Når taget bliver en del af arkitekturen
I det Kim Utzon-tegnede hus i Holte er taget ikke gemt væk som en teknisk nødvendighed. Tagløsningen fra Lindab er et aktivt, arkitektonisk greb, der binder træ, stål og præcise linjer sammen i én helstøbt helhed.
Lindab Kliktag giver lange, ubrudte flader og et minimalistisk udtryk, tilpasset projektets arkitektur
Huset er disponeret med en klar materialelogik og et roligt, modernistisk udtryk. De varme træflader står i bevidst kontrast til de skarpe linjer og præcise overgange, mens taget spiller en mere synlig rolle end normalt. Det fungerer ikke blot som klimaskærm, men som en integreret del af arkitekturen.
Arkitekturen sætter rammen
Husets geometri stillede krav til fleksibilitet og nøjagtighed, og oprindelig var ideen til taget noget helt andet end det endte med. Men efter grundig rådgivning fra producenten Lindabs side, faldt valget på Lindab Kliktag i stål – fordi det kunne matche husets arkitektoniske ambitioner og samtidig leve op til både tekniske og dokumentationsmæssige krav.
Tagløsningen blev skræddersyet til formålet, og kliksystemet gjorde det muligt at arbejde med lange, ubrudte flader og klare linjer – uden visuelle forstyrrelser.
- Det har været en spændende proces at være en del af. Og det har været en øjenåbner, hvilke muligheder tagløsningen gav arkitektonisk. Det er blevet et helstøbt udtryk, der har givet huset en fin kant og et unikt udtryk, siger arkitekt Kim Utzon, der tegnede huset.
Kommer med fuld dokumentation
Det var en forudsætning fra bygherres side, at der var fuld dokumentation på taget, og det kunne nemt opfyldes, da Lindab Kliktag altid leveres med tilhørende EPD. Produktionen af tagpladerne foregår i Danmark med europæisk stål, hvilket skaber gennemsigtighed i både materialevalg og klimadata.
Huset i Holte viser, hvordan stål i boligarkitektur kan bruges med lethed og præcision. Kombinationen af træ og stål giver både varme og stringens, mens den robuste tagløsning sikrer lang levetid og begrænset vedligeholdelse.
For arkitekter og rådgivere er det et eksempel på, hvordan form, funktion og dokumentation kan gå op i en højere arkitektonisk enhed – når taget får lov at være mere end bare et tag.
Om Lindab A/S
Lindab A/S udvikler og producerer løsninger i stål til tag, facade og byggeri med fokus på arkitektur, funktion og dokumenteret kvalitet. Virksomheden tilbyder skræddersyede systemer med produktspecifik EPD og producerer i Danmark med europæisk stål.
