Ny udstilling: Arkitektur og design for en planet i balance
Med FN’s krisemøde om klodens klimakrise som bagtæppe, åbner en ny udstilling på Det Kongelige Akademi. Planetary Boundaries viser 25 udvalgte projekter, der giver sine bud på arkitektur og design, der efterlader et lille aftryk på planeten.
FN holder krisemøde om klodens klimakrise, og førende klimaforskere fra Stockholm Resilience Center har været ude at sige, at nu er ikke bare fire men seks af planetens grænser overskredet. Netop de planetariske grænser, og hvordan man designer og bygge med respekt for disse, er udgangspunktet for det aktuelle særudstilling på Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design og Konservering, der åbner torsdag d. 21. september.
Rektor på Det Kongelige Akademi, Lene Dammand Lund, siger:
- Arkitektur og design er utrolig vigtige discipliner, når det handler om at gå konstruktivt ind i de udfordringer, vi står overfor. På udstillingen vises radikale, bæredygtige løsninger, der respekterer de planetære grænser, og som vækker motivation, glæde og håb for fremtiden.
Udstillingen viser 25 udvalgte projekter, som spænder mellem eksperimenter, konkrete forslag og ambitiøse undersøgelser af en omstilling af det traditionelle syn på arkitektur og design.
Parcel-hus-kvarter, svampehuse og fortættede forstæder
Et af projekterne bygger på Charlie Steenbergs Ph.D. om transformation af parcelhuse til andre typer af boliger og på en energibesparende måde. I dag bor der gennemsnitligt 2,5 personer i et typehus. Parcelhusene, der oprindeligt blev lavet til børnefamilier, oplever disse år at have en eller to tilbageværende, ældre beboer, og omkring 1000 parcelhuse bliver årligt revet ned frem for at gennemgå en mere klimavenlig renovering.
Projektet Svampebaseret arkitektur udforsker anvendelse af myceliumbaserede kompositmaterialer i det byggede miljø. Svampebaseret arkitektur sætter sig ud over idéen om at ’erstatte’ fossilbaserede materialer. I stedet undersøger professor Phil Ayres den potentielle tektonik og rumlige organisering, forholdet til et lokalområde og æstetikken ved svampebaseret arkitektur med udgangspunkt i de planetære grænser.
Tid og Sted
Udstillingen Planetary Boundaries – Rethinking Architecture and Design åbner torsdag den 21. september, og har åbent alle dage kl. 10-18.
Adresse: Det Kongelige Akademi, Meldahls Smedie, Danneskiold-Samsøes Allé 51, 1435 København K.