
Næstved fremlægger 21 anbefalinger for ny havnebydel
Et nyt forslag til byudviklingen i Næstveds havneområde skitserer en flerårig transformation med fokus på bæredygtighed, kulturarv og byliv. Hvidbogen er nu offentliggjort.
Et vigtigt skridt er taget i transformationen af Næstveds havneområde: Kommunen har nu offentliggjort forslaget til en hvidbog med 21 anbefalinger, der skal sætte rammerne for udviklingen af en ny, levende og bæredygtig bydel.
Med ønsket om at bygge bro mellem industrihistorie og fremtidens bykvaliteter præsenterer hvidbogen en samlet vision for området: En mangfoldig bydel, hvor boliger, erhverv, kulturinstitutioner og rekreative byrum skal danne grundlag for en bæredygtig og attraktiv udvidelse af bymidten.

Fra erhvervshavn til blandet bykvarter
Forslaget til hvidbogen beskriver både de fysiske og strategiske greb, der skal bære visionen frem – herunder områdeafgrænsning, bebyggelsestætheder, grønne forbindelser, parkeringsløsninger og ikke mindst bevaring af kulturmiljøer og arkitektonisk arv.
Udviklingen planlægges i etaper og skal ske med en høj grad af fleksibilitet. Havnebydelen tænkes som en blandet bydel, hvor funktioner som lokal detailhandel, service, kommunale institutioner og rekreative områder skal integreres i et varieret bymiljø.
En central ambition er at forbinde bymidten med kanalen og udnytte de landskabelige og historiske potentialer, som havnearealet rummer.
25-40 års udviklingsperspektiv
Realiseringshorisonten er lang. Først når den nuværende erhvervshavn flytter til Ydernæs – planlagt til 2034 – kan den egentlige byomdannelse påbegyndes. Den fulde udvikling ventes at strække sig over 25 til 40 år.
I mellemtiden vil hvidbogen danne udgangspunkt for den videre politiske og strategiske behandling. En række udvalg i kommunen vil tage stilling til indholdet i løbet af september og oktober, inden en endelig version lanceres i november.

Faglig og lokal inddragelse
Arbejdet med hvidbogen har været præget af en bred og kontinuerlig inddragelse af både fagfolk, borgere og lokale aktører. Processen har omfattet åbne borgermøder, temamøder i byrådet, samarbejde med lokale erhvervsfora og dialog med uddannelsesinstitutioner. Blandt andet har by- og planstuderende fra Roskilde Universitet bidraget med analyser og forslag.
Inddragelsen har givet værdifulde input til, hvordan havneområdet kan udvikles med blik for både lokale behov og professionelle standarder for bæredygtig byudvikling.