Nordens største facadekoncern buldrer ind på det danske marked
Fasadgruppen Group AB er vokset med raketfart og har allerede opkøbt tre danske virksomheder. Men potentialet er meget større, siger direktøren, der peger på tryghed og lokal forankring som nøgleord.
Det er gået over stok og sten siden 2016, hvor to svenske facadefirmaer slog sig sammen under navnet Fasadgruppen.
Ideen var at firmaerne skulle beholde deres lokale identitet og forankring, men samtidig kunne tilbyde kunderne en større tryghed.
At det var en rigtig god ide, har Fasadgruppen sidenhen bevist til fulde. I dag tæller gruppen nemlig ikke færre end 35 firmaer, hvoraf 28 er svenske, fire norske og tre danske.
Dermed har man på rekordtid fået status som Nordens største facadeleverandør med 1200 medarbejdere, en rullende 12 måneders omsætning på ca. 1,8 mia. svenske kroner, samt en notering på børsen i Stockholm.
Læs også:
Interview med direktør i Træinformation, arkitekt Maa Mikael Koch "CTL er inde i en ketchupeffekt"
Stort potentiale
Og spørger man direktør Pål Warolin, er der potentiale for endnu flere opkøb – ikke mindst i Danmark, siger han:
- Vi har set, hvordan virksomhederne blomstrer og udvikler sig, når de får den ekstra rygstøtte, som en koncern kan tilbyde. Så jo, vi har bestemt ambitioner om flere opkøb, siger han og peger på, at hele facademarkedet i Norden er præget af små og mellemstore virksomheder.
Og det kan være svært for de pågældende virksomheder at udvikle sig yderligere, når de når en vis størrelse, forklarer han:
- Når virksomheder når et bestemt niveau, løber de ofte ind i f.eks. administrative-, retslige- og miljømæssige barrierer, som kan være svære at overkomme. Der har vi som koncern de rette ressourcer og den knowhow, der skal til for at komme videre. Derfor tror jeg også, vi vil fortsætte med at ekspandere i årene der kommer, siger Warolin og henviser til de markedsundersøgelser, som Fasadgruppen har foretaget i Danmark.
De peger på, at potentialet for opkøb på den danske side af Øresund, faktisk er næsten lige så stort som potentialet i Sverige.
Decentralt og frit
Paal Warolin fortæller desuden, at det primært er specialiserede og veldrevne virksomheder, der har koncernens interesse. Og det er da også de kvaliteter man har fundet hos P. Andersen & Søn, Cortex og Byens Tag & Facade A/S, der indtil videre er koncernens tre danske datterselskaber.
- Det er i forvejen meget veletablerede virksomheder, som nu får mulighed for at trække på koncernens ressourcer og dermed tage næste skridt i deres udvikling, siger Warolin og understreger, at Fasadgruppen er en decentral organisation, der vægter frihed højt:
- Det betyder, at vi ikke overtager den daglige drift, for det er virksomhederne rigtig gode til i forvejen. Vores rolle er at støtte og hjælper i det omfang, det er nødvendigt, siger han og nævner langt bedre indkøbspriser som endnu en fordel ved at være del af et større fællesskab.
1000 års erfaring
På Fasadgruppens hjemmeside kan man læse, at datterselskaberne sammenlagt har mere end 1000 års erfaring med facadearbejde, hvilket også inkluderer opgaver med vinduer, altaner og tag.
Det lyder af meget, men tallene er godt nok, smiler Pål Warolin:
- Mange af vores virksomheder har været drevet af den samme familie i flere generationer, og har derfor mange år på bagen. P. Andersen & Søn, der blev grundlagt i 1946, er et godt eksempel, og dem er der mange af. Så Fasadgruppen som koncern er godt nok ung, men de virksomheder, der udgør vores skelet, har rigtig mange års erfaring, lyder det.