Foto: Anders Sune Berg
Milliardbevilling til restaurering af Glyptoteket
Glyptoteket har modtaget 1,5 mia. kr. fra Ny Carlsbergfondet og Carlsbergfondet til en omfattende restaurering, der skal fremtidssikre museets historiske bygninger og forbedre rammerne for både kunst og publikum.
Undersøgelser af revnedannelser i gulve. Foto: Lars K. Engelgaard
Glyptoteket står over for et af de største restaureringsprojekter i dansk museumshistorie. Med bevillinger på samlet 1,5 mia. kr. fra Ny Carlsbergfondet og Carlsbergfondet kan museet nu igangsætte projektet Fremtidens Glyptotek, der skal sikre de ikoniske museumsbygninger og bedre rammer for kunst, drift og publikum i fremtiden.
Projektet tager fat på både restaurering og modernisering af den historiske museumsbygning, som brygger Carl Jacobsen i sin tid lod opføre med ambitionen om at gøre kunsten tilgængelig for alle.
– Vi er dybt taknemmelige for de generøse bevillinger. De er afgørende for at fremtidssikre Glyptotekets største kunstværk – de ikoniske bygninger – for publikum mange generationer frem, siger Glyptotekets direktør Gertrud Hvidberg-Hansen i en pressemeddelelse.
Hun understreger samtidig, at restaureringen bliver teknisk kompleks:
– Museet er oprindelig opført i særdeles høj kvalitet, og restaureringen er et omfattende og kostbart projekt, som kræver kloge, skræddersyede løsninger. Med disse bevillinger, der sikrer 75 % af det samlede budget, står vi stærkt i arbejdet med at rejse den resterende finansiering.
Læs også:
I Aalborg transformeres spritfabrikkens fredede kedelhaller til Kunsthal Spritten. Bygningsfredningen har krævet en særlig form for fundering uden indgreb i bygningens strukturRestaurering efter næsten 130 års brug
Siden åbningen i 1897 har Glyptoteket udviklet sig til et markant arkitektonisk og kulturelt vartegn i København. Men efter de mange års brug og millioner af besøgende er flere dele af bygningerne præget af slid.
Restaureringen omfatter blandt andet museets karakteristiske mosaikgulve, udbedring af sætningsskader og nedslidte bygningsdele samt tætning af tage. Samtidig skal tekniske installationer opdateres med nye brandsektioneringer og moderne indeklimaanlæg, der lever op til nutidens krav til museumsdrift.
Omfattende forundersøgelser, med støtte fra Ny Carlsbergfondet, har dokumenteret behovet for en gennemgribende indsats. For at kunne samarbejde med internationale museer og fortsat modtage indlån af kunstværker skal Glyptoteket leve op til stadig skærpede krav til sikring, klima, kunsthåndtering og udstillingsfaciliteter.
Skade i mosaikgulv. Foto: Elgaard Architecture
Et museum med voksende besøgstal
Glyptoteket er i dag et af Danmarks mest besøgte museer med mere end en halv million gæster om året. En markedsanalyse peger på, at besøgstallet kan stige til omkring 750.000 årligt frem mod 2040. Det øger behovet for bedre publikumsfaciliteter og mere tilgængelige adgangsforhold – uden at gå på kompromis med den fredede arkitektur.
– Carl Jacobsen ønskede at skabe et skønhedstempel, hvor kunsten kunne tale til alle. Det forpligter os til at bevare bygningerne og forbedre tilgængeligheden, så endnu flere kan få en god museumsoplevelse, fortæller Gertrud Hvidberg-Hansen.
Planerne omfatter blandt andet forbedrede adgangsforhold ved hovedindgangen og bedre tilgængelighed rundt i museet.
Læs også:
Portrættet af Design Principal og partner i Henning Larsen, Louis Becker: Arkitekturen skal være levende og designet til mennesker
Vandindtrængning i tagkonstruktion. Foto: Elgaard Architecture
Et projekt forankret i museets historie
Restaureringsprojektet bygger på næsten et årtis analyser og forberedende arbejde. I perioden 2016–2025 har Ny Carlsbergfondet bevilget 80 mio. kr. til forundersøgelser, byggeprogram og dispositionsforslag.– Ny Carlsbergfondet har en historisk og juridisk forpligtelse overfor Glyptoteket og ønsker at værne om den enestående kulturarv, som både bygningen og samlingen repræsenterer, siger Sanne Kofod Olsen, bestyrelsesforperson for Ny Carlsbergfondet.
Også Carlsbergfondet har gennem årene bidraget til museets udvikling – blandt andet med Henning Larsens tilbygning fra 1996 til museets franske malerisamling og Dissing+Weitlings udvidelse af publikumsarealerne i 2006.
– Glyptoteket er et unikt kunst- og kulturhistorisk museum med en samling i verdensklasse. Med denne indsats er Carlsbergfondet med til at sikre, at kommende generationer kan opleve kunst og viden i rammer, der er både tidssvarende og respektfulde over for bygningens historie, siger Majken Schultz, bestyrelsesforperson i Carlsbergfondet.
Byggearbejde kan begynde i 2028
Hvis finansieringen falder endeligt på plads, forventes restaureringen at begynde i 2028 og strække sig over fire til seks år. I en periode vil museet være lukket for offentligheden.
Samtidig arbejder Glyptoteket på planer for, hvordan samlingerne kan bringes i spil i både internationale og nationale samarbejder – samt i digitale formater – mens restaureringen står på. Når museet genåbner, er ambitionen at kunne byde gæster velkommen i historiske rammer, der også er rustet til fremtidens museumsdrift.
Læs flere artikler om interessante renoverings- og transformationsprojekter
