
Karens Minde Aksen af Schønherr
Ny udgivelse om arkitektur som redskab til forandring
Architecture – Towards a resilient future that meets global challenges er netop udkommet og sætter fokus på, hvordan arkitektur i dag bruges aktivt som redskab til at adressere klimaudfordringer, ressourcer og sociale skel.

Hvordan kan arkitektur bidrage til at løse de mest presserende globale udfordringer og samtidig skabe steder, der tager hensyn til både mennesker og planeten?
Bag udgivelsen Architecture – Towards a resilient future that meets global challenges står Creative Denmark, der er et non-profit, offentlig-privat partnerskab, der skaber international opmærksomhed omkring danske kreative styrkepositioner og potentialet i dansk kreativitet. Publikationen er udviklet i samarbejde med Danske Arkitektvirksomheder, og målsætningen er at undersøge, hvordan arkitektur former den måde, vi lever, forbinder os og tilpasser os forandringer. Lars Storr-Hansen, direktør i Danske Arkitektvirksomheder skriver i forordet:
- Arkitektur spiller en afgørende rolle i samfundet – fra klimabeskyttelse til social samhørighed. Flere ledere, politikere og entreprenører arbejder sammen med arkitekter for at finde varige løsninger på de globale udfordringer, vi står overfor i dag.
Læs også:
Byggeriet er blevet for teknologisk, og det kommer bestemt ikke til at gavne bæredygtigheden, mener arkitekt Carlo Volf, der selv viser en anden vej
Nansensgade ungdomsboliger af Christensen & Co Arkitekter. Foto: Niels Nygaard
Arkitektur påvirker, hvordan vi oplever selve livet
Publikationen fremhæver, hvordan danske arkitekter og designere bruger resiliens som et styrende princip. Nogle omdanner eksisterende strukturer. Andre reagerer på klimamæssig usikkerhed eller arbejder for at skabe varig adgang til boliger.Udgivelsen samler stemmer fra hele det arkitektoniske felt – fra byplanlæggere og forskere til designere og innovatører. Deres indsigter bliver bragt til live gennem projekter fra nogle af Danmarks mest fremsynede tegnestuer. Hvert projekt afspejler en stærk forbindelse til sin kontekst, samtidig med at det tilbyder idéer, der kan skaleres eller tilpasses andre steder. Samlet peger de på nye måder at bygge på, som understøtter fællesskaber og styrker vores fælles fremtid. Det lyder således fra Nina Kovsted Helk CEO i Realdania i udgivelsen:
- Arkitektur har altid reageret på samfundets udfordringer. Nu skal den fortsætte med at gøre det i en tid præget af voksende polarisering, klimakrise og svækket global sikkerhed. Alle, der arbejder med det byggede miljø, ser hver dag, hvordan det former både individuelle liv og samfundet som helhed.
Creative Denmark finansieres af offentlige og private partnere, herunder Erhvervsministeriet, Udenrigsministeriet, Kulturministeriet, Dansk Industri, Dansk Erhverv samt den filantropiske forening Realdania.