Bond / Lichen. Kunstner: Silas Inoue. Sted: Kalundborg Gymnasium og HF. Finansieret af: Ny Carlsbergfondet. Foto: Malle Madsen
Ny platform kortlægger kunst i det offentlige rum
MAPS – Museum of Art in Public Space lancerer en national digital platform, MAPS 24/7, som skal formidle og vise vej til kunstværker i det offentlige rum i hele Danmark.
MAPS – Museum of Art in Public Space lancerer MAPS 24/7, der er en digital formidlingsplatform, som vil samle, registrere og aktivere kunstværkerne i det offentlige rum på tværs af Danmark. Initiativet er støttet med 15,8 mio. kr. fra Ny Carlsbergfondet til at skabe en samlet og digital formidling af offentlig kunst, så mennesker kan blive engageret i kunsten, hvor man møder den.
Platformen udvikles som en webapp, hvor man kan tilgå og opleve kunstværker i deres konkrete kontekst – i byen, landskabet og hverdagsrummet. Første version forventer MAPS at lancere i 2027 med 500 registrerede værker.
National platform for offentlig kunst
MAPS 24/7 er tænkt som en ny national platform, der kombinerer registrering, kortlægning og kurateret formidling. Ambitionen er at skabe et fælles vidensgrundlag for kunst i det offentlige rum – en disciplin, der ofte er fragmenteret på tværs af kommuner, bygherrer og institutioner.
Platformen udvikles i samarbejde med Signifly og VR produktionsstudiet Khora, der bidrager med henholdsvis digitalt design og teknologisk udvikling.
Malene Ratcliffe. Foto: MAPS
Kunst i byrummet
Ifølge MAPS’ direktør, Malene Natascha Ratcliffe, rækker forståelsen af offentlig kunst langt ud over klassiske skulpturer:
– Kunsten i det offentlige rum kan være et klitlandskab midt i en by, en skraldespand i loftet i metroen, et lysværk eller en gangbro. Kunsten ændrer, hvordan vi bevæger os, hvad vi ser, og hvordan vi forstår vores omgivelser og den skaber tilknytning til de steder, vi er fælles om, siger Malene Natascha Ratcliffe i en pressemeddelelse.
Folkets kunstsamling
MAPS 24/7 er en central del af museets strategi Vores Kunst (2025–2030), hvor målet er at styrke kunst i det offentlige rum som en fælles ressource.
Værk: Stella Nova. Kunstner: Henrik Plenge Jakobsen. Sted: København Syd metro station. Finansieret af: Statens Kunstfond, Det Obelske Familiefond og Villum Fonden. Foto: Anders Sune Berg
Værk: Beboerne. Kunstner: Lea Gulditte Hestelund. Sted: Gigantium Station, Aalborg. Finansieret af: Statens Kunstfond og Det Obelske Familiefond. Foto: Rikke Ehlers
Ny Carlsbergfondet, der står bag bevillingen, ser projektet som en forlængelse af fondets mangeårige arbejde med stedsspecifik kunst:
– Vi støtter hvert eneste år, at ny kunst bliver skabt specifikt til steder rundt om i hele Danmark. I anledning af Ny Carlsbergfondets 125-års jubilæum i 2027 giver vi en særlig bevilling til MAPS' nye formidlingsinitiativ af den kunst, der findes i hele Danmark. Vi håber, at MAPS 24/7 vil medvirke til at øge danskernes interesse og viden om al den fantastiske kunst, der findes rundt om i landet, siger direktør Michael Thouber.
Fra registrering til kuratering
Ud over registrering og formidling skal platformen også udvikle kuraterede kunstruter, der forbinder værker geografisk og tematisk. Det åbner for nye måder at opleve landskaber og byrum på – både for fagfolk og brugere.
Brugerne får adgang via smartphone og kan navigere mellem værker, læse om deres tilblivelse, materialitet og kontekst, mens man oplever værkerne på stedet.
Arrangement sætter perspektiv på udviklingen
Den 30. april afholder MAPS sit tredje arrangement i serien Kunst i det offentlige rum – vores kollektive bevidsthed hos MAPS i Køge. Her diskuteres blandt andet perspektiverne i den nye platform med deltagelse af Malene Natascha Ratcliffe og Michael Thouber samt internationale kunstnere som Kirstine Roepstorff (DK) og Simon Starling (UK) og Susan Philipsz (SCO).
Fakta om MAPS 24/7
- National digital platform for kunst i det offentlige rum
- Udviklet af MAPS – Museum of Art in Public Space
- Støttet med 15,8 mio. kr. af Ny Carlsbergfondet
- Udvikles i samarbejde med Signifly og Khora
- Første lancering i 2027 med 500 værker
- Indeholder registrering, formidling og kunstruter
- Tilgængelig via webapp på smartphone
