Byg videre på det eksisterende: Tulou som levende kulturarv
I stedet for at bygge nyt tilfører den kinesiske tegnestue DnA Design and Architecture historiske tulou-bygninger nutidige funktioner gennem en præcis nålestiksmetode, der forener kulturarv og nye fællesskaber.
I en tid, hvor vores ressourceforbrug skal gentænkes, bliver eksisterende bygninger en både kulturel og materiel ressource, hvor historien kan videreføres gennem nye lag af brug. Dette greb arbejder den kinesiske arkitekt Xu Tiantian og hendes tegnestue DnA Design and Architecture med i transformationen af de såkaldte tulou-bygninger i Fujian-provinsen i det sydøstlige Kina. På Lousiana-museet kan man i øjeblikket opleve Xu Tiantians nænsomme transformationsgreb for at puste nyt liv i de gamle bygninger i udstillingen Memory Scapes.
Angiveligt står der tusindvis af de smukke tulou-bygninger tilbage i landskabet som nedbrudte, forladte, stille rum, der huser historier om en kollektiv livsform, der langsomt er ved at forsvinde. En del af dem er dog stadig delvist beboede, og i 2008 blev 46 tulou-bygninger optaget på UNESCOs verdensarvsliste. For foreløbig syv af tulouer arbejder Xu Tiantian og tegnestuen DnA Design and Architecture på at bringe den arkitektoniske og kulturelle arv ind i nutiden.
Tiantians tilgang til transformation bliver beskrevet som en “nålestiksakupunktur” – en præcis og tilbageholdende strategi, hvor hvert indgreb er nøje afstemt efter bygningens tilstand og stedspecifikke potentiale. Frem for omfattende restaureringer arbejder DnA med små, kirurgiske greb, der aktiverer eksisterende strukturer og åbner for nye anvendelser. Det er en metode, der ikke søger at genskabe fortiden, men at forlænge dens relevans.
Tulouerne har været opført mellem det 15. og 20. århundrede og er cirkulære eller firkantede fæstningslignende bygninger i flere etager. De er bygget i stampet ler med træstrukturer og tegltage og organiseret omkring et centralt gårdrum. Med kun én indgang og vinduer fra anden etage og op fungerede de både som bolig og forsvarsværk for et lille samfund af skiver af rækkehuse, hvor etagernes udeplads, korridorer og trapper er fællesarealer og skaber et tæt kollektiv form. Arkitekturen er her i sin essens social – en vertikal landsby, hvor liv leves i gensidig nærhed.
I DnA’s transformationer bliver denne sociale dimension genfortolket. I Cuimei tulou, der fortsat er delvist beboet, er de tidligere små boligenheder åbnet op og omdannet til fleksible rum, hvor nye funktioner kan opstå. Stueetagens tidligere køkkener er blevet til street food-boder, mens fælles faciliteter som café, læseområder, udstillingsrum og teater har fundet plads i strukturen. Her opstår en ny form for hverdagsliv, hvor kultur, turisme og lokal brug sameksisterer.
Qifeng Tulou, Hua’an, 1799
Qifeng Tulou, Hua’an, visualisering
I Qifeng Tulou fra 1799 er grebet endnu mere radikalt i sin tilbageholdenhed. Hvor dele af bygningen er kollapset, har Tiantian undladt at rekonstruere. I stedet er ruinen blevet accepteret som en aktiv tilstand. Nye platforme og gangforløb indsættes som lette lag i den eksisterende struktur og giver adgang til udsigtspunkter og opholdsrum. Naturen får lov at vokse ind i arkitekturen; træer skyder op gennem de åbne rum, og gårdrummet opløses i en poetisk sameksistens mellem bygning og landskab.
Denne tilgang peger på en alternativ måde at arbejde med kulturarv på. Transformationen bliver ikke et spørgsmål om at fryse bygninger i tid, men om at skabe nye fortællinger med respekt for det eksisterende. Tulouerne bliver igen brugbare – ikke som museale objekter, men som levende rammer for fællesskab, refleksion og aktivitet.
