sørensen i en pressemeddelelse:
Han uddyber, at lokalplanerne muligvis ikke er så effektive, som de burde være, da de ikke tilbyder tilstrækkelige reguleringsmuligheder for klimavenlige initiativer. Her kan andre værktøjer, såsom servitutter i byggelovgivningen, være mere passende.
Selvom lokalplaner kan være nyttige til at regulere mængden, tætheden og størrelsen af byggeri, kan de indirekte bidrage til at reducere ressourceforbruget.
Den lovmæssige ramme bør også understøtte klimahensyn
Nordic Architect Panel’s undersøgelse indikerer, at lokalplanlægning og lovgivning i visse tilfælde kan hæmme udviklingen af mere klimavenligt byggeri. Dette er især tydeligt ved lette ydervægskonstruktioner, som ifølge 40 % af de adspurgte danske arkitekter nedprioriteres i lovgivningen og lokalplanerne.
- Resultaterne fra den seneste undersøgelse er et godt eksempel på, hvilke potentielle forhindringer arkitekterne står overfor, når de ønsker at vælge mere klimavenlige materialer i deres projekter, lyder det fra Hans Eriksen, der uddyber:
- Og derfor er det også en vigtig diskussion at have. Uanset om det handler om lette ydervægskonstruktioner eller andre elementer og løsninger i byggeriet. Stort set alle vil gerne være med til at fremme bæredygtig udvikling i byggeriet, og derfor er det naturligvis også nødvendigt, at vi har en lovgivningsmæssig ramme, som formår at understøtte det formål.
Undersøgelsen fra Nordic Architect Panel er baseret på svar fra cirka 200 arkitekter, rådgivere og andre fagfolk fra arkitektbranchen i Danmark, Finland, Norge og Sverige.