Vi er nødt til at ændre adfærd for at bygge bæredygtigt

Der er kommet CO2-krav til byggeri, EU-taksonomi, certificeringer og digitale beregningsværktøjer, men hvordan kommer man i mål med bæredygtigt byggeri?

 

Feldballe Skole, foto af Rasmus Hjortshøj

 

Jakob Strømann-Andersen har gennem 15 år arbejdet med at sætte bæredygtighed forrest i Henning Larsens arkitekturprojekter og inddrage tværfaglighed og viden, der kan have indflydelse på designet.

- De tekniske kompetencer for at bygge bæredygtigt har vi efterhånden. Vi ved, hvad der skal til, og hvilke mål vi skal nå i forhold til f.eks. CO2-udledning. Men for at nå i mål med bæredygtighed, må vi kigge på andet end kun den måde, vi bygger på. Vi må tage ansvar for, hvordan arkitekturen kan ændre folks adfærd og vores måde at leve på.

- Fagligt har jeg oplevet et kæmpe ryk i branchen over de sidste femten år. Da jeg startede handlede det om energieffektivitet, og som PhD-studerende kiggede jeg på energidesign i byplanlægning. Nu er der så kommet fokus på CO2-beregninger af byggeriets samlede livscyklus, men det er jo kun to-tre år siden, og vi har først lige fået den nye lovgivning.- Man skal handle hurtigt, men jeg oplever også, at den bæredygtige udvikling er eksponentiel stigende, og unge arkitekter er drevet af andre visioner.

Århus REWATER (rendering), af Henning Larsen

Herinde er der sket en stor forandring i, hvordan vi taler om arkitektur og skaber arkitekturen ud fra helt andre præmisser. Tidligere har det meget handlet om, hvordan arkitektur ser ud. Nu handler det mere om, hvad arkitektur gør ved miljøet og ved os mennesker.

 

På projektsiden ser man også et ændret fokus i Henning Larsens spydspidsprojekter. Lige nu bliver der arbejdet med REWATER, som er Aarhus Vands nye renseanlæg ved Tangkrogen.

Et projekt som tidligere ville have været indhegnet med pigtråd og ikke et mesterværk for en arkitekt – er pludseligt blevet et spydspidsprojekt, der både åbner op til byen og borgerne og skaber løsninger for fremtidens ressourceudfordringer. Vi har lovet, at der kommer flere besøgende til rensningsanlægget, end der gør til Moesgaard Museum, siger Jakob med et glimt i øjet.

 

 

Hurdler og incitamenter

Den største hurdle fremadrettet for at komme i hus med CO2 er ifølge Jakob at skabe en byggeindustri, der også finansielt er drevet af bæredygtighed.

 

- Som rådgivere har vi ikke været gode nok til at rykke vores egne modeller for at skabe en forretning, der er bygget op om at bygge bæredygtigt. Vi bør tage ansvar for, at byggeriet giver den effekt, vi lover.

 

Et eksempel er Moesgaard Museum, som Jakob ser, giver meget mere end bare at være et museum. Taget er et udflugtssted til kælketure om vinteren, man cykler mountainbike på det om sommeren osv.

 

Moesgaard Museum, Foto af Hufton Crow

- Besøgstallene blev ottedoblet fra det gamle Moesgaard til det nye. Havde man tænkt ud af boksen dengang, kunne man have lavet en incitamentsmodel, der lød på: Vi går ned i honorar, og vi står på mål for at sikre flere besøgende igennem designet – selvfølgelig i samarbejde med museet og udstillingerne. Så tager vi ½ eller 2 % af billetindtægterne over de næste fem år fra dem, der kommer udover de gamle besøgsantal.

 

- Sådan en model havde krævet en del finansielle fremskrivninger og alt muligt, som vi slet ikke er vant til i branchen. Men jeg er sikker på, at det ville være en meget bedre business case for os som arkitekter. På samme måde er vi nødt til at tænke ud af boksen, når vi arbejder med bæredygtighed. Vi skal have incitamentsmodeller der for eksempel kan hjælpe os med at rådgive til at renovere frem for at tegne nyt.

