Nye vinduer bevarer ikonisk bygnings særpræg
Administrationsbygningen på Korsør Havn fra 1856 har gennemgået en betydelig vinduesrenovering, hvor KPK Døre og Vinduer og LBJ Tømrerforretning har udskiftet til nye dannebrogsvinder, som isolerer for havnens støj.
Den charmerende, store røde bygning fra 1856 på havnekanten i Korsør har tidligere huset hotellet Storebælt, men har siden skiftet funktion til havnekontor. Da vinduerne efterhånden trængte til en udskiftning på grund af råd og utætheder, stillede det særlige krav til løsningen, som KPK Døre og Vinduer har stået for. Med bygningens facade mod havnen lige ud til den travle skibstrafik var der et ønske om at dæmpe støjen men samtidig respektere bygningens historiske arkitektur.
- Vi holder til i en ældre bygning nede på havnen, hvor vinduerne i lang tid har trængt til at blive udskiftet, da de både havde råd og utætheder og dermed gav træk. Det betød, at vi skulle på jagt efter nye, og i den forbindelse var det vigtigt for os, at de selvfølgelig ikke alene levede op til moderne funktionalitet i forhold til isolering, men også at de nye vinduer respekterede udtrykket i den gamle hotelbygning. Her faldt valget på KPK, som har leveret dannebrogsvinduer, der ligesom de tidligere har flotte buede overkarme. På den måde er vinduesløsningen med til at bevare bygningens flotte særpræg, fortæller havnedirektør Jimmi Jørgensen i en pressemeddelelse.
Fragtskibe kommer og går uden at genere
Fragtskibe lægger til ved kajen ud for bygningen og skal have fragte store elementer frem og tilbage, så akustisk kontrol har været en væsentlig del af opgaven.- Udover trelagsglas, som ellers tager meget støj, var det også vigtigt for os at få lydisolerende glas til den ene side af bygningen, hvor det ofte larmer utrolig meget. Og selvom vi på forhånd vidste, at de var støjisolerende, så er vi virkelig blevet positivt overraskede over, hvor meget af støjen vinduerne rent faktisk har taget – nu kan man nærmest høre en knappenål falde til jorden, fortæller Jimmi Jørgensen fortsat.
Renoveringen er udført af LBJ Tømrerforretning, som har haft ansvaret for monteringen i tæt samarbejde med KPK Døre og Vinduer. Ifølge tømrermester Lars Jørgensen har fokus været på at finde en løsning, der bevarer bygningens oprindelige detaljer.
- Vi har igennem en lang årrække arbejdet tæt sammen med KPK, fordi vi har gode erfaringer med kvaliteten af deres produkter og samtidig fungerer samarbejdet generelt set rigtig godt, og det har det også gjort ved denne sag. Her har vi sammen med deres vindueskonsulent sørget for at finde den helt rigtige løsning, så vinduerne kunne få de flotte, buede overkarme og dermed beholde det æstetiske udtryk, som sørger for, at bygningen står så flot.
Hos KPK har man også været glad for samarbejdet og er stolte af det færdige resultat.
- Selvom det ikke er hverken en fredet eller bevaringsværdig bygning, så ligger der stadig et vigtigt arbejde i at levere en løsning, der passer til bygningens udtryk. Her faldt valget på en træ-/alu-løsning for også at minimere vedligehold, og sammen med de hvide sprosser og buerne er det endt med at blive et rigtig godt resultat, som vi er stolte af, slutter vindueskonsulent hos KPK, Steen Jacobsen.
Renoveringen blev afsluttet i sommeren 2024.
Fakta
Bygherre: Korsør Havn
Tømrervirksomhed: LBJ Tømrerforretning
Vinduesleverandør: KPK Døre og Vinduer
Læs mere om renovering