Hvordan bliver gamle parcelhuse en del af løsningen?

Arkitekt Charlie Steenberg fra Center for Bæredygtig Bygningskultur

Hvis målet er, at vi skal leve så bæredygtigt som overhovedet muligt, så kan der meget vel være noget helt galt med den måde, vi renoverer- og i det hele taget forholder os til vores parcelhuse på i Danmark.

Det er en mistanke, som arkitekt og ph.d.-stipendiat ved Center for Bæredygtig Bygningskultur på Det Kongelige Akademi, Charlie Steenberg, har sat sig for at se nærmere på.

Charlie Steenberg understreger, at hendes projekt kun er et år gammelt, og at der endnu ikke forelægger endegyldige svar. Men kikker man på tallene og på parcelhusenes udvikling siden 1960’erne, ser man et iøjnefaldende mønster, siger hun:

– Selvom parcelhusenes energieffektivitet er blevet markant forbedret gennem de seneste 30 år, så lægger de stadig beslag på den samme mængde energi. Det hænger bl.a. sammen med, at vi opvarmer et stadig større areal per person, og at der i dag bor 2,5 personer i et parcelhus, som typisk er designet til fire. Dermed bliver den energi, vi sparer et sted, altså kanaliseret over i et nyt forbrug et andet sted, siger hun og fortsætter:

– Dertil kommer at energiforbruget – og dermed CO2-udledningen – i forbindelse med opvarmning, jo kun er den ene side af sagen. Det er relativt let at isolere og tætne et ældre parcelhus, så energiforbruget reduceres. Men hvis man gør det ved at udskifte store bygningsdele som vinduer og døre og i øvrigt pakker huset ind i mineraluld, er det ikke sikkert, at det gør en positiv forskel for klimaet, siger hun og minder om, at nye bygningsdele kan være særdeles energitunge at producere.

Foto: Line Stougaard

Afgørende analyse

Af samme grund er en LCA-analyse af parcelhuset også væsentlig for Charlie Steenbergs ph.d. Og det er forhåbentlig den, der vil give et kvalificeret bud på, om det er en nænsom restaurering, en renovering eller måske ligefrem en nedrivning af parcelhuset, der tjener klimaet bedst: 

– I øjeblikket kan vi have en teori om, hvad der er den mest klimavenlige fremgangsmåde. Men vi ved det faktisk ikke. Og det synes jeg ikke er tilfredsstillende i et land, hvor mere end halvdelen af os bor i parcelhus, og hvor parcelhuskvartererne udgør 44 % af den samlede boligmasse. På den baggrund er det væsentligt at finde nogle konkrete svar, siger hun og fortæller, at man sidste år i samarbejde med DTU lavede en lignende analyse af et bindingsværkshus fra 1887 på Bornholm.

Dengang konkluderede forskningsprojektet, at den mest klimavenlige tilgang var en særdeles nænsom restaurering og isolering uden udskiftning af bygningsdele. Men de resultater kan ikke umiddelbart overføres til parcelhusene, hvor andre konstruktioner, bygningsdele og materialer samt forekomsten af bl.a. asbest og PCB er ukendte faktorer.

Et paradigmeskifte?

Så Charlie Steenberg og hendes kolleger samt kandidatstuderende på Kulturarv, Transformation og Restaurering måtte altså på den igen, og har indsamlet nye data i parcelhuskvarteret ARCHIBO II i Ishøj. Opmålingsmaterialet af et typehus fra 1970 er efterfølgende givet videre til to DTU-studerende, der skal lave LCA-analyser på flere renoveringsscenarier. Resultaterne foreligger forhåbentlig til sommer.

Og hvis konklusionerne ligner dem fra Bornholm, kan vi stå overfor lidt af et paradigmeskifte, siger Charlie Steenberg:

– I så fald bør vi radikalt ændre den måde, vi energirenoverer ældre parcelhuse på. Det vil bl.a. sige, at vi skal gå fra nybyg og udskiftning – til nænsom restaurering og bevaring af de fysiske rammer, vi allerede har, siger hun og fortsætter:

– Fokus vil så være på håndværk og reparationer. I stedet for at udskifte hele vinduet, når termoruden punkterer, skal vi f.eks. nøjes med at udskifte ruden - eller måske bare sætte en forsatsrude i. Dertil vil LCA-analysen formentlig også vise, at en vis efterisolering med biogene materialer vil være en god ide, lyder det.

Jo mindre – jo bedre

Dermed kunne budskabet godt gå hen og blive, at ” jo mindre man gør – jo bedre er det for klimaet”:

– Ja, det kan man udmærket forestille sig. I hvert fald er det jo sådan, at jo mindre, man bygger, og jo mindre man skruer op for varmen – jo bedre er det for klimaet. Og på samme måde er det i en større kontekst, hvor mindre privatbilisme og mindre kød på menuen også trækker i den rigtige retning, siger Charlie Steenberg, der ud over sin forskning også driver egen tegnestue i Gentofte.

Hun fortæller, at en parcelhusejer på et tidspunkt henvendte sig til hende med ønsket om at få tegnet en udestue. I første omgang var det dog ikke det, han kom derfra med:

– Jeg ville selvfølgelig gerne tegne en udestue til ham, hvis det var det, han ønskede. Men jeg bad ham i første omgang overveje en anden løsning, fordi han reelt ikke havde brug for de ekstra kvadratmeter.

– Jeg foreslog ham, at han i stedet brugte pengene på et stort vægmaleri, der dels ville gøre hans hus helt unikt, og dels ville spare klimaet for en masse CO2. Den går han stadig og tygger lidt på, og sådan vil det være for langt de fleste mennesker. Det tager tid for os at vænne os til en ny måde at gøre tingene på – også selvom behovet egentlig er ganske indlysende, lyder det fra Charlie Steenberg.