 

 

Adfærd og kvadratmetre

I det nye bygningsreglement er et krav om, at nybyggeri over 1.000 m2 maksimalt må udlede 12 kg CO2 per m2 per år. Derudover er der lavet en model for, hvordan kravene skærpes over en årrække for til sidst i 2029 at lande på 5,0 kg CO2 per m2 per år for lav emissionsklassen.

 

- Spørgsmålet er, om det er ambitiøst nok? Vi ved f.eks., at én dansker udleder cirka 17-19 tons CO2 årligt, og at vi skal ned på cirka 2,1 tons CO2 for at leve indenfor de planetære grænser – det vil sige, at jorden kan være i bæredygtig balance. Men vi ved også, at kun en mindre del (5-7 tons CO2 årligt) kobler sig til vores byggeri. Herunder både bygninger, veje, broer mm. Det største potentiale ligger i vores adfærd. 

 

- Vi har en stejl læringskurve for at skabe et byggeri, der gør, at brugerne har en lavere CO2. Danmark er det land i EU med størst antal byggede kvadratmeter per person. I 2021 havde hver dansker et boligareal på 53,3 m2 per person mod f.eks. 43 m2 i 1981. Samtidigt er vores familier blevet mindre i samme tidsrum. I 1981 var der i gennemsnit 2,5 personer per. husstand, i 2121 er der 2,1. Det betyder, at vi godt kan reducere CO2-udledningen per bygget kvadratmeter, men hvis vi bliver ved med at bruge flere kvadratmeter per dansker, så er vi jo lige vidt. Vi er nødt til at kigge på CO2 per person og ikke per kvadratmeter.

 

- Det nye bygningsreglement taler desværre også imod denne tendens. Det er for eksempel meget lettere at komme igennem med et lavere CO2-aftryk på en 350 m2 villa i Hellerup sammenlignet med en 12 m2 studenterbolig i indre by.

Den store stue i Hellerup er sammenlignet med studenterboligen, hvor køkkenet, bad, toilet, elevator udgør en større del af boligen, lettere at komme ned i CO2 med, fordi de tekniske installationer udgør mindre per kvadratmeter. Det betyder, at der intet incitament er for at bygge mindre.       

 

- Det bliver det store skisma. Selvfølgelig skal vi værne om at have lov til at agere inden for privaten, som man selv har lyst til. Men vi har også et ansvar som arkitekter for at påvirke livet i husene.

 

- Et andet eksempel kan være at bygge uden kældre. Kommer der en bygherre med bæredygtige visioner, men gerne vil have lavet parkeringskælder til sine medarbejderes biler, kan vi så sige, at det bliver svært pga. al den beton, vi skal anvende. Her bliver du i stedet nødt til at ændre på dine medarbejderes adfærd.

 

 

En barfodet tilgang og nye teknologier

Et eksempel på et lille projekt, der kan rykke på bæredygtigt byggeri i en større skala er Feldballe Friskole på Djurs, fortæller Jakob:

- Skolebyggeriet indeholder en masse innovation og teknik, men har en meget ”barfodet” tilgang til materialevalg, og det er superspændende. Ofte bliver økobyggeri refereret tilbage til noget i 70erne med langt hår og selvbyggeri.

 

- Vi er nødt til at genopfinde nogle af de gamle måder at bygge på, bare med ny teknologi. Derfor synes vi, at det var interessant at bygge med modulære halmkassetter og lave ventilation med ålegræs, fordi det kan masseproduceres og skaleres op i industrien. Med den størrelse vi er som tegnestue, skal vi fokusere på at lave projekter, der kan skaleres op og skaber løsninger for hele industrien.

 

- Det kan godt være, at det er en skole på små 250 m2. Det batter jo ikke umiddelbart noget samfundsmæssigt. Men det gør det, fordi vi udfordrer måden af bygge på.

Løsningen med ålegræs i ventilationsløsningen ville vores ingeniør ikke tage ansvar for, fordi det var uprøvet.
Men vi havde heldigvis en ambitiøs bygherre som var villig til at tage ansvar for dele af de nye løsninger, og det er sjældent i byggebranchen. Den grundlæggende udfordring er, at vi kan jo ikke løse klimakrisen med de teknikker og mekanismer, som har skabt den